Kapitel 1

Billede af Lis Bramsen - klik for yderligere information

Om kærlighed og evnen til at elske

1.1

Kærlighed som evne

1.2 Kærlighed som energi og evne i et udviklingsperspektiv
1.3 Sammenfatning

Jeg vil i dette kapitel undersøge, hvad kærlighed er for noget, og om kærligheden kan opfattes som en evne, det er muligt at udvikle i mennesket.

Kærligheden er "en sjov størrelse", et eller andet sted ved vi alle, hvad kærlighed er. Vi kender, i forhold til vores nærmeste, godt følelserne, som kaldes kærlighed, men alligevel er det svært at sige, hvad kælighed er. Der kan både være behagelige og ubehagelige sider ved kærligheden, hvor vi kan føle glæde, salighed, smerte, sorg og vrede. Alt dette kan udspille sig i vores kærlighedsforhold, og det er nok et af de områder i livet, hvor man kan føle mest, så kærlighed må have noget at gøre med at føle. Men følelser kan være noget difus noget at skulle definere, de kan være lidt ligesom vejret, som også forandre sig. Derfor mener jeg også, det er vigtigt at undersøge nærmere, hvad der ligger til grund for følelserne, som er forbundet med kærligheden i det enkelte individ.

Jeg vil i første afsnit, udfra forskellige forfattere, prøve at indkredse, hvordan de opfatter kærligheden. Jeg medtager disse forfatteres kortfattede synspunkter som en slags overordnet sammenligningsgrundlag for mine to hovedforfattere Jung og Martinus. Idet det har vist sig, at disse to forfattere kan mødes på mange punkter i deres syn på kærligheden, og for at sikre mig, at deres rimeligt overensstemmende syn ikke er helt ved siden af andre forfatteres synspunkter.

I det andet afsnit i kapitlet vil jeg gennemgå Martinus’ teorier om kærligheden, som indgår som et af hovedelementerne i hans teorier. Martinus er en lidt speciel forfatter, fordi han er autodidakt og har fået sin viden fra en lidt usædvanlig kilde. Martinus er dansker og født i Sindahl i 1890. Han opvoksede i et fattigt hjem og modtog kun en meget elementær skoleundervisning. Som voksen blev han mejerist, og omkring 30 års alderen havde han en dybtgående åndelig oplevelse, der gjorde ham i stand til at skrive hans teorier (Zinglersen,1989,p.294). Martinus skriver selv om denne oplevelse: "Den kosmiske indvielse, som jeg havde gennemgået, havde efterladt sig den kendsgerning, at der i mig var blevet udløst helt nye sanseevner, som satte mig i stand til - ikke glimtvis - men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand at skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove og grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i verdensaltets liv og indviet i "Det guddommelige skabeprincip""(Zinglersen,Ibid.).

Martinus mener selv at grunden til, at han fik denne åndelige oplevelse var, at han skulle være med til at gøre rede for, hvad der sker i biblen udfra en mere intelligensbetonet belysning. Idet mennesket i dag selv vil vide og finde ud af, hvordan livet fungerer og hænger sammen. Da Jesus Kristus i sin tid blev født på jorden var mennesket intelligensmæssigt ikke moden til at forstå den fulde sandhed, men måtte i stedet for have en dogmatisk tro at styre sit liv efter. I dag er mennesket modent til selv at forstå og vide uden præsterne som mellemled (Ibid.). Det er også derfor at Martinus har kaldt sit hovedværk på 7 store bind, for""det tredje testamente," livets bog". Biblen og Jesus Kristus siger meget om kærligheden, hvilket jeg i en lille udstræking også vil medtage i specialet. Trods alt har kristendommen haft en stor betydning for menneskets moral og kærlighed. Det har derfor været indlysende for mig at bruge Martinus’ teorier, fordi de forholder sig til kærligheden i biblen på en måde, som forklarer, hvordan lovene for kærlighed fungerer. I forhold til at Martinus beskæftiger sig med emner som guddommen og åndelige krafter, gør han det på en meget konkret og forståelig måde, så disse begreber i stor grad bliver håndgriblige, hvilket gør det muligt at sammenligne hans teorier med andre psykologiske teorier.

Martinus pointerer selv, at han ikke har fået sin viden fra andre end sin "Åndelige kilde", så han har hermed ingen indsigt i andre forfatteres teorier. Det er lidt specielt at bruge teorier, som kommer fra en åndelig kilde, men jeg har studeret hans teorier indgående og finder dem interessante og relevante for mit emne. Jeg ved godt, at Martinus ikke er anerkendt indenfor videnskaben som Jung og andre forfattere, men videnskaben er også "en størrelse" som hele tiden udvikler sig, og mit emne for specialet og valg af forfattere ligger nok i grænseområderne indenfor videnskaben.

Til slut i kapitlet vil jeg kort sammenligne de overordnede teorier om kærligheden med Martinus’ teorier for at undersøge, hvor de mødes, og hvor de adskiller sig fra hinanden.

 

1.1. Kærlighed som evne

Jeg vil prøve at indkredse, hvad kærlighed er, og hvornår man kan tale om kærligheden som en evne. Erich Fromm (1960,p.21) beskriver, kærligheden som en kunstart, som skal læres og praktiseres på lige fod med andre kreative beskæftigelser. Men resultatet, og personens evne til at give kærlighed, afhænger af personens karaktertræk og etiske modenhed (Ibid.39). Derfor er det vigtigt, når man skal erhverve sig kunstarten, evnen til at elske, at man aktivt arbejder med sin karakterudvikling og lærer teori og praksis bag kunsten at elske. Udfra Fromm’s teorier virker det ikke umiddelbart som om han mener, at kærligheden kan udvikle sig af sig selv. Idet han mener, at kærligheden er; "en aktivitet og ikke en passiv affekt, noget man skal gå ind for og ikke falde for "(Fromm,1960,p.39). Man må åbenbart gøre noget for, at kærligheden kan fungere.

Erich Fromm mener, at man i de vestlige lande, hvis sociale struktur bygger på handelsmentalitet, i højere grad opfatter kærligheden som en genstand end en evne (Ibid.p.105). Der er ikke plads til kærlighed i de vestlige lande, fordi markedsværdi og penge prioriteres højere end menneskelige egenskaber. Kærligheden ses i dette lys, parforholdet er en byttehandel, hvor partneren skal være i besiddelse af egenskaber, som har markedsværdi (Ibid.p.18). Hvis kærligheden ikke fungerer i ens liv, er det i højere grad et spørgemål om, at det er partnerens skyld, eller at man ikke kan finde den rette, end det kan skyldes ens manglende evne/dygtighed i at udøve kærlighed (Ibid.). Kærligheden er hermed blevet gjort til en vare, som man hellere vil modtage end give.

Erich Fromm beskriver kærlighed, som evnen til at give ud af et overskud uden at forvente nogen "tilbagebetaling", og ikke kun om at modtage (Ibid.p.39). Men kærligheden er også en kraft, som fremkalder kærlighed, når den udføres på rette vis, og da vil det være naturligt at tage imod den. Kærlighed er da ikke først og fremmest et forhold til en bestemt person, men en holdning eller en indstilling som er afgørende for menneskets forhold til livet (Ibid.p.65). Kærlighed er også menneskets stærkeste stræben, og har biologiske rødder, som stræber mod forening mellem det kvindelige og mandlige på såvel et fysisk som et psykisk plan (Ibid.p.35). Sammensmeltningen med et andet menneske i kærlighed forener, hvorimod bevidsthed adskiller og skaber ensomhed. Fromm opfatter mennesket som adskilt fra dyrene, fordi mennesket har forstand og bevidsthed om sig selv og andre. Men denne bevidsthed om sig selv som adskilt væsen medfører også, at mennesket bliver ensomt. Fromm mener, at mennesket er hjælpeløs i denne ensomhed og adskilthed overfor døden, livet og naturen (Fromm,1960,p.24). Jeg mener, at dette er et pessimistisk udgangspunkt for menneskets mulighed for at elske, det kunne også tænkes, at man kunne være lykkelig med sig selv.

Udfra ovenstående beskriver Fromm kærligheden først og fremmest som en evne, som er tilknyttet individet, i stedet for som noget der primært eksisterer i et forhold. Den anden part i et kærlighedsforhold bliver mindre vigtig i denne sammenhæng, fordi kærlighed udspringer fra individet som en evne eller parathed. Kærligheden kan også kaldes en kraft, når de rette færdigheder og egenskaber er tilstede i udførelsen af denne kunstart.

Vigtige elementer som beskrives i alle former for kærlighedsforhold er: omsorg, ansvarsfølelse, respekt og viden både i forhold til sig selv og andre (Ibid.39). Når det lykkes at udføre kunstarten kærlighed, beskrives den som følgende:

"Moden kærlighed er en forening, der forudsætter bevarelse af ens egen integritet og individualitet. Kærligheden er en aktiv styrke hos mennesket, en styrke, der gennembryder de mure, der skiller mennesket fra dets medmennesker, og forener det med andre. Kærligheden får ham til at overvinde sin følelse af ensomhed og isolation, og dog tillader den ham at være sig selv, at bevare sin integritet. I kærligheden opstår det paradoks, at to væsner bliver til et og dog forbliver to " (Fromm, ibid.p.38).

Jeg syntes, at Fromm er modstridende i sine teorier om kærligheden, fordi han på den ene side mener, at kærlighed som en evne er tilknyttet individet, men på den anden side kan dette primært gøres igennem et forhold. Fromm beskriver, hvordan individet skal udvikle nogle egenskaber for at kunne elske, men mest i forhold til andre og ikke så meget i forhold til sig selv. Udfra hvad Fromm skriver om mennesket som adskilt, hjælpeløs og ensom, ser han kærligheden til andre som redningen for mennesket, og da kan det være svært kun at skulle give. Men udfra ovenstående citat, belyser Fromm vigtigheden af personens integritet for både at kunne være sig selv og smelte sammen med en anden. Men han beskriver ikke, hvordan det er muligt, via en proces med bevidsteheden, at udvikle kærlighed til sig selv og andre.

Noget andet jeg har bemærket ved Fromm´s teorier om kærligheden, er hans manglende tillid til kærligheden, som den er. Forstået på den måde, at kærligheden ikke udvikler sig spontant af sig selv, og at mennesket virkelig må gøre noget aktivt for, at kærligheden kan lykkes. Jeg mener også, det er vigtigt at kunne forholde sig til kærligheden på en mindre aktiv måde, hvor man accepterer og har tillid til, at denne nok skal udvikle sig positivt.

Louise L. Hay (1991,p.11) beskriver også kærligheden som en kraft, der stammer fra vores indre, og som har kontakt med nogle højere guddommelige eller universelle kræfter. Denne indre kærlighedskraft ved, hvad der er godt for os og hjælper os med at helbrede ethvert problem. Ved at få kontakt med kærlighedskraften kan vi lære at elske os selv, ved ubetinget at acceptere os som vi er og nedbryde vores blokeringer (Ibid.p.13). Vi vil nemlig ikke være i stand til at elske andre, hvis vi ikke er i stand til at elske os selv.

Udfra dette beskrives kærligheden som en universel kraft indeni os, som vi må have fat i, for først at kunne lære at elske os selv og derefter andre.

Hay L.L. beskriver ligesom Fromm E. kærligheden som en evne eller kraft, som skal erhverves ved at arbejde med sig selv. I Hay´s teori findes den i forvejen som en kraft, der kan kontaktes og forstærkes, hvor kærlighedsevnen eller -kraften mere skal opøves og indlæres efter Fromm´s teori.

Ray Sandra (1992,p.16) siger i sin bog om "Kærlige Forhold", at vi i vores indre har mønstre, som stammer fra vores barndoms familie, hvormed vi tiltrækker og tiltrækkes af partnere. Vores partnere vil da passe ind i vores familiemønster, og hvis vi ikke bliver fri af disse mønstre, vil vi ikke kunne indgå i forhold som er anderledes og mere opbyggende.

Maturana H. (1987,p.224) beskriver kærligheden som en følelse og indstilling, som er vigtig for udvikling, fordi den forholder os til ansvaret og konsekvenserne af vores daglige liv. Hvis vi eksempelvis skal forholde os til en bombe, og at den dræber, vil vores kærlighed forholde os til, hvordan vi har det med konsekvenserne af dens ødeæggelse, og hvad vi vil gøre ved det. Udvikling sker gennem reflektion, men uden kærlighed vil vi ikke kunne frembringe en verden, som kan fungere med andre.

Ifølge Ray Sandra har vores barndom, og de mønstre som skabes der, betydning for, hvilke slags kærlighedsforhold, man indgår i, men hvad der har betydning, og hvordan det påvirker kærligheden kunne være spændende at undersøge nærmere, hvilket jeg vil gøre senere i specialet. Maturana forholder sig mere til kærligheden som en indstilling ,hvormed vi kan tage ansvar for os selv og vores moral.

Jeg har i dette indkredsende afsnit om kærligheden overordnet fundet ud af, at man kan tale om kærlighed som en evne, som mennesket kan tilegne sig og lære og derved kan kærligheden udvikle sig til en kraft eller energi i vores indre, som kan have kontakt med det guddommelige.

 

1.2 Kærlighed som energi og evne i et udviklingsperspektiv

Jeg vil i det følgende undersøge Martinus´ teorier om kærlighed, hvad kærlighed er, og om der indenfor hans teoriforståelse kan være tale om en kærlighedsevne, som kan udvikle sig ?

Kærlighed som energi og evne
Hvad der umiddelbart er mest bemærkelsesværdigt ved Martinus’ teorier er, at de er baseret på cykler eller kredsløb i naturen og ikke på et grundlag, hvor argumentationen er bygget op fra neden som stenene i en mur. Han formidler også en klar forståelse af, hvad guddommen er, og hvordan den fungerer i forhold til mennesket af i dag. Jeg synes, det er spændende, igennem Martinus’ teorier at få en forståelse af, hvordan han mener, guddommen fungerer, og se på menneskehedens udvikling udfra dette perspektiv. For forståelsens skyld vil jeg forklare dette lidt nærmere, med henblik på at give en klar fremstilling af hans teorier om kærlighed og Kærlighedsevnen.

Først vil jeg gøre rede for, hvordan Martinus definerer kærligheden som en energiform, der påvirker menneskeheden i dag. Jeg tilføjer "i dag" til mennesket eller menneskeheden, når jeg henviser til, hvor vi udviklingsmæssigt befinder os nu, fordi Martinus også bruger mennesket som begreb til at illustrere et bestemt udviklingstrin.

Martinus opererer med forskellige energiformer, som virker i mennesket, og som på hvert sit udviklingstrin har sin kulminerende form. Her er det aktuelt at starte med Tyngdeenergien, som er tilknyttet det fysiske plan, Dyreriget og det at være dyr, på godt og ondt. Denne energi er eksplosiv, egoistisk og kendetegnet ved at kæmpe for at overleve, og hvor den stærkeste overlever (Ibid.).

Det næste udviklingstrin efter Dyreriget er Menneskeriget og til dette trin er Følelsesenergien tilknyttet som den primære energi. Følelsesenergien er kendetegnet ved, at den repræsenterer vores følelser og evnen til at føle behag og ubehag på følelsesplanet, hvilket kan føles som glæde og sorg. Hvor Tyngdeenergien mere er tilknyttet det fysiske niveau, tilhører følelserne i højere grad et åndeligt niveau, hvorfra man kan sanse egne og andres følelser (Ibid.p.240). Følelsesenergien er af natur klæbrig og sammenføjende og vil derfor have en tendens til at finde sammen med en anden energi. Intelligensenergien er en energi og evne, som også udvikles i menneskeriget. Denne energi svarer til intellektet, intelligensen udfra en almindelig forståelse. Når Følelsesenergien går i forbindelse med Intelligensenergien, og disse to energier tilsammen får overtaget over Tyngdeenergien, da vil Kærlighedsenergien opstå (Ibid.p.197).

Kærlighedsenergiens manifestationer vil vise sig i form af kærlighed, fred, skønhed og sand lykke. Menneskeriget har Følelsesenergien som grundenergi, men i en forfinet form som Kærlighedsenergi, og derfor er energiens netop beskrevne kvaliteter også kendetegnende for Menneskeriget. Jesus skulle, ifølge Martinus’ teorier, tilhøre Menneskeriget med sin store evne til at elske, og han er derfor også et forbillede for menneskeheden og et eksempel på, hvordan fremtidens mennesker kommer til at være (Ibid.). Mennesket som begreb, er derfor et individ, som tilhører Menneskeriget, og som har udviklet Kærlighedsenergien i lige så stor grad som Jesus Kristus. Hvor Dyret, som begreb, er et individ, der har Tyngdeenergien som den overordnede energi, og som er kendetegnet ved intolerance, had og kampen for at overleve.

Menneskeheden af i dag befinder sig på et sted imellem disse to riger, som en såret flygtning mellem to riger kalder Martinus det, idet følelses- og intelligensenergien kæmper mod tyngdeenergien om overherredømmet i mennesket (Ibid.p.198). Dette kan eksempelvis komme til udtryk i form af en indre kamp i mennesket af i dag, når man har været for givende eller egoistisk i forhold til sine omgivelser. Hvis man har været for egoistisk i forhold til sin indre balance mellem tyngdeenergien og følelses-/ intelligensenergien, får man dårlig samvittighed og prøver måske at bøde på dette. Omvendt hvis man har været for givende i forhold til sin indre balance, så kan en vrede eller forurettelse komme til udtryk, og man vil prøve at få, hvad man gik glip af. Når Tyngdeenergien er i overvægt i mennesket af i dag, kommer det til udtryk i form af intolerance, had og vrede imod andre, og ødelæggelse, kamp ,krig og sygdom vil opstå.

Idet mennesket af i dag både er styret meget af Tyngdeenergien og Følelses- og intelligensenergien, er disse væsner en broget blanding af "godt " og "ondt", som kan være had og kærlighed, krig og fred, ødelæggelse og opbygning. Efterhånden som intelligens og følelse vinder mere indpas i individets bevidsthed, og når disse to energier kommer mere i harmoni med hinanden, åbnes der op for, at Kærlighedsenergien kan komme til udtryk i individets liv, og at intolerancen kan overvindes.

Martinus siger hermed, at kærligheden er universets grundenergi, men at menneskeheden af i dag lukker af for denne kærlighedsenergi med sin intolerance. Kærlighed er altså til stede i universet, men vi er ikke i stand til at modtage den. Intolerancen stammer fra Tyngdeenergien, som er den primære energi i Dyreriget, og som mennesket af i dag er meget præget af, fordi det grundlæggende er et "dyr" med begyndende menneskelige egenskaber, ifølge Martinus’ teorier. Kærlighedsenergien opstår i individet, når Følelsesenergien, som tilhører Menneskeriget, sammen med Intelligensenergien får overherredømmet over Tyngdeenergien i individet.

Hvordan kan dette mere konkret lade sig gøre i forhold til vores kærlighedsliv udfra Martinus, at kærligheden kan udvikles ?

Jeg vil i det følgende, med udgangspunkt i Martinus’ teorier, først undersøge, hvordan Kærlighedsenergien kan udvikles. Derefter vil jeg forsøge at belyse, hvordan udviklingen af Kærlighedsevnen kommer til udtryk i det daglige liv.

Udvikling af Kærlighedsenergien sker igennem smerte og lidelse, idet disse i særlig grad udvikler og forædler følelsesevnen, så individet bliver modtageligt for og sansedygtigt i følelsesevnen (Ibid.p.274). Denne udvikling sker fortrinsvis af sig selv, fordi Tyngdeenergien endnu er så fremherskende på jorden og i menneskeheden af i dag.

Efterhånden som individet får udviklet følelsesevnen og bliver sansedygtig i Følelsesenergien, begynder det at modtage en ny form for "følelseserfaringer", hvor en begyndende viden, om hvordan man skaber "behagelige" og "ubehagelige" følelseserfaringer, tager form (ibid.). Intelligensenergien går da sammen med Følelsesenergien, og Kærlighedsenergien begynder at blive skabt. Jo mere Intelligensenergien og Følelsesenergien er i harmoni, jo kvalitativt bedre er Kærlighedsenergien (Ibid.). Individets følelser bliver "kultiveret" ved at blive blandet med et passende kvantum Intelligensenergi og bevæger sig derved ind i Menneskeriget. Derved opstår der en tiltrækning henimod næstekærlighed og tilgivelse, og antiparti overfor de dyriske principper som egoisme, hævn og drab (Martinus,1982,p.408).

Kærlighedsenergien har sin egen logik, som skaber begivenheder og handlinger i livet som i sit slut facit er til størst glæde og gavn for alle. Det vil sige, at Kærlighedsenergien er en af Guds uransagelige veje til at skabe størst udvikling af kærligheden for jordklodens væsner (Ibid.p.700). Martinus mener, at Guds veje er ransagelige, og at de i deres slutfacit afspejler 100 % kærlighed, som ifølge hans teorier er logik i sin essens. Kærlighedsvidenskab eller kærlighedsviden er indsigten og forståelsen af de love og principper som er Guds veje, og som fungerer i livet. Hvis man arbejder i overensstemmelse med disse love, skaber man et liv i overensstemmelse med Mennneskerigets principper, et lykkeligt og kærlighedsfuldt liv. Hvis man derimod går imod Guds kærligheds love og principper, vil man skabe et liv efter Dyrerigets principper med kamp, smerte og ulykkelige skæbner (Ibid.). Udviklingen af menneskeheden til at gå fra Dyreriget til Menneskeriget, er altså et spørgsmål om udvikling af Kærlighedsenergien, så mennesket kan føle og forstå kærlighedens logik, og derved blive i stand til at skabe et liv i overensstemmelse med Menneskerigets principper.

Martinus beskriver individer, som i overvejende grad tilhører Menneskeriget, som mennesker der har kærlighed, humanitet og livets sande intellektualitet som livsbasis og højeste ideal (Ibid.p.744). Disse mennesker har igennem lidelser og livserfaring udviklet talentkerner for forståelse af livets højeste humanitet og kærlighed og er derved i kontakt og på bølgelængde med guddommens og verdensaltets grundlæggende struktur. Ved manøvrering af følelse og intelligens i deres bevidsthed, har de udviklet en ligevægt i deres indre, så deres intelligenskontrollerede følelse og følelseskontrollerede intelligens bliver en del af og kommer i sammenklang med guddommens og verdensaltets kærlighed. For disse udviklede individer vil kærlighedsviden som kan udvikle deres Kærlighedsenergi og skabe større ressonans med guddommen, være som sommerregn for blomsterne, en umådelig rensende og styrkende livskilde.

Udfra ovenstående kan jeg konkludere, at kærlighed indenfor Martinus’ forståelse både kan ses som en evne, som mennesket af i dag er i færd med at udvikle, men også som en energi, som er tilstede i universet. Kærligheden er tilstede i verdensaltet eller universetet som kærlighedsenergi og kærlighedsviden, men mennesket af i dag har brug for at udvikle kærlighedsevnen for at komme i kontakt med denne universelle kærlighed. Den universelle kærlighed eller guds kærlighed er, ifølge Martinus, fuldt udviklet, hvorimod individets kærlighedsevne er udviklet i forskellige grader. Martinus (1986,p.275), bruger begrebet "kærlighedsevne" om individets evne til at elske, denne afspejler, hvor i udviklingen fra Dyr til Menneske individet befinder sig .

Det er muligt udfra Martinus’ teorier, også at udvikle kærlighedsevnen af andre veje end igennem den udvikling, der umiddelbart sker i livets skole, hvor lidelserne og erfaringerne udvikler individet. Kærlighedsevnen kan også udvikles igennem øvelse, hvor individet bekæmper vrede og intolerance i sig og i stedet udvikler tolerance (Ibid.p.196). Denne udvikling kan først komme i gang, når individet begynder at få en uimodståelig lyst til at fremme tolerancen og kærligheden i sig selv og i sit liv. Ved fortsat vilje og daglige små overvindelser kan en ny evne begynde at udvikles på lige fod med andre evner, som kan forvandles til virituositet, igennem øvelse og træning. Det er ikke let at skulle udvikle en ny kærlighedsevne, for først må individet omskabe en tusindeårig dyrisk vanebevidsthed og vanenatur for menneskeheden. Men ved udvikling i livets skole, øvelse i at være og tænke tolerant og en begyndende indsigt i kærlighedsviden, vil udviklingen for menneskeheden accelerere mod Menneskeriget og en større evne til at elske og komme i kontakt med guddommens universelle kærlighed.

Jeg synes, det er nogle smukke tanker Martinus har om guddommen og kærligheden, hvor "alt er såre godt", fordi slutfacit, og hvad der ligger til grund for udviklingen, er kærlighed.Det kan dog være svært at se kærligheden, når man hører om krige, mord og ødelæggelse rundt om i verden. Dette, mener Martinus, er et udtryk for Tyngdeenergien i fuld udfoldelse, for så længe mennesket af i dag ikke ser på Mørket og Tyngdeenergien i sig selv og tøjler denne energi, kommer den til udtryk i verden overfor andre. Men via disse kampe og lidelser vil Følelsesenergien udvikle sig, og individet vil begynde at længes efter kærlighed og harmoni.

Martinus’ teorier beskriver meget udførligt de mange muligheder og veje kærligheden kan udvikle sig på, som en del af en større teori der rækker ud i evigheden. Desværre, er der ikke plads til at gøre rede for hele hans teori, selvom kærligheden indegår som essens i Martinus’ teorier.

To slags kærlighed

Nu har vi i de forrige afsnit mere overordnet set på, hvad kærlighed er ifølge Martinus’ teorier, og på hvordan kærligheden kan udvikles i mennesket af i dag som energi og som en evne. Jeg vil i dette afsnit nærmere undersøge, hvordan kærligheden og udviklingen af denne som energi og evne mere konkret kommer til udtryk i vores dagligdag ifølge Martinus’ teorier.

Martinus mener (1972,p.136), at der eksisterer to slags kærlighed for mennesket af i dag, og at vi befinder os i en overgangsfase fra den ene måde til den anden i at føle kærlighed på. De to slags kærlighed repræsenterer, den Dyriske kærlighed, forelskelsen, som vi udvikler os fra, og den Menneskelige kærlighed, næstekærligheden, som vi udvikler os imod. Han betegner Moses og Jesus som foregangsmænd for formidlingen af de to slags kærlighed (Martinus,1987, p.137). Moses, som var ægteskabets foregangsmand, kom med De Ti Bud og formidlede love og straffe, hvis man ikke holdt sig indenfor ægteskabets rammer. Jesus var, ifølge Martinus, billedet på fremtidens menneske, og han kom med al kærligheden til menneskene (Ibid.).

Den Dyriske kærlighed er organisk funderet i mennesket og meget tilkyttet den seksuelle drift og tyngdeenergien. Den ytrer sig meget egoistisk ved, at man elsker for at blive genelsket (Martinus,1972,p.230), derfor kan den Dyriske kærlighed ikke fungere, hvis kærligheden ikke bliver gengældt. Den Dyriske kærligheds interessefelt handler om det modsatte køn, parring, afkom, føde, og om hvordan man bedst tager sig af sig selv og sine. Den Dyriske kærlighed er koncentreret om familien, og mennesker af det modsatte køn tolereres kun, hvis det er livsnødvendigt, fordi de kan tage ens mage (Ibid.). Nu skal vi tænke på, når Martinus beskriver den Dyriske kærlighed, er det i renkultur, som kærligheden fungerer i dag, virker næstekærligheden også i mennesket.

Forelskelsen er kærligheden, som den viser sig indenfor de Dyriske kærlighedsforhold. Forelskelsen er organisk funderet, idet den aktiverer hormonelle processer i kroppen, men især i starten kan den have Menneskelige og uselviske islæt, når forelskelsen gengældes. Martinus (1982,p.410) beskriver også forelskelsen som en lidt hæmmet tyngdeeksplosion, hvor skinsygen kan dræbe, hvis den forelskede ikke bliver genelsket. I dag har individet ofte udviklet følelsesenergien og intelligensenergien så meget, at denne mordtrang kan dæmpes, den indre "bombe" vil da i stedet ryge eller ulme sin kraft ud. Dette kan komme til udtryk i form af skuffede forventninger, vrede eller, at man blive gnaven.

Martinus forklarer, at menneskets udvikling fra den Dyriske kærlighed til Næstekærlighed er baseret på organiske strukturer i personen, der forandrer sig i takt med individets udvikling fra Dyr til Menneske. I den Dyriske kærlighed fungerer personen som hankøns- og hunkønsvæsner i renkultur, og den højeste lykke består i at smelte sammen i den seksuelle akt og dermed blive et , hvilket giver den allerhøjeste udløsning af sympati og kærlighed (Martinus,1967,p.37). Denne følelsesmæssige og fysiske tilfredsstillelse skyldes, at parret overvåges af Den Hellig Ånd, idet foreningen af det mandlige og kvindelige tilsammen giver en helhed, som vibrerer i takt med med guddommens energistruktur.

Martinus opererer med evigheden som perspektiv, udfra hvilken han beskriver guddommen og livets kredsløb og udvikling. Udfra dette perspekti, er mennesket af idag med sin primære bevidsthed i det køn, hvis krop de har, men det indeholder også en latent pol af det modsatte køn. Udfra udviklingsmæssige årsager har mennesket mistet den dagsbevidste kontakt med sin pol af det modsatte køn, og har derved også mistet kontakten til guddommen og til sig selv som et åndeligt væsen. Når et individ kun har kontakt med sin primære pol, bliver det defineret som et Dyr, der har al sin dagsbevidsthed på det fysiske plan (Ibid.). Mennesket bliver defineret som et væsen, der med fuld dagsbevidsthed og i afbalanceret form befinder sig i sin maskuline og feminine pol. Her befinder menneskerheden sig i dag, et sted midt imellem at være dyr og menneske, uden hverken at være det ene eller andet, og i konstant kamp mellem den eksplosive Tyngdeenergi og den mere fredsfyldte Kærlighedsenergi om overherredømmet over individet.

Martinus har i det tidligere fremhævet Jesus Kristus, som værende et eksempel på et udviklet Menneske tilhørende Menneskeriget. Jeg vil i næste afsnit prøve at beskrive næstekærligheden og lidt om, hvordan den Menneskelige udviklingstilstand kan se ud.

Jesus profeterede, at hans rige ville komme: "Når to bliver ét, og det ydre bliver som det indre, og det mandlige i forening med det kvindelige hverken er mandligt eller kvindeligt" (Møller M.,p.5). Hvis jeg ser nærmere på Jesus’ profeti om Mennskeriget, mener han, det vil komme, når to bliver til et. Udfra Martinus’ teorier kan dette ske i orgasmen, når to af modsat køn bliver til ét, men også når menneskets to indre poler er fuldt udviklet og i balance med hinanden. Dette leder videre til det sidste i profetien, når det mandlige og kvindelige i forening bliver ét, vil disse to poler i samklang give individet Menneskelige egenskaber. Udsagnet af Jesus: "det ydre skal blive som det indre", kan betyde, at man har indset, at det ydre afspejler ens indre, og kampene med Mørket eller Tyngdeenergien har rod i sig selv, i stedet for at projicere dette ud på andre og kæmpe mod dem.

I sin essens kan dette udsagn handle om, at tage ansvaret for sig selv og sit eget liv, og forstå hvordan det indre og det ydre hænger sammen. Hvis jeg skal forstå Jesus’ profeti udfra Martinus’ teorier, er Jesus’ rige mere en psykisk tilstand end et egentligt rige, idet Det Indre, ifølge hans teorier og jesus’ profeti, er bestemmende for, hvordan verden kommer til at se ud.

Men lad os se nærmere på, hvordan Jesus’ rige og den Menneskelige kærlighed kan beskrives. Martinus beskriver (1967,p.77) mennesket i fuldt udviklet tilstand, som mentale solvæsner der ingen skyggesider har, men som sender deres stråleglorie ud over alt og alle ligesom universetes sole. Det Menneskelige væsen har balance mellem sin fuldt udviklede mandlige og kvindelige pol, og har derved frigjort sig fra han- og hunkønstilstande (Ibid.p.16). Dette betyder, at det Menneskelige væsen vil blive i stand til at elske alle som den eneste ene, og at denne kærlighed er et spørgemål om at give istedet for at få. Det Menneskelige væsen vil være til glæde og velsignelse for dyr og mennesker og have viden om, hvordan man kan skabe lykke og kærlighed i livet (Martinus,1987,p.129). Med denne viden, vil det Menneskelige væsen dyrke livet og forvandle materien til logisk nytte og behagelighed for alle væsner på jorden. Næstekærligheden i det Menneskelige væsen vil betyde, at det vil hjælpe lidende og nødstedte individer, og at det ikke kan nænne at gøre noget levende fortræd (Ibid.). Mennesket vil hellere selv lide end at lade andre lide, og af to onder vælger det altid det mindste onde.

Det Menneskelige individs seksualitet er blevet af en mere psykisk art, idet al sympati er seksualitet, og det psykiske møde med næsten kan kulminere i orgastiske følelser og fornemmelser i hele kroppen (Martinus,1967,p.75). Disse Menneskelige seksuelle tilstand har sine overgange, som er af en mere fysisk art, dem vil jeg gøre nærmere rede for i det følgende. Her vil jeg beskrive kærligheden og udviklingen af kærligheden for mennesket i dag på sin vej til at blive et topolet menneske.

Kærligheden i dag

Kærligheden i dag har svære betingelser, men med store muligheder for udvikling efter Martinus’ teorier (1972,p.138). Han kalder ægteskabet og parforholdet i dag for en åndelig slibesten og mener, at menneskeheden tilhører de ulykkelige ægteskabers zone, især på de dele af kloden hvor det menneskelige aspekt er mest udviklet. Denne udvikling skyldes den begyndende menneskelige udvikling, som for det første skaber konflikt imellem de dyriske og menneskelige sider, men også imellem det mandlige og det kvindelige element i individet og i ægteskabet.

Konflikten mellem det Dyriske og det Menneskelige opstår, fordi individernes indre konflikt afspejler sig i forholdet, og kan eksempelvis komme til udtryk i kampen om, hvor meget man vil bindes, og ved hvor meget frihed man vil have i ægteskabet. For eksempel er fritidsinteresser, venner og det at hjælpe andre menneskelige interesser, der tager energi og tid fra ægteskabet. Forelskelse i andre kan også tit forekomme, når det menneskelige i individet er udviklet. Forelskelse er ellers den Dyriske kærligheds udtryk, men denne evne er degenereret på grund af den menneskelige udvikling. Forelskelsesevnens degenerering udtrykker sig på den måde, at man tit bliver forelsket, og at forelskelsen ikke holder så længe, somme tider kun i hvedebrødsdagene (Martinus,1972,p.138).

Konflikten mellem det mandlige og det kvindelige element kommer til udtryk i ægteskabet, fordi individernes modsatte pol er begyndt at udvikle sig (Ibid.). Manden og kvinden i deres enpolede tilstand varetog hver deres område, som tilsammen dannede en helhed, både psykisk og fysisk. Med den begyndende udvikling af den modsatte pol hos begge parter, kommer den frem og vil blande sig i, hvad der førhen var den andens område. Desværre, kommer udviklingen af den modsatte pol sig i starten til udtryk på en primitiv måde, hvor de mere negative sider af det mandlige og kvindelige er mest fremherskende. Kvinden med den begyndende maskuline pol kan have en tendens til at at blive aggresiv og have stive, firkantede meninger, og manden med den begyndende feminine pol kan have tendens til at blive lunefuld, sur i flere dage og sentimental.

Men som tidligere nævnt, er der specielt indenfor ægteskabets og parforholdets rammer store muligheder for at overvinde sin selviskhed og egoisme, fordi konflikten mellem det Dyriske og Menneskelige i det ydre især viser sig i individets kærlighedsforhold (Ibid.). Det er kun muligt at have et harmonisk ægteskab i de ulykkelige ægteskabers zone, hvis den Menneskelige evne hos begge parter er så udviklet, at forståelse, tolerance og Menneskelig kærlighed er fremherskende, og det er muligt at mødes i en sjælelig kontakt og fælles interesser. Den seksuelle arktivitet i dette mere Menneskelige ægteskab vil ikke være udpræget og heller ikke være så betydningsfuld, men til gengæld vil den psykiske kontakt være større. I det seksuelle overgangsstadium til Menneskeriget, kan individet have brug for at elske med begge køn, fordi der i den seksuelle akt med det samme køn er større mulighed for at kunne bruge og udvikle sin modsatte pol (Ibid.). Måske er det ikke tilfældigt, at kærlighed imellem det samme køn kaldes homoseksualitet, seksualitet mellem mennesker. Det skal dog også nævnes, at ikke al homoseksualitet er et udtryk for stor menneskelig udvikling. Homoseksualitet kan også forekomme, når der af forskellige grunde er sket en forceret udvikling af den modsatte pol, som kan medføre udvikling af seksuelle afsporinger i forskellige afskygninger (Ibid.).

Martinus’ teorierEfter at have studeret Martinus’ teorier grundigt, er mit skøn, at hans teorier hænger godt sammen. Jeg synes, det er lidt usædvanligt at beskæftige sig med teorier om, hvordan guddommen er og fungerer, set udfra et forståelsesperspektiv som intellektuelt kommer op på højde med videnskaben i dag. Især holder jeg af hans afbalancerede blanding af livets kredsløb og årsag / virkningstænkning, som han funderer med eksempler fra dagligdagen og livet.

Men jeg synes, det er svært at forholde sig videnskabligt til Martinus’ teorier, fordi han på mange måder sprænger rammerne for videnskaben af i dag. For det første er Gud og kærligheden normalt områder, som findes indenfor teologiens og kirkens mere dogmatiske verdensforståelse. For det andet, kan det være svært at afprøve og efterforske mange af hans teorier, udfra gængse videnskablige metoder i dag, fordi Martinus’ teorier er baseret på et åndeligt fundament, som ikke alle har lige meget kontakt med. Jeg synes om hans teorier, og de falder godt i hak med min opfattelse af, hvordan verden hænger sammen. Jeg er også åben overfor, at Martinus beskriver videnskaben af i dag, som værende i sin fostertilstand, hvor det primært er en videnskab, som koncenterer sig om det materielle, men den er på vej til få de åndelige aspekter og meningen med alting med. Jeg kan også se Martinus’ teoriers mangler i forhold til videnskaben i dag. Ja, spørgemålet er, om hans teorier udfra dette perspektiv overhovedet kan kaldes videnskablige.

Alligevel har jeg valgt at bruge hans teorier, fordi de har meget at sige om kærlighed, og fordi jeg mener, det er vanskeligt at forholde sig videnskabligt til udviklingen af vores indre kærlighed. Martinus mener selv, at beviset for, at hans teorier er sande er, at alting går op i slutfacitet: kærlighed, alle elementer i hans teorier fører derhen, og ender der. Martinus ved godt, at mennesket af i dag endnu ikke har udviklet kærlighedsevnen så meget, at han/hun selv kan sanse sandheden og kærlighedsvidenen i guddommens grundstruktur. Indtil vi selv når så langt, kan dele af hans teorier virke som tro eller overtro. Martinus mener, vi skal tage, hvad vi kan bruge af hans teorier. Individet har som regel områder i sin psykiske struktur, der er mere udviklede end andre, og med disse vil det være muligt at opfange sandheder, som kan stemme overens med Martinus’ teorier. Her kan det virke meget inspirerende, når man udover de samstemmende teorier kan få yderligere viden om sit eget emne, via Martinus’ teorier.

Afslutning

Jeg vil prøve at forholde Martinus’ teorier til min problemformulering, med henblik på kort at få et overblik over hvilke svar og forklaringer han giver i forhold til at kunne udvikle den indre kærlighed. Hvad er Martinus’ holdning til, hvordan det er muligt at virkeliggøre kærligheden i vores liv, ved først at udvikle kærligheden som evne ?

Martinus’ teorier om, hvordan mennesket af i dag først skal udvikle sin kærlighedsevne i sit indre, inden denne afspejler sig i individets ydre liv, har samme indfaldsvinkel til udvikling af indre kærlighed som min problemformulering. Martinus mener, at roden til udvikling af kærlighed primært foregår på det indre plan, og han opererer direkte med begrebet kærlighedsevne, som en egenskab i individet der kan udvikles.

Af forhold i individets indre som har betydning for kærligheden, kan ifølge Martinus’ teorier især fremhæves konflikten mellem det Dyriske og det Menneskelige aspekt i individet. Denne konflikt afspejler sig som problemer i individets indre, i ægteskabet og i omverdenen. Det grundlæggende i konflikten drejer sig om at overvinde de Dyriske og udvikle de Menneskelige egenskaber i individet. Når det primært er de Menneskelige egenskaber, som er de styrende i individet, bliver det muligt at skabe kærlighed, fred og harmoni i individets indre, i ægteskabet og i omverdenen. Hvis det derimod er de Dyriske egenskaber der er de mest fremherskende i individet, bliver der mere kaos, krig og ufred på ovenfor nævnte områder.

Kærlighedsevnens omfang og udvikling er afhængig af individets udvikling af Følelsesenergien og Intelligensenergien. Følelsesenergien medfører en evne til at befinde sig på et følelsesplan, hvor man er i stand til at fornemme egne og andres følelser og dermed i større grad ikke kan nænne at gøre andre fortræd. Intelligensenergien giver individet en evne til at tænke og analysere og forholde sig til sine følelseserfaringer, samt at man udvikler en viden om udviklingen og skabelsen af kærligheden. Følelsesenergien og Intelligensenergien repræsenterer tilsammen individets evne for den Menneskelige udvikling. Hvor stor denne Menneskelige evne er, har en betydning for, om det er det Dyriske eller det Menneskelige, som får overherredømmet over individet. Hvis de Menneskelige egenskaber i individet er i stand til at binde den Dyriske Tyngdeenergi, så vil Kærlighedsevnen blive brugt, og Kærlighedsenergi vil opstå og skabe fred og harmoni.

Som det ser ud i dag med menneskets Kærlighedsevne, er det i det store hele en broget blanding af de Dyriske og de Menneskelige egenskabers skabelser, vi ser. Mennesket af i dag har udviklet sin Kærlighedsevne i stor grad, men mangler stadig meget i at blive et fuldt udviklet Menneske ligesom Jesus Kristus, der primært skabte kærlighed igennem sine tanker og handlinger.

Det er vigtigt at tæmme de Dyriske egenskaber og udvikle de Menneskelige, og sideløbende med denne proces udvikles individets modsatte pol. Udviklingen af individets modsatte pol afspejler også, i hvor høj grad det er de Menneskelige eller de Dyriske egenskaber er, der er de mest udviklede. Jo mere den modsatte pol er udviklet, jo større Menneskelige egenskaber indeholder individet. Dette betyder, at udviklingen af den Menneskelige evne og dermed også Kærlighedsevnen afhænger af, hvor udviklet det modsatte køns pol er. Hvor udviklet den modsatte pol i individet er, afspejles i hvor Menneskeligt dets manifestationer ytrer sig i tanke og handling, og i hvor meget dagsbevidsthed individet har i den pågældende pol.

Men hvordan er det muligt at påvirke disse indre forhold, så kærlighedsevnen kan udvikle sig ?

Martinus mener, at Livets Skole i sig selv udvikler kærlighedsevnen, idet vi ved at møde livet får erfaringer og indsigt, som langsomt fører os henimod at blive mere udviklede Mennesker, og at vi dermed også får en større evne til at kunne elske. Hvis vi selv arbejder med i denne proces, så vil udviklingen ske hurtigere. Martinus mener, at jo mere udviklet de Menneskelige egenskaber bliver i individet, jo mere vil man længes efter viden, indsigt og erfaringer, som kan afstedkomme en større evne til at elske. Derfor vil der også i fremtiden blive skabt en kærlighedsvidenskab, som folk kan studere, så de derved kan erhverve sig kærlighedsviden og -erfaringer om sig selv og livet.

Mennesket af i dag kan arbejde med sin egen udvikling af Kærlighedsevnen, ved i det daglige at øve sig i at fremme de Mennskelige egenskaber og at samtidig binde eller holde den Dyriske Tyngdeenergi nede. Martinus ser Kærlighedsevnen som en evne, der kan udvikles igennem øvelse, på lige fod med andre evner som eksempelvis evnen til at spille violin.

Jeg kan hermed overordnet konkludere omkring udvikling af Kærlighedsevnen udfra Martinus’ teorier, at den primært handler om at udvikle sig fra Dyr til Menneske og sideløbende hermed også at udvikle den modsatte pol. Dette kan opnås ved at få følelsesmæssige erfaringer og indsigt i, hvordan kærlighed skabes, så man i det daglige kan øve sig i at fremme sider af sig selv, som udvikler kærligheden og modvirker konfliktskabende egenskaber.

 

1.3. Sammenfatning

Jeg har i dette kapitel, ved hjælp af forskellige teorier, forsøgt at indkredse, hvad kærlighed er, og hvornår der kan være tale om en Kærlighedsevne. Endvidere har jeg udfra Martinus’ teorier beskrevet, hvad der ligger til grund for en Kærlighedsevne efter hans åndelige forståelse, og hvordan kærlighedsevnen kan udvikles.

I forhold til de indkredsende teorier om kærligheden i afsnit 1.1., er der både overensstemmelse og forskelle i forhold til Martinus’ teorier. Af disse teorier kan bl.a. konkluderes, at kærligheden kan udvikles som en evne i mennesket ved at arbejde med sin karakter og moral og forsøge at give i stedet for at ville have. Barndommens betydning for kærlighedsevnen har Martinus ikke med i sine teorier og heller ikke det at elske sig selv, som Martinus betragter som en Dyrisk egoisme. Jeg tror, at det at elske sig selv kan opfattes på forskellige måder, hvilket jeg vil vende tilbage til senere.

I forhold til kærligheden som en energi betragter både Martinus og de indkredsende teorier fra afsnit 1.1. kærligheden som en evne, der ved udvikling kan blive til en kraft, der kan få kontakt med det guddommelige. Derudover betragter Martinus kærligheden som guddommens primære energi, som eksisterer udenfor mennesket, som ved at udvikle sine menneskelige evner bliver i stand til at opfange disse kærlighedsenergier. Fromm deler sin kærlighed op i to kategorier som Martinus: Kærlighed som en handelsvare og genstand, og en kærlighed, hvor man giver uden at tænke på at få noget igen.

Disse to kategorier svarer til Martinus’ beskrivelse og definition af den Dyriske og Menneskelige kærlighed. Overordnet kan det konkluderes, at der er mange samstemmende punkter mellem Martinus’ teorier og teorierne i afsnit 1.1. De punkter, hvori der ikke var overensstemmelse, som barndommens og kompleksernes betydning for kærligheden, vil jeg belyse udfra Jungs teorier i næste kapitel.