Kapitel 2 

Det ubevidstes betydning for kærligheden

2.1 Kærlighed som en skæbnekraft
2.2 Det bevidste og det ubevidste
2.3 Personlighedens struktur
2.4 Kærlighed som evne
Jeg vil i det følgende beskrive Jungs syn på og opfattelse af kærligheden samt undersøge, om der indenfor hans univers kan være tale om en kærlighedsevne, der kan udvikles. Undervejs vil jeg sammenligne Jungs teorier med Martinus’ teorier om kærligheden og Kærlighedsevnenmed henblik på at finde ud af, hvor de to teorier kan mødes på nogle lighedspunkter, og hvad der adskiller dem. Jung opfatter ikke kærligheden som grundlæggende begreb og essens i sine teorier, hvilket Martinus gør. Kærligheden er også vigtig indenfor Jungs terminologi, men den har en mere underordnet status og er en sidegevinst i forhold til udvikling eller integration af det Ubevidste, som Jung kalder det. Det er derfor spændende at bruge de to teorier, hvor Martinus har fokus på kærlighed og Jung på udvikling, da de sat op imod hinanden er gode til at belyse, hvordan udvikling af kærligheden kan foregå.

Jungs teorier om udvikling er overvejende beskrevet udfra et indre perspektiv, idet det Ubevidstes betydning for udvikling og stagnation i personligheden er et af hovedelementerne i Jungs teorier. Jeg vil i dette kapitel beskrive disse fænomener i personligheden med henblik på at undersøge, om der kan være tale om udvikling af en indre kærlighed. Udover at sætte fokus på et individs indre udvikling, bidrager Jungs teorier også med et fortættet udviklingsperspektiv, i forhold til hvor mennesket rent udviklingsmæssigt befinder sig i dag. Helt konkret giver dette nogle gode redskaber til forståelse og igangsættelse af en proces, som kan resultere i udvikling af Kærlighedsevnen. Hvor Martinus’ teorier i et udviklingsperspektiv behandler emnerne, kærlighed og kærlighedsevne, på et mere overordnet plan, er det muligt med Jungs teorier mere specifikt at undersøge, hvordan udviklingen af den indre kærlighed kan foregå, med udgangspunkt i, hvor mennesket rent udviklingsmæssigt befinder sig i dag.

Jeg finder jungs teorier spændende, fordi de beskriver personlighedens indre dynamik, men især giver de nogle gode redskaber til at forstå og bearbejde det Ubevidste i individet. Jeg vil i dette kapitel definere det Ubevidste udfra Jungs teorier, men først vil jeg fortælle lidt om min egen indfaldsvinkel til det Ubevidste.

Jeg blev først klar over, hvor stor en betydning det Ubevidste i mig har, da jeg gang på gang stødte ind i de samme problemer i mit kærlighedsliv. Det var uforståeligt for mig, hvad der skete, når der opstod problemer, og især havde jeg svært ved at forstå mig selv og mine egne irrationelle reaktioner og uforklarlige følelser af at være såret og vred. Når jeg var i en af mine uforklarlige emotionelle tilstande, kunne jeg samtidig stå udenfor og ligesom se på mig selv og spørge: "Hvad sker der egentlig ?" Jeg blev klar over, at der var andre kræfter i mig, end jeg umiddelbart selv var klar over.

Jeg er meget interesseret i at finde ud af, hvad det Ubevidste er, og hvordan det fungerer. Jeg har undersøgt og udforsket mit eget indre Ubevidste på forskellig vis, hvilket vil blive illustreret i min case senere i specialet. Jeg har fundet ud af, at det Ubevidste er et land, som er helt anderledes end den verden, vi normalt befinder os i. I det Ubevidste land eksisterer eventyret med feer og mirakler men også med død og ødelæggelse. Det Ubevidste land er et land som ethvert andet, der har skrænter og dybe søer, man skal passe på. Det Ubevidste landskab kan udforskes, og man må finde ud af ,hvordan man bedst kan rejse og finde rundt i dette indre landskab på dets præmisser. I starten for jeg tit vild i dette landskab, hvilket medførte, at jeg sad fast ,var deprimeret eller mistede livslysten. Men efterhånden har jeg lært at begå mig og finde rundt i det Ubevidste land, og dermed har jeg også kunnet vise andre vej, som var strandet eller kommet galt afsted.

Det spændende ved det Ubevidste er, at samtidig med at det er så individuelt og personligt, hvad man møder, så er det også fælles og almentmenneskeligt. Dette har Jung beskrevet ved at dele det Ubevidste op i det personlige ubevidste og det kollektive ubevidste. Jeg håber at kunne bidrage med noget, som andre kan genkende eller blive inspireret af via casen, og jeg vil gå i dybden med, hvordan det Ubevidste påvirker vores kærlighedsliv.

På samme måde som det Ubevidste kan være problematisk for en person og dennes kærlighedsliv, så kan det Ubevidste også være en hjælp. Min erfaring med det Ubevidste viser, at der er mange skatte at hente her. Det Ubevidste indeholder skatte, kreativitet, hjælp, inspiration og afklaring som nogle af de få ting, der kan nævnes. Men det kræver et kendskab til sit eget indre landskab og en forståelse for reglerne og mønstrene, som fungerer her, for at kunne få det Ubevidste til at arbejde positivt med én.Især hvis en persons ubevidste grundstruktur ikke fungerer godt.

Jeg vil i dette kapitel komme ind på, hvordan det personlige og kollektive ubevidste fungerer med henblik på at finde ud af, hvordan det kan påvirke ens kærlighedsliv. Derudover vil jeg redegøre for Jungs teorier om personlighedens stuktur, og hvordan det Ubevidste fungerer i forhold til at kunne belyse, hvad kærlighed er, udfra hans opfattelse, samt hvordan udvikling af den indre kærlighed, Kærlighedsevnen, kan foregå.

Det kan være lidt svært at komme ind til kernen omkring kærlighed, udfra Jungs teorier. Jeg bruger blandt andet hans bog " Kærlighed og seksualitet" (1992) som indeholder løsrevne og aktuelle stykker om kærligheden fra resten af Jungs værker, udvalgt af Franz Alt. Bogen formidler dog ikke i sig selv en sammenhængende teori om kærlighed og seksualitet. Jeg har derfor selv sammenstykket Jungs teorier til at kunne omhandle min problemformulering: Hvordan det er muligt, via det indre, at udvikle sin Kærlighedsevne.

 

2.1 Kærlighed som en Skæbnekraft

C.G.Jung (1992,p.35.) beskriver kærlighed udfra sine egne erfaringer på følgende måde: "Kærligheden er én af de store skæbnemagter, som rækker fra himmelen ned til helvede". Endvidere: "Kærligheden afslører sine højeste hemmeligheder og vidundere kun for den, der er i stand til at yde ubetinget hengivenhed og troskab overfor følelsen"(ibid,p.34).

