"Vi vil elske mere i fremtiden"
af Arne Vollertsen i Århus Stiftstidende den 31 oktober 1999
Vores lyst til at snakke om kærlighed er stor. I hvert fald hvis man dømmer ud fra de mange mennesker, der tirsdag 26. oktober var mødt op i Kvindemuseets café for at høre psykologen Mariann Kjerrumgaard fortælle om "Evnen til at elske".

Kvinderne var i overtal. Men en håndfuld af hankøn havde også dristet sig indenfor til kærligheds-debatten. Og det selv om aftenen var et led i en arrangementsrække, hvis overskrift nok kunne skræmme en og anden herre væk: "2000 år med hekse".

Kvinden i centrum red nu hverken på kost eller havde vorter på næsen. Til gengæld havde hun en kandidateksamen i psykologi.

I 1994 skrev Mariann Kjerrumgaard speciale i menneskets evne til at elske - "Kærlighedsevnen". Siden arbejdede hun i konsulentfirmaet Kjaer & Kjerulf A/S, inden hun 1. september i år sprang ud som freelance psykolog og foredragsholder med speciale i kærlighedsproblemer, selvudvikling, kriser, spirituel vejledning - og piskesmældslæsioner.
Kærlighedssnak
Efter at publikum havde bevæbnet sig med kaffe, te og museumscafeens økologiske hjemmebag, var alle parter klar til den store snak om kærlighed. Men foredragsholderen ville ikke snakke. Hun lagde ud med at tie stille.

- Nu skal I hver især tænke over et øjeblik i jeres liv, hvor kærligheden har været stærk, sagde hun, og lod os sidde stille en par minutter for at mindes.

Derefter bad hun publikum hilse på hinanden.

- Det er jo også en del af kærlighedsbudskabet, forklarede hun.

Det lod publikum sig ikke sige to gange. Der rejste sig et brus af venskabelig pludren i lokalet, og der var varme smil omkring alle borde. Folk var næsten ikke til at stoppe igen.

- Nu vil jeg gerne spørge jer om jeres oplevelser med kærlighed. Fortæl mig om forskellige slags kærlighed I har oplevet, sagde oplægsholderen, da hun endelig havde fået publikum dysset ned.

Også her var snakkelysten stor. Folk fortalte om forelskelsens stormvejr, om den store kærlighed en mor føler, når hun føder sit barn, om den kærlighed der kommer til udtryk ved undfangelsen, om kærligheden til naturen, vennerne, forældrene. Og ikke mindst kærligheden til selve livet.

Med afsæt i de indsamlede stikord satte cand. psych. Kjerrumgaard derefter kærlighedens mange sider ind i et større system.

Kærligheden har tre former, forklarede hun. Den kan være et forhold mellem to mennesker. Den kan være en evne. Og kærligheden kan ses som en form for energi.
Forelskelse
Når vi taler om kærligheden mellem to mennesker, så forelsker vi os faktisk ikke i et andet menneske, forklarede hun, med henvisning til den schweiziske psykoanalytiker C.G. Jung. Vi forelsker os i os selv.

Kvinden rummer en maskulin pol - animus. Manden rummer en kvindelig pol - anima. Og det er netop sin egen indbyggede kvinde eller mand, man forelsker sig i. I første omgang. Men når så "hvedebrødsdagene" er ovre, og forelskelsens lyserøde tåger letter, ser man den anden som vedkommende virkelig er. Og skal man udholde det syn, så hjælper kun ægte kærlighed.
Kærlighedsevne
Selve evnen til at elske grundlægges i barndommen, forklarede Mariann Kjerrumgaard.
Vi gør som mor og far. Som voksne behandler vi hinanden på samme måde som mor og far behandlede os på som børn. Har man fået meget kærlighed som barn, og har ens far og mor haft et godt kærlighedsliv, så har man en god bagage med ud på livets kringlede og hullede landevej.

Nu om stunder ved vi meget om, hvad "en god barndom" er for noget. Vi tager vore unger alvorligt, giver dem knus og medbestemmelse, i modsætning til gammeldaws opdragelse efter princippet "nok ses men ikke høres". Vi bliver bedre og bedre til at opdrage vore børn. Derfor er vi på vej mod lysere tider, mente hun. Mere harmoniske børn bliver nemlig bedre til at give og modtage kærlighed som voksne.

Desuden er den kollektive følsomhed vokset gevaldigt op igennem århundredet. Det er ikke mindst psykologiens fremmarch, vi kan takke for det fremskridt.

- Nu kan vi snakke om problemerne. Og det kan du jo tale med om, sagde Mariann Kjerrumgaard henvendt til en ældre gråhåret dame på første række.