Dette er citater fra Jungs bog om kærlighed og seksualitet, som fortæller lidt om Jungs opfattelse af kærlighed. Jung betegner kærligheden som en skæbnekraft, fordi den er én af de mægtigste kræfter, som påvirker de menneskelige betingelser, og individet kan have svært ved at styre denne kraft fuldstændigt (Ibid.p.37). Men samtidig er det også muligt at åbne op for kærligheden ved at være hengiven og trofast overfor følelsen. Kærligheden går overordnet igennem kærlighedsforhold som; "Hvor kærligheden hersker, eksisterer der ingen magtvilje, og hvor magten har herredømmet, mangler kærligheden.(Ibid.). Kærligheden kan hermed vise sig i forskellige afskygninger spændt ud imellem yderpolerne magt og kærlighed, hvor kærlighed og magt er hinandens skyggesider.

Den åndelige og instinktive kærlighed

Jung opdeler kærligheden i en åndelig og en instinktiv kærlighed (Ibid.). Den åndelige kærlighed stammer fra Gud, hvorimod den instinktive kærlighed udgår fra dyret i os som begær.

Den dyriske kærlighed ytrer sig som begær og seksualitet og er en drift, som individet må forholde sig til. Den kan i sig selv være til stede i den seksuelle akt hos en prostitueret, eller den kan ytre sig som rene instinktive behov, der fysisk kommer til udtryk i seksualiteten. Men som regel blander den instinktive kærlighed sig med den åndelige kærlighed i varierende grad, alt efter hvad der er stærkest i individet. Den dyriske kærligheds udtryk afhænger af, hvilken indstilling individet har, og hvordan han/hun forvalter sine drifter (Ibid.p.32). Seksualdriften kan underordne sig andre funktioner i individet og følges med disse, men den kan også midlertidigt overtage magten i personligheden.

Den dyriske kærlighed er især fremherskende i forelskelsen. Jung beskriver forelskelsen som en besættelse, hvor alle andre interesser synker til nulpunktet, og der indtræder en midlertidig fortabelse af personligheden (Ibid.p.28). Forelskelsen i den elskede bunder i et instinktivt seksualkompleks. Forelskelse kan også i en vis grad forekomme indenfor den åndelige kærlighed, hvilket især ses ved religiøse overbevisninger. Den åndeligt forelskede er da ikke modtagelig for logik eller kontra-argumenter, alt glider af. Årsagen til forelskelsen i en tro, skyldes et føleleseskompleks i individet, og det autonome kompleks opretholdes ved ikke-tilfredsstillet seksualitet (Ibid.) Forelskelsens fundament er komplekser i personen, hvor al psykisk energi bliver vendt mod komplekset på bekostning af det øvrige psykiske materiale, der ligger ubenyttet hen (ibid,p.29). Jeg vil belyse kompleksets betydning for kærligheden i kapitel 4.

Den åndelige kærlighed kan vise sig som guddommelig kærlighed på samme måde, som Jesus Kristus tog imod menneskene (ibid.p.38). Den åndelige kærlighed består af ånd og stammer fra Gud, selvom man ikke tror på Gud. Gud er det mægtigste i menneskenes psyke, og Gud adskiller sig fra menneskene, men kærligheden kommer fra begge instanser. Den åndelige kærlighed kaldes også næstekærlighed og findes i forældrekærligheden og barnekærligheden. Denne kærlighed optræder i ren form, ånd uden begær, det kan være kærlighed i tankerne til en ide eller til Gud (Ibid.).

Personens indstilling og forvaltning af den guddommelige kærlighed har indflydelse på , om den arbejder sammen med resten af personligheden, eller om den tager magten over individet. Dette kan konkret komme til udtryk ved, at personen får en kraftkilde til sin rådighed eller mister sig selv (Ibid.p.38). Den åndelige kærlighed har det fælles med den religiøse overbevisning, at den forudsætter ubetinget indstilling , en fuldstændig hengivelse til følelsen, da vil kærligheden afsløre sine største hemmeligheder og vidundere. Denne præstation er dog så vanskelig, at kun få dødelige mennesker har fuldbragt den, efter Jungs mening. At kunne udøve den guddommelige og åndelige kærlighed på samme måde som Jesus Kristus er en kærlighedsgave kun få er udvalgt til som en nådegave fra Gud. Alligevel skriver Jung , at det er den åndelige kærlighed , der skal knytte menneskenes kærlighed sammen på jorden (ibid.).

Både kærligheden som ånd, stammende fra Gud, og kærlighed som begær er vigtig for mennesket (ibid.p.35). Kærligheden vil ytre sig som erotik og drift, så længe mennesket bibeholder noget af sin oprindelige dyrenatur og stadig har sin dyriske krop. Den dyriske kærlighed er beslægtet med den åndelige kærlighed, og kærligheden kan blomstre, når ånd og drift tilsammen har den rigtige enhed. For meget dyr forvansker kulturmennesket ,og for meget kultur frembringer syge dyr. Dette skal forståes på den måde, at kærlighed som begær uden åndelig kærlighed resulterer i dyrisk seksualitet som kan blive et skadeligt surrogat (Ibid.p.46). Begæret og seksualiteten er derimod helliggjort som et udtryk for en åndelig kærlighed. Kærligheden vil vise sin skønhed og sandhed i fuldkommenhed, jo mere instinkt den kan rumme i sig. Men jo mere instinktet breder sig over den åndelige kærlighed, des mere viser dyret sig (Ibid.p.37). I ægteskabet og parforholdet viser kærligheden sig som en blanding af den åndelige og instinktive kærlighed.

Kærligheden kan stamme fra Gud eller fra det instinktive begær i mennesket, hvilket psykologisk betyder, at libidoen er en kraft for begær, og Gud er en psykisk energi i individet (Ibid.p.38). Kærligheden bliver hermed en psykisk energi i mennesket, som kan stamme fra forskellige kilder. Jeg tillader mig overordnet at betegne de to slags kærlighed, der virker i individet, som Kærlighedskraften.

Men hvad er kærlighed egentlig ifølge Jungs opfattelse ?

Han beskriver kærligheden i starten af afsnittet som værende en skæbnemagt, der rækker ind i både himmel og helvede, og det er hvadenten kærligheden stammer fra et nedre begær eller fra en højere åndelig affektion (Ibid.p.37). Dermed mener Jung, at al seksuel aktivitet, også seksuelle perversioner , må være indeholdt i begrebet, Kærligheden. Tre ting som er vigtige i forhold til Jungs forståelse af kærligheden: For det første hvor energien stammer fra, og afspejler kvaliteten og indholdet af kærligheden, alt efter hvilken af de to slags kærligheder som er mest fremherskende i individet. Det andet, som har betydning, er forvaltningen af Kærlighedskraften i forhold til,om den tager magten over individet eller bliver underordnet personligheden. Det tredie er, at kærligheden kan resultere i himmel eller helvede. hvilket viser, at Jung opererer med kærlighed som værende følelser og behov, der kan spænde fra harmoni til kaos ; dog er der en tendens til at udfaldet vil blive bedst, hvis der er overvægt af den åndelige kærlighed. Men hvordan kan man få kærlighedskraften til at udtrykke sig som himmel og harmoni for mennesket ?

Jung beskriver kærligheden som værende en skæbnekraft, der kan påtvinges mennesket fra det ubevidste eller blive givet som en kærlighedsgave til de udvalgte (Ibid.p.38).Ifølge dette udsagn er kærligheden ikke en energi som individet umiddelbart kan styre og beherske,men indstillingen og forvaltningen af kærlighedskraften er vigtig i forhold til at kunne skabe et lykkeligt kærlighedsliv, hvor den åndelige kærlighed er mest fremherskende. Hvordan kan det så, ifølge Jungs teorier, lade sig gøre at skabe et lykkeligt kærlighedsliv , og hvordan kan der i givet fald være tale om en Kærlighedsevne, der kan udvikles ? For at kunne besvare disse spørgsmål er det nødvendigt at gå dybere ind i Jungs teorier om personligheden, hvilket jeg vil gøre i resten af dette kapitel.

Jungs og Martinus´ teorier

Jeg har valgt, indtil videre, at beskrive Jungs opfattelse af kærlighed på et mere overordnet plan, i lighed med beskrivelsen af Martinus teorier, for derved at kunne sammenligne de to teorier. Dette medfører også, at vi stadig ikke er kommet ind til kernen af kærligheden udfra Jungs opfattelse; men derimod nærmer vi os den i lag af flere omgange.

På sin vis er ophavsmændene til de to teorier enige om, at der findes to slags kærlighed. De kalder den Dyriske kærlighed ved samme navn og i store træk ytrer den sig på samme vis. Begge teorier giver udtryk for, at den Dyriske kærlighed har fundament i menneskets dyriske, instinktive begær og at forelskelsen er udtryk for den Dyriske kærlighed. Dog er det også muligt at blive forelsket i en åndelig tro, på den måde, at forelskelsen tager magten over mennesket, ifølge Jungs teorier. Her er Jung og Martinus uenige eller også er deres forståelse af forelskelsen forskellig. Martinus mener, at forelskelsen kun hører til parringsdriften, og jo mere forelsket individet er og koncenterer sig om parringsdriften, jo mindre følelsesliv har individet til rådighed til åndelige og religiøse anliggender (Martinus,1986,p.149). Jung beskriver også forelskelsen som havende fundament i et følelseskompleks, og hvis det er en langvarig åndelig forelskelse, har den grund i et kompleks af ikke tilfredsstillet seksualitet. Jeg vil i de næste afsnit nærmere belyse, hvad et kompleks er og hvordan det fungerer, for at kunne vende tilbage til at sammenligne forelskelse udfra Jungs og Martinus teorier.

Jung bruger begrebet Dyrisk på samme måde som Martinus. Hvorimod begrebet Menneske, der, ifølge Martinus' teorier, er betegnelsen for et højere udviklet individ, ikke har samme betydning indenfor Jungs opfattelse, hvor det betyder mennesket og det menneskelige som det udviklingsmæssigt ser ud i dag. Jung definerer den åndelige kærlighed som stammende fra Gud, som en del af os selv og udenfor. Martinus beskriver også den Menneskelige kærlighed som stammende fra Gud; men vi lukker af for den med vores intolerance, og jo flere Menneskelige egenskaber vi har udviklet, jo mere kan Kærlighedsenergien strømme igennem os.

Så den åndelige kærlighed og den Menneskelige kærlighed er samstemmende på det punkt, at kærligheden stammer fra Gud, men også kan findes i mennesket af i dag. Her mener Martinus, at det er et spørgsmål om,hvor udviklet de Menneskelige egenskaber er i individet, der er afgørende for i hvor høj grad kærligheden kan modtages fra det guddommelige. Jung mener derimod, at det er et spørgsmål om Guds nådegave; at være udvalgt til i stor udstrækning at kunne føle åndelig kærlighed.Udøvelsen af en højere åndelig kærlighed bliver da givet af Gud som gave og er ikke umiddelbart tilgængelig at udvikle for ethvert menneske. Hermed virker det ikke som om, der kan være tale om en en Kærlighedsevne, der kan opøves ud fra Jungs teorier, i modsætning til Martinus´.

De bruger begge Jesus Kristus som eksempel på en udøver af den åndelige og Menneskelige kærlighed. Jung kalder også den åndelige kærlighed for en gudelig kærlighed, hvilket understreger at Jesus var udvalgt til at udøve Guds kærlighed. Jeg mener, at den åndelige og Menneskelige kærlighed i store træk er den den samme, som de begge kalder næstekærlighed.

Der er imidlertid lidt uenighed omkring kærligheden som en evne, der kan tilegnes. Martinus mener også, at tilegnelsen af Kærlighedsevnen er et spørgsmål om skæbne på den måde, at individet i dag udvikler sine Menneskelige egenskaber gennem livet´s skole og derigennem får en større evne til at føle og udøve næstekærlighed. Men det er også muligt ved daglig træning at opøve en tolerant indstilling og derved udvikle Kærlighedsevnen. Jung mener også, at personens indstilling og forvaltning af den åndelige kærlighed er vigtig i forhold til om den ytrer sig som en kraftkilde i individet eller den tager magten over personligheden. Derfor må udvikling af den åndelige kærlighed også være et spørgsmål om at være i besiddelse af eller opøve de rette egenskaber i personen, for at blive i stand til at forvalte den åndelige kærlighed på rette vis. Dette vil jeg undersøge nærmere i de følgende afsnit.

En sidste ting, som adskiller Jung og Martinus, er deres forhold til den Dyriske kærlighed. Hvor Martinus mener, vi i stor udstrækning skal fjerne os fra den Dyriske kærlighed, som langsomt skal udleves; dér mener Jung, at i den heteroseksuelle kærlighed er den dyriske kærlighed meget vigtig og kan gøre kærligheden renere, blot det er den åndelige kærlighed, der er den stærkeste i forholdet. Jung mener åbenbart, det er vigtigt at have den Dyriske kærlighed med for at opnå en ren kærlighed, hvorimod Martinus på langt sigt gerne vil væk fra den, for at de Menneskelige egenskaber kan udvikles.

 

2.2. Det Bevidste og det Ubevidste

Jeg vil i det følgende kort belyse noget teori om det bevidstes og ubevidstes dynamik i psyken, for nærmere at kunne uddybe Jungs teori om udvikling af kærlighedsevnen.

Vores hele `psyke´, bliver af Jung betegnet som helheden af alle psykiske aktiviteter, både de bevidste og de ubevidste (Jacobi,J.,1968,p.9). Som det ses i figur 1 fra Jacobi J.´s bog om Jungs psykologi, illustreres psyken som en cirkel, der består af to sfærer som udfylder hinanden og samtidig er modsætninger, hvad angår egenskaber i personligheden (ibid.p.13). Pilene i cirklen illustrerer, at det bevidste og ubevidste indhold i psyken forholder sig kompensatorisk til hinanden. Dette skal forståes på den måde, at personligheden har bevidstheden som en forside og det Ubevidste som en bagside, der fungerer som en slags polarisering, der tilsammen giver en enhed, hvor alle egenskaber indeholdes. Disse egenskaber, har alle deres modsætning, og hvis vi ensidigt med vores bevidsthed lever en egenskab ud i livet, må det ubevidste kompensere for dette, ved at leve den modsatte egenskab ud indirekte eller gennem drømme. Både det Bevidste og det Ubevidste er yderligere struktureret i lag og funktioner, som jeg senere i afsnittet vil uddybe. Som der er vist i figur 1(Ibid.,p.13), adskilles de to sfærer af vores Jeg, der kan forskydes op og ned indenfor det stiplede område. Dette skal illustrere, at det bevidste og det ubevidste indhold kan optage varierende plads i psyken.

Jung beskriver Jeg´et som Bevidsthedes subjekt, der med et kompleks af forestillinger udgør centrum for vores bevidsthedsfelt ( Jung,1950,p.591.). Alt hvad vi erfarer i den ydre omverden og i vores indre, må igennem vores Jeg for at kunne blive bearbejdet (Ibid.). Jeg´et kan med andre ord opfattes som et fokus eller en linse, hvor igennem vi i nuet opfatter livet og tager det ind i vores psyke. Dette fokus kan så flyttes, alt efter om det er vores bevidsthed eller det Ubevidste, der optager mest plads i vores psyke. At flytte Jeg´ets fokus i vores psyke kan oveordnet sammenlignes med, at om natten har det Ubevidste mest plads og om dagen har Bevidstheden mest plads.

Jes Bertelsen, som er meget jungiansk inspieret, beskriver bevidsthed i personen som dette at være til stede og at være nærværende. Jeg´éts funktion er at fokusere det Ubevidste i Bevidstheden. Jeg´et er et brændglas, der samler det Ubevidstes mere diffuse lys i et klart brændpunkt (Bertelsen J. 1984,p.137). Når vi befinder os i det Ubevidste, sover vi normalt, ellers er vi delvis til stede, vi drømmer, fantaserer, lader tankerne løbe og kan ønske os at tingene var anderledes (Ibid.).

Jeg´et er hermed en funktion i psyken som via bearbejdelse af indtryk, både skaber en tilnærmelse og en afstand til livet, hvormed vi skal forsøge at gøre det Ubevidste mere bevidst ; herved sker der en bevidstgørelse af det Ubevidste. Jeg´ et hjælper Bevidstheden med at fokusere på få ting, fordi Bevidstheden kun kan rumme få indtryk af gangen (Jung,1950,p.67). Ved, med Jeg´et, at fokusere på det Ubevidste og via en bearbejdningsproces at bevidstgøre det Ubevidste, stiger energiniveauet, og det Ubevidste bliver mere aktivt. Der eksisterer forskellige grader af aktivitet i psyken; men generelt gælder det: jo mere bevidstgjort, jo mere aktivitet og energi (Ibid.).

Jung bruger libidobegrebet fra Freud om psykisk energi.Psykisk energi bliver defineret som helheden af kraft, som pulserer igennem alle former og virksomme dele i det psykiske system og forbinder dem med hinanden(Jacobi,1968,p.50). Psykens struktur er dynamisk bygget op af levende energi i modsætningsforhold, som det Ubevidste og det Bevidste,der forholder sig komplementært eller kompenserer hinanden.Energien er i stand til at forskyde sig , så energimængden i det Ubevidste tiltager i samme grad som Bevidstheden taber energi og omvendt.Herved bliver psyken et selvregulerende energi-system, som søger hen, hvor energien er lav, med det resultat, at energien kan svinge fra den ene modsætning til den anden. Det er også denne mekanisme, som bevirker, at det Ubevidste får energi og tager magt over Bevidstheden efter en periode, hvor energien ensidigt har været i Bevidstheden.Men dette vil jeg beskrive nærmere i afsnittet om komplekser.

Jeg´et og Bevidstheden er kun en lille del af menneskets psyke. Hvis vi ser på figur 2 og forestiller os figuren set oppefra, danner Jeg´et og Bevidstheden tilsammen en lille ø som svømmer på det Ubevidstes uoverskuelige hav (Jacobi J.,1968,p.37). Vi kan se, at Bevidstheden kun fylder en lille del af vores psyke. Jeg´et er båret af Bevidsthed og disse tilsammen er produkter af menneskehedens `differentiering´ gennem tiden ved overlevelse og tilpasning til den ydre verden (Ibid.p.14). Bertelsen (1982,p.136.) beskriver Jeg´et, som værende bevidstheden om forskelligheder og Ubevidsthed er manglende bevidsthed om dette. Han sammenligner bevidsthed med at være vågen og ubevidsthed med at sove. Hermed er differentiering, den vågne bevidsthed om forskelle og ligheder skabt gennem menneskehedens tilpasning og overlevelse i verdenen, som en tilegnelsesproces, hvor der langsomt sker en bevidstgørelse.

Udfra ovenstående kan Jeg´et og Bevidstheden betragtes som den del af psyken, vi identificerer os med. Hvorimod det Ubevidste er det latente i os, vi ikke selv er klar over. Jeg´et er vores redskab og Bevidsthedens fokus, der er tilstede i nuet og som kan differentiere det opfattede i forskelle og ligheder, således at det kan passe ind i Jeg´ets forestillinger. Det aktive i bevidstheden kan hermed sammenlignes med graden af differentiering.

Hvis vi ser nærmere på figur 2 (Jacobi,1968,p.37), lægger vi mærke til, at det personlige ubevidste ligger lige under Bevidstheden. Det personlige ubevidste er det psykiske materiale i vores psyke som vi har fortrængt igennem livet og som stammer fra vores individuelle livshistorie.

Det er blevet fortrængt, fodi det af forskellige grunde er ubehageligt, men også alt forskellig artet fra Jeg´ets struktur som er opfattet, tænkt og følt kan ligge under individets bevidsthedstærskel (Jacobi.,1968,p.15.). Dette skal forstås på den måde, at individet i Jeg´ets forestillinger ikke har været i besiddelse af redskaber som kunne bearbejde dette fremmedartede indhold. Men det er muligt, at løfte det fortrængte personlige ubevidste materiale op i Bevidstheden på ny.

Under det personlige ubevidste, i lag nr. 4 i figur 2, ligger det kollektive ubevidste. I dette lag stammer det ubevidste materiale ikke fra personlige erfaringer, men har et mere kollektiv islæt. Jung (1942,p.207.) beskriver det på denne måde:"Det kollektive ubevidste er den vældige, åndelige arvemasse som er blevet til ved menneskehedens udvikling, genfødt på ny i enhver individuel.... struktur."

I det kollektive ubevidste findes der træk, som er karakteristiske for den psykiske struktur i menneskearten. Disse repræsenterer det alment menneskelige fundament for det personlige ubevidste , for Bevidstheden og Jeg´et (Jacobi,1968,p.37.). Det kollektive er i sig selv neutralt, dets indhold er ikke værdi- eller stedbestemt før det konfronteres med Bevidstheden. Jung kalder det kollektive ubevidste for det "Objektive psykiske", fordi det kollektive ubevidste er den kollektive urnatur, som er autonom og selvstyrende (Wolf,T.,1959,p.109). Det kollektive ubevidste kan ikke styres igennem Bevidstheden og Jeg´et, fordi det ikke er underkastet deres kritiske og ordnende virksomhed (Ibid.).

Som vist i figur 1 forholder det kollektive ubevidste, i lighed med det personlige ubevidste, sig kompensatorisk til Bevidstheden. Hvor Bevidstheden indretter sig på at sikre, at Jeg´et kan tilpasse sig den ydre virkelighed, tilpasser det kollektive ubevidste sig mere til menneskenaturens upersonlige objektivitet, som har til formål at oprette en uforstyrret kontinuitet i det psykiske forløb. Hvor Jeg´et og Bevidstheden har opmærksomheden rettet mod tilpasning i den ydre verden, har det kollektive ubevidste mere fokus på processen i vores indre, som har til mål at fuldstændiggøre psyken, en afrunding til et "hele"(Ibid.). Dette vil jeg komme nærmere ind på i afsnittet om "bevidstgørelse af selvet".

Ud fra psykens selvregulerende energisystem virker det kollektive ubevidste som et værn mod ensidighed, som kan føre til isolation, stagnation eller andre sygdomsskabende fænomener (Jacobi,1968,p.38). Det personlige ubevidste er også med til at skabe en kompensatorisk virkning til Bevidstheden ligesom det kollektive ubevidste (se figur 1). Det personlige ubevidstes indhold består af individuelle mønstre,barndommens påvirkninger og fortrængninger. Det personligt ubevidste virker sammen med det kollektive ubevidste afbalancerende i forhold til Bevidstheden(Ibid.).

Det kan være svært at klargøre det Ubevidstes struktur og funktioner, idet dette er ubevidst for os. Men Det kollektive ubevidstes natur kan konstateres på grundlag af de virkninger det har på vores bevidsthed i form af symptomer, komplekser, billeder, symboler, i drømme,fantasier og visioner (Ibid.). Dette gælder for såvel det personlige og det kollektive ubevidste; men de forskellige lag adskiller sig ved at have henholdsvis et individuelt og et kollektivt indhold, hvilket jeg vil komme nærmere ind på senere i specialet. Som det ses i figur 2 ligger det personlige ubevidste lige under Bevidstheden og er derved også i tættere kontakt med Bevidstheden end det kollektive ubevidste er. Ved en bevidstgørelse af det Ubevidste vil det i første omgang være det personlige ubevidste, personen kommer i kontakt med. Det kollektive ubevidste vil ligge som et dybere,autonomt lag, adskilt fra bevidstheden, og kun engang imellem vil det bryde igennem og vise sig på bevidsthedsplanet.

Komplekser og symptomer

Jeg vil i dette afsnit gøre rede for Jungs opfattelse af, hvad komplekser og symptomer er, og hvordan de fungerer i vores Ubevidste og påvirker vores psyke. Komplekser og symptomer er problematiske fænomener, som viser sig på bevidsthedsplanet stammende fra det Ubevidste, og jeg vil i det følgende beskrive dette nærmere.

Symptomet er defineret som et stagnationsfænomen, der viser et forstyrret energiforløb, og som kan vise sig både somatisk og psykisk. Det er et alarmsignal, som viser, at der er noget i den bevidste indstillin , der ikke stemmer overens med det Ubevidste eller som er utilstrækkelig i sit forhold til denne. For at stagnationen kan opløses og dynamikken i energisystemet fungerer, må der finde en bevidsthedsudvidelse sted (Wolf T.1959 p.109.). Det betyder, at Jeg´et og Bevidstheden må forholde sig til det Ubevidste og integrere det ubevidste stof ved at skabe nye indstillinger og forestillinger, som indeholder og tager hensyn til det integrerede stof. Men dette er ikke let, fordi man ikke på forhånd ved hvad der ligger til grund for symptomerne i det Ubevidste,og fordi man ikke ved , hvordan man kan trænge ind til disse årsager (Ibid.).

Komplekserne er defineret som fraspaltede, psykiske personlighedsdele ,der fungerer vilkårligt og autonomt, set udfra Bevidsthedens indstilling. De fører deres egen tilværelse i det Ubevidstes mørke sfærer, og derfra kan de til enhver tid fremme og hæmme det Bevidstes handlinger (Jacobi, 1968p.39.).

Komplekserne har et `kerneelement´, et betydningscentrum, som ofte er selvstyrende og ubevidst, og derfor ikke kan styres af Jeg´et. Til hvert kernepunkt er der tilknyttet talrige associationer som hver har sin ensartede følelsestone. Disse kan afhænge af personens oprindelige dispositioner men også af oplevelser, som er forbundet med omgivelserne (Jung,1948,p.22). Associationerne bliver aktiveret i bestemte indre og ydre egnede situationer, hvilket i sidste instans kan aktivere kerneelementets kraft, som aktiverer det autonome kompleks.Energien vil da forskyde sig ind i det Ubevidste, og kerneelementet bryder ind i Bevidstheden og besætter den. Den psykiske ligevægtstilstand forstyrres, og Bevidstheden bliver for en stund det autonome kompleks - en fraspaltet personlighedsdel (Ibid.). Bevidstheden bliver derved berøvet energi og ændres fra en aktiv-bevidst tilstand til en passiv overtagelse af det ubevidste materiale.

Komplekserne viser sig på en mere intensiv måde på det bevidste plan, som regel i en stærk emotionel situation, hvor personen mister sin vante bevidsthedstilstand og indstilling. Jung (1948,p.84.) skriver, at komplekset er en sjælelig magt, der bevirker, at det Bevidstes hensigt og Jeg´ets frihed til tider går tabt. Kompleksernes måde at fungere på kan sammenlignes med historien om Mr. Hyde og Dr.Jekyll, som var to personer i én person. Mr. Hyde, der blev skjult ("hide away",som betyder gemt væk på engelsk og lyder ligesom Mr. Hyde) og Dr. Jekyll , som alle kan lide og, som de tror, er personen. Hver gang der er associationer af indre og ydre art, som kan forbindes til komplekset - den fraspaltede personlighedsdel, Mr. Hyde, bliver denne aktiveret og kompleksets energi bliver ophobet, idet bevidstheden fortrænger dets impulser. På et tidspunkt er der så meget energi ophobet i komplekset, at Mr. Hyde kommer på banen og tager magten for en kort periode, indtil kompleksets energi er opbrugt og Bevidstheden igen kan overtage kontrollen .

Jeg´et bliver kastebold mellem de indre og ydre krav, mellem hvad der bliver påtvunget af det Ubevidstes og samfundets behov. Hvor forskellige i fremtoning og forsæt disse modsatrettede magter end er, vil de tilsammen det bedste for individets liv. Det er som et pendul, der svinger om vægtens midte. Denne midte er et kompromis, der fødes frivilligt eller ufrivilligt ud af modsætningernes forhold til hinanden (Jung,1933,p.101).Dette handler om, hvordan modsætninger og konflikter i psyken er en del af en proces henimod integration og syntese af disse. Det vil jeg komme nærmere ind på senere i specialet.

Kompleksernes oprindelse skyldes som regel et traume, et følelsesmæssigt chok eller begivenheder, som kan have fundet sted både i den tidligste barndom som i nutiden, hvorved et stykke af psyken er blevet `indkapslet´ eller fraspaltet ( Jacobi,1968,p.41). Det kan være seksualiteten eller følelserne som fraspaltes og derved bliver til autonome komplekser i det Ubevidste.

Arketyper

Figur 2 viser, hvordan vores fundament i psyken er baseret på det Ubevidste, som er lag 3, 4 og 5. Disse lag er opbygget af menneskehedens fylogenetiske arv og erfaringer op igennem tiderne til nu. Det kollektive ubevidste har tyngdepunkt i nogle fundamentale strukturer, nemlig arketyperne.

Jung (1942,p.117.) beskriver arketyperne på følgende måde:" I den psykiske økonomi spiller arketyperne en afgørende rolle, idet de afspejler instinktive, dvs. psykiske, nødvendige reaktioner på bestemte situationer. Arketyperne findes i individets medfødte udrustning, der omgås Bevidstheden og fremkalder reaktionsmåder, der er psykisk nødvendige for individet, selvom de ikke altid virker hensigtsmæssige, når de betragtes rationelt udefra. Arketyperne repræsenterer eller personificerer visse instinktive realiteter i den primitive, mørke psyke, Bevidsthedens egentlige rødder"(Ibid.). Arketyperne ligger i det kollektive ubevidste som magneter og tiltrækker det psykiske materiale, som synker ned i det Ubevidste (Jacobi 68,p.43.). De kan sammenlignes med negativer, hvor vores erfaringer som synker ned i det Ubevidste er ingredienserne, der danner et billede eller symbol udfra negativerne. Arketyperne virker som kraftcentre i det Ubevidste. De rummer i deres struktur alt som hører hjemme under arketypen, idet den har en bipolar struktur, som både har en lys og mørk side i sig (Ibid.p.44). F.eks. Moderarketypen, der både kan være Moder Jord, der destruerer og nedbryder om efteråret og er frodig og frugtbar om foråret. På samme tid indeholder denne arketype alle elementer i livet, som hører under det at være moder.

Arketyperne viser sig overvejende i billeder og reaktionsmåder og har en usædvanlig høj energiladning. Det kommer til udtryk, når arketyperne kommer i kontakt med Bevidstheden gennem drømme, visioner og fantasier, eller dukker op over bevidsthedsgrænsen og griber personligheden. Arketyperne kan henligge i det Ubevidste og langsomt tage form udfra ens erfaringsmateriale. Når en bestemt arketype har opnået tilstrækkelig styrke igennem tilføjelser af erfaringer, bryder den igennem til Bevidstheden (Hall, 1976,p.44.).Her kan nævnes et eksempel på arketypen Jesus Kristus´ gennembrud i Bevidstheden.Dette gennembrud kan ske , når energien bliver brugt ensidigt til at aktivere Jesus-arketypen, som hos nonner og munke, der får åndelige oplevelser med Jesus og endda føler hans korsfæstelse på egen krop.

Arketypernes virkning kan sammenlignes med kompleksernes måde at fungere på, og fordi dets energiniveau er så højt, kan arketypen tage herredømmet i ens personlighed (Ibid.). Dette herredømme eller besættelse af personligheden sker som regel, når Jeg´et er svagt og arketypen ikke er integreret i Bevidstheden. Arketyperne har så stor en tiltrækning og kraft, fordi de tilhører vores fælles, kollektive ubevidste energi, som går ud over den individuelle bevidstheds område (Jacobi,1968,p.45.). Det kollektive ubevidste kan sammenlignes med havet, hvor vores ubevidste individuelle del af dette, kun er en dråbe af havet. Vi kan flyde sammen med resten af havet og enten finde os selv i det, eller tabe os selv, - hvis vi glemmer at holde fast ved vores lille, individuelle dråbe.

Ifølge Jung (1952,p.305) er det Ubevidstes sprog og måde at fungere på meget anderledes end det Bevidstes sprog og handlemåder. Det Ubevidstes sprog er et billedsprog, hvor arketyperne viser sig i personificeret eller symbolsk form og det arketypiske indhold udtrykker sig først og fremmest igennem sproglige lignelser, myter og eventyr (Ibid.). Det er svært at give en nøjagtig forklaring eller beskrivelse af arketyperne, da de er iklædt forskellige dragter eller billedsprog, alt efter hvilke erfaringer vi har, og som vi bruger til at iklæde energistrukturen. Dette gør, at arketyperne i sig selv ikke kan vises og derved forbliver ukendte, uforudsigelige og lidt slørede, hvilket er svært at håndtere for bevidstheden, som gerne vil have klare og færdige indtryk af arketyperne (Ibid.).

Summen af alle arketyper, som er menneskehedens mulige grundoplevelser, danner tilsammen alle latente muligheder i den menneskelig psyke. Arketyperne er et vældigt, uudtømmeligt materiale af urgammel visdom om den dybeste sammenhæng mellem Gud, menneske og kosmos (Ibid.,p.47.).

 

2.3 Personlighedens struktur

I figur 3 (Jacobi,68,p.106) har vi et mere udbygget billede af personlighedens struktur ud fra Jungs principper. Vi ser her, hvordan Jeg´et på samme tid må forholde sig til en ydre og indre verden , hvor Persona, Anima og Animus kan fungere som forbindelsesled mellem de to virkeligheder (Ibid,p.107).

Persona repræsenterer menneskets socialt / samfundsbestemte adfærdsmåde overfor omverden. Mennesket kommer i forbindelse med omverdenen gennem et psykisk forbindelsessystem, som er en del af Jeg´et, nemlig den del der er vendt ud mod verden. Denne del er skabt som et kompromis mellem individ og samfund (Jung,1950,p.64). Persona er som en maske, en elastisk bekyttelsesmur, der sikrer individet en ligevægtig og let omgang med omverdenen. Men Persona er ikke identisk med vores individualitet, og hvis man forsøger at skjule sin identitet bag Persona, kan denne stivne og blive mekanisk og derved langsomt forkrøble menneskets sande væsen(Ibid.). Persona virker som en elastisk hud, der fungerer bedst, når den kan tilpasse sig omstændighedene i det ydre, og samtidig bibeholde en stor grad af overensstemmelse med vort Jeg´s måde at være og fungere på.

Animus og Anima svarer til vores psykes komplementære- seksuelle del, hvor Anima repræsenterer mandens indre kvinde, og Animus kvindens indre mand. De repræsenterer det billede vi har af det modsatte køn, både ud fra vores erfaringer i dette liv , men også udfra den samlede menneskelige erfaring i forhold til disse modsatkønnede størrelser (Jacobi,1968,p.103). Anima og Animus er arketyper og tilhører den udifferentierede, latente og ubevidste del af psyken,hvor de gør sig gældende både i det personlige og det kollektive ubevidste.Anima og Animus bliver ud fra Jungs teorier kun brugt i forbindelse med personens modsatkønnethed, og figur 3 illustrerer dette for begge køn.det kan hænde, at jungiansk inspirerede teorier bruger Anima og Animus som et indre par, der kan repræsentere de indre forældre eller indre mandlige og kvindelige sider.Dette vil jeg vende tilbage til senere i specialet

Idet Anima og Animus findes ubevidst i vores psyke må vi opleve oprindelige elementer af det andet køn i os selv igennem en anden. D.v.s. at vi projicerer vores indre modsatkønnethed over på en person, som derved bliver vores projektionsbærer(Ibid.). Dette sker, når en person af modsat køn sætter ens følelser igang, uanset om de er positive eller negative. Når de er positive er der som regel tale om forelskelse. Derudover har vi også en indre repræsentant for vores modsatkønnethed, som vi oftest møder i vore drømme,fantasier og andet ubevidst materiale. Som omtalt i tidligere afsnit, er det vigtigt til en vis grad at være bevidst om vores modsatkønnethed, så vi med vores Jeg kan differentiere og adskille os fra denne. Ellers vil vores Anima eller Animus i lighed med et kompleks tage magten fra Jeg´et, der dermed bliver mere eller mindre besat (Ibid.). Men alle disse aspekter vil jeg belyse nærmere i forhold til vores Kærlighedsevne, senere i specialet.

Som det også er nævnt i afsnittet om arketyper har arketyperne,Animus og Anima, en bipolar struktur, som indeholder en mørk og lys side. Der imellem er arketypernes manifestationsformer næsten uudtømmelige (Jacobi,68,.p104). Som de lyse repræsentanter kan Anima vise sig som den gode, kloge kvindelige fører og inspirator, som ikke destruerer manden, men virker konstruktiv, og viser ham vejen i hans indre ubevidste landskab. På samme måde kan den lyse Animus fornemmes som et ledende og inspirerende højere væsen, en sjælefører under sjælens vandringer og forvandlinger. Anima og Animus er formidlere af vores indre Ubevidste, og har derfor en indstilling i vores modsatkønnethed og vores Ubevidste som er modsat menneskets sædvanlige ydre indstilling, der overvejende er repræsenteret i Persona. Derfor vil Animus og det Ubevidste i en kvinde, lægge hovedvægten på erkendelse og forståelse, hvor betydning formidles udfra logos fremfor i billeder. Anima og det Ubevidste i en mand vil derimod være mere farvet af en følsom, til tider sentimental, stemning som formidler forståelse og mening udfra følelser (Ibid.).

 

.Hvis vi igen ser på figur 3, kan vi se, hvordan denne forsøger at anskueliggøre Anima, Aminus og Persona´s roller i forhold til Jeg´et. A er den Persona , der optræder som formidler mellem Jeg´et og ydreverdenen.

B er vores modsatkønnethed indtegnet som formidler mellem Jeg´et og det Ubevidstes indre verden. C er samtidig Jeg og Persona som repræsenterer eller manifesterer vores indre, sjælelige beskaffenhed udadtil(Ibid.). Da D ikke er forklaret i bogen (Jacobi,68,p.106), går jeg udfra, at D kan betyde, at vores modsatkønnethed også formidler kontakten til vores personlige og kollektive Ubevidste. De fire forskellige funktionsmåder, som tanke, fornemmelse o.s.v., som personligheden kan fungere på, og som er aftegnet i figur 3, vil jeg ikke komme nærmere ind på, da jeg ikke bruger dem senere i specialet.

Jeg´ets funktion i personligheden er vigtig, fordi den skal balancere mellem Anima,Animus og Persona´s indre og ydre krav, hvor Persona og Anima, Animus står i kompensatorisk forhold til hinanden. Så jo mere udifferentieret og voldsom ens modsatkønnethed fungerer, jo fastere lukker Persona af overfor ens naturlige driftliv (Ibid.). Jeg´et er på en måde i klemme mellem en hammer og en ambolt. Hvis Jeg´et ikke kan adskille sig fra det Ubevidste er det nødvendigt at skabe en modpol for at balancen i psyken kan opretholdes (Jung,1933,p.101). Jeg’et vil da kunne fungere som vægtens midte, hvorom pendulet svinger, og hvis udsving består af de indre og de ydre krav til Jeg´et. Jeg´et vil så, som tese og antitese skabe en syntese, frivilligt eller ufrivilligt skabe et kompromis, som vil betyde en integration og udvidelse af Jeg’ets kompetence. Det vil betyde, at vi i højere og højere grad integrerer vores egenart og bliver individuelle udfra personens selvregulerende energisystem. For det individuelle er netop ikke det typiske, men en enestående og egenartet blanding af enkelttræk, som i sig selv er typiske (Jung,E.,p.312). Denne individualitet er netop modsætning til den arketypiske form, der bygger på typiske grundoplevelser, som er fundamentet for vores personlighedsstruktur. Det er også derfor, at individualiteten gør det muligt at adskille sig fra det arketypiske indhold, så det ikke oversvømmer Jegét. Samtidig kan Jeg´et og Bevidstheden benytte sig af de arketypiske energier ved at lade dem gennemstrømme sig. Fordi de i stor grad er integreret, vil magtbalancen ikke blive forskubbet som når arketyperne virker som et kompleks.

Integrationsproces foregår når vi trækker vores projektioner tilbage og ophæver dem, idet vi vender blikket mod vores indre psykiske liv fremfor det ydre. Der bliver derved frigjort en mængde energi til Jeg´et, som tidligere lå bundet i projektioner (Jacobi,69,p.109). Det kan lade sig gøre ved at blive opmærksom på og bevidst om, hvordan vores modsatkønnethed ser ud indeni os selv dette opnås blandt andet ved at se på hvilke partnere, vi bliver tiltrukket af.

Hvis denne integrationsproces af ens modsatkønnethed lykkes, betyder det, at man har fået magten over sig selv, sine følelser og affekter. Man har opnået uafhængighed på den måde, at et kærlighedsforhold eller partnerskab ikke kan lænkebinde en, så man mister sig selv til et andet menneske ved at være forblændet af forelskelse (Ibid.) I stedet kommer man mere i kontakt med sin egenhed og individualitet ved at være adskilt fra det kollektive ubevidste. Dette giver netop den rette distance til den indre og ydre verden, fordi egenheden forankrer personen til sin egenart og han/hun vil have evnen til med bevidst hengivelse at føle en dybere kærlighed til et du (Ibid.).

Denne proces og tilpasning til vores indre sker som regel først i anden del af ens liv omkring de 40 år, fordi den første del af livet går med at tilpasse sig den ydre verden og manifestere sig i denne. Vores vestlige patriarkalsk-orienterede kultur er imidlertid ikke med til at fremme denne udvikling, da den vægter maskuline, udadrettede egenskaber som havende større værdi end de mere indadrettede kvindelige egenskaber. Det er medvirkende til, at egenskaberne hos vores modsatte køn i vores egen psyke er dybt skjult i vores Ubevidste og ofte spiller en skadelig rolle (Ibid.p.105). Denne værdinorm påvirker både mænd og kvinder, og i vores Ubevidste ligger der en ophobning af kvindelige træk og tilbøjeligheder og presser på vores Bevidsthed. Hvordan det påvirker vores Kærlighedsevne både personligt og kollektivt, vil jeg senere komme ind på.

Skyggen

Skyggen er en arketype, som ligger i det Ubevidste på tærskelen til det Bevidste. Den er vores bevidste Jeg´s modstykke, og den vokser og fortætter sig i takt med Jeg´et, hvis man med sin vilje forsøger at gennemtrumfe Jeg´ets og Persona´s ønsker uden at tage hensyn til eller integrere vores Skygge (Jacobir,1969,p.101). Skyggen svarer til egenskaber eller sider af personligheden som hører til ens eget køn. Det er ubevidst materiale som er fraspaltet individets væsen. Skyggen kan vise sig for Bevidstheden, ved at den bliver projiceret ud på en person af samme køn som så er bærer af en eller flere af de skjulte egenskaber fra det Ubevidste. Skyggen optræder også som en indre symbolsk skikkelse, der viser sig i drømme, fantasier og visioner (Ibid.).

Skyggen kan både være tilknyttet "Jeg-området", det personlige ubevidste og det kollektive ubevidste, og antager skikkelse derefter. I "Jeg-området" er Skyggen de sider af vores personlighed, vi er bevidste om, men som vi forsøger at holde nede. I det personlige ubevidste tilhører Skyggen de personlige egenskaber af samme køn, som er blevet fortrængt i forbindelse med ens barndom og livshistorie. Derfor vil det ubevidste materiale på et indre plan også ofte vise episoder, personer og andre ting , som er tilknyttet ens livshistorie. I det kollektive ubevidste repræsenterer Skyggen det fællesmenneskelige mørke i os, det strukturelle beredskab til det mindreværdige og mørke, der er medfødt i os alle (Ibid.). I symbolsk form viser det kollektive ubevidste sig som kollektive skikkelser, der findes i historien,litteraturen eller indenfor forskellige gude- eller trosretninger.

Skyggematerialet er ikke udelukkende ondt, men mere noget utilpasset, primitivt og somme tider skræmmende. Det indeholder også barnlige og primitive egenskaber, der kan være med til at forskønne den menneskelige tilværelse. Indenfor kunsten og i skabende arbejde bruges ofte skygge-materiale, der kan påvirke publikums ubevidste lag som dermed bliver `grebet´ af dette, uden selv at vide det (Ibid.).

Jung mener (1943), det er vigtigt at lære sin Skygge at kende, så den kan legemliggøres i individets bevidste liv. Jo mere Skyggen fortrænges, jo mere mørk og fortættet vil den blive. Personen vil da have svært ved at indgå i virkelige forhold eller have et levende arbejde, men vil i stigende grad blive indviklet i neurosens fangarme. Det kan være svært at trække projektioner tilbage og erkende et mørke i os selv, fremfor at projicere Skyggen over på andre. Derfor vil der også være en kraftig modstand til stede, når man forsøger at trække sine Skygge-projektioner tilbage, og mange gange kan Jeg-strukturen for en kort stund styrte sammen under vægten af de erkendelser, Jeg´et får i dette Skygge-arbejde (Jung,1947,p.137). Psykoanalysen svarer i store træk til bearbejdelse af Skyggen ved at klarlægge individets livshistorie med vægt lagt på barndommen. I psykoanalysen kan analytikeren hjælpe analysanden med at blive konfronteret med sit ubevidste mørke, men mange gange vinder modstanden, og analysanden afbryder arbejdet for påny at trække sig tilbage til selvbedragets eller neurosens beskyttelse.

Det kræver mod og udholdenhed at trække sine projektioner tilbage, men kun ved bevidstgørelse kan Skyggen bearbejdes og korrigeres (Ibid,p.138). Uanset om man vil det eller ikke, vil ingen blive sparet for at skulle lære sin Skygge at kende og integrere den. Denne konfrontationsproces kan foregå både bevidst og ubevidst. Ikke før vi kan skelne os selv fra vores Skygge og erkende den som en del af os, og vi kan holde fast ved disse erkendelser, er Skyggen integreret. Integration af Skyggen er en forudsætning for, at senere udvikling kan foregå, blandt andet integration af modsatkønnetheden (Jacobi,1969,p.102). I arbejdet med at integrere Skyggen, møder man først Skyggen i skikkelser som tilhører det personlige ubevidste. I anden række kan man arbejde med de kollektive aspekter af Skyggen.

Hvis det lykkedes et menneske at blive bevidst om sin egen Skygge, vil denne person i højere grad tage ansvaret for sit eget liv, og ikke give de andre skylden for Skyggens mørke sider. Et sådant menneske lever i en indre samling, hvor han/hun kan se sig selv objektivt, og ved at hvad andre mennesker udviser af dårlige træk også er tilstede i ham/hende (Jung,1940,p.150).

Sammenfatning

Nu har vi kort gennemgået, hvordan personlighedens struktur fungerer sammen med det Bevidste og det Ubevidste i psyken. Det er blevet klart, at det er vigtigt at integrere det Ubevidste i Bevidstheden og forholde os til vores modsætninger i personligheden.

Det første skridt i denne integrationsproces var at forholde os til Skyggen. Vi måtte se vores eget mørke i øjnene med vores Jeg og integrere dette stof, i stedet for at projicere Skyggen ud på andre. Derved vil vi kunne se os selv mere klart og objektivt og tage ansvaret for os selv og vores eget liv. Det næste skridt i processen var at forholde os til Anima og Animus i vores indre. Ved at vi bevidstgør og integrerer vores modsatkønnede egenskaber, bliver de en del af Bevidstheden, og vi kan derved selv leve disse egenskaber ud. Ved en sådan integration ville vi i større grad komme i kontakt med vores individuelle egenart og dermed også vores ensomhed, fordi vi mærker, hvad der adskiller os fra andre og vi vil ikke længere i samme grad kunne projicere vores modsatkønnethed ud på andre mennesker. Til gengæld opnår vi en større evne til at hengive os og elske med frihed, fordi vi via vores kontakt med vores individualitet også er i stand til at adskille os fra andre.

Jeg gennemgår dissse teorier af Jung, fordi jeg gerne vil finde sammenhænge mellem integration af ubevidst materiale i vores psyke og vores Kærlighedsevne. Ud fra det ovenstående, er det Jungs konklussion, at man ved at integrere Skyggen og derefter sin Anima og Animus, vil blive i stand til at føle en kærlighed som går dybere end en forelskelse. Jungs teori viser for mig, at der er en sammenhæng mellem integration af ubevidst materiale i vores psyke og evnen til at føle dybere kærlighed. Det var primært integration af vores modsatkønnethed der kunne skabe denne kærlighedsevne, men denne proces kunne ifølge Jung ikke finde sted, hvis ikke Skyggen var integreret først.

 

2.4. Kærlighed som evne

Jeg har i de forrige afsnit gennemgået Jungs teorier og fundet ud af, at det er muligt at udvikle Kærlighedsevnen ved at integrere det Ubevidste i personen, som først er Skyggen og derefter ens modsatkønnethed, Anima og Animus. Jeg vil i dette afsnit undersøge, hvordan integration af det Ubevidste hænger sammen med den åndelige og instinktive kærlighed, med henblik på at belyse hvordan disse to typer kærlighed fungerer i det indre, og om de kan udvikles ?

Som vi fandt ud af i afsnittet om kærligheden som skæbnekraft, stammer den instinktive kærlighed fra vores instinkter, og den åndelige kærlighed stammer fra Gud. Begge slags kærlighed er funderet i et kompleks i personligheden, når forelskelsen er aktiv. Jeg vil undersøge, hvordan et sådant indre kompleks fungerer i forhold til, hvordan Kærlighedskraften forvaltes, og hvad det resulterer i.

Kompleksets betydning for kærligheden

Komplekset kan også have rødder ned i det kollektive