- Ja, måske snakker vi endda lidt for meget, svarede damen, til stor moro for resten af salen.

Begrebet "kærlighedsevne" har Mariann Kjerrumgaard for øvrigt hentet hos den danske mystiker og filosof Martinus.

Ifølge Martinus udgør kærlighedsevnen en balance mellem følelser og intelligens. De videnskabsmænd, der opfandt atombomben, kunne præstere en masse intelligens, forklarede hun. Men de manglede følelser og kærlighed.

Dén påstand fik en af de mandlige tilhørere til at nedlægge protest. Han fortalte, at to af atombombens skabere var blevet analyseret af en berømt psykolog. Han fandt ud af, at de skam følte masser af kærlighed: Kærlighed til deres fædreland og kærlighed til deres landsmænd.

Der var altså intet galt med kærlighedsevnen hos blandt andre "atombombens fader" Julius Robert Oppenheimer. Efter en kort debat i salen blev man dog enige om, at bombemændene blot havde kastet deres kærlighed på det forkerte.
Kærlighedsenergi
Alle mennesker kan forbedre deres kærlighedsevne og få del i den universelle kærlighedsenergi. Man skal såmænd bare øve sig.

Først og fremmest skal vi lære at tænke positive tanker, forklarede Mariann Kjerrumgaard.

Det er vi nemlig ikke for gode til i det daglige. Vi har en tendens til at plage os selv og fokusere på det negative. Men den triste spiral kan brydes med enkle øvelser, forsikrede hun.

Inden man lukker gluggerne efter en lang dags strabadser skal man for eksempel mindes dagens gode oplevelser og koge lidt ekstra suppe på dem.

Desuden anbefalede Mariann Kjerrumgaard, at man skulle lære at blive et givende menneske. Giv en blomst, et knus, eller bare et smil. Mere skal der ikke til, så smiler verden tilbage til dig.

Hun mente oven i købet, at man skulle prøve at blive ven med sin værste fjende. For det er i virkeligheden ikke ham, der er noget i vejen med. Du hader ham bare, fordi du undertrykker noget i dig selv.
Fremtidens kærlighed
Psykologens positive peptalk blev modtaget med stor velvilje af publikum. Men da hun lancerede sit personlige bud på fremtidens kærlighed, begyndte panderynkerne at brede sig.

I fremtiden kommer vi til at leve langt mere alene, mener hun. Vi får efterhånden bedre og bedre føling med vores indre animus eller anima, og derfor vil vores behov for faste forhold blive mindre og mindre. Parforholdet dør langsomt ud. Familien vil ikke fortsætte med at være samfundets grundpille. Mænd og kvinder vil mødes på en kortere, men til gengæld mere intensiv måde. Vi bliver "hele" mennesker, og verden bliver en bedre verden at leve i, mente Mariann Kjerrumgaard.

Men paradiset står dog ikke og venter lige om hjørnet. Vejen op til perleporten er både snoet og stenet.

Det fik man en fornemmelse af under aftenens hedeste diskussion, der kredsede om skilsmisse. Adskillige tilhørere fortalte om deres skilsmisse-erfaringer. De udtrykte ikke mindst bekymring på børnenes vegne. Frem og tilbage bølgede snakken om de tømmermænd og problemer der kommer, når gamle dages guldbryllups-tider erstattes af det, som psykolog-branchen med et uelegant ord kalder "seriel monogami".

At elske mere er ikke det samme som idel lykke. Én ting er, at vi taler om følelser som aldrig før, og at mænd og kvinder nu om stunder går fra hinanden, når kærligheden er død, og ikke bliver sammen fordi takt og tone kræver det.

Men når vi elsker mere, får vi også flere tømmermænd. Og aftenens lange, bekymrede snak om skilsmisse var et klokkeklart tegn på, at der følger masser af problemer med den ekstra kærlighed. Jo mere frihed, jo flere problemer og bekymringer. Er vi blevet mere lykkelige af al den ekstra kærlighed? Svaret blæser i vinden, men forvirringen og rådløsheden er helt sikkert i tiltagende. Måske kunne man ligefrem sige som englænderne: "I'm still confused, but on a higher level" - jeg er stadig forvirret, men på et højere plan.

I hvert fald viste kærligheds-debatten i Kvindemuseet, at behovet for at snakke om kærlighed er stort. Og selv om der undervejs var uenighed om kærlighedens fremtid, så kan man i det mindste uddrage ét facit af forestillingen: trangen til at snakke om kærlighed vil vokse. Fremtiden kommer ikke til at foregå i tavshed.
Alle artiklerne kan læses i deres fulde udstrækning på avisens hjemmeside på netadressen www.stiften.dk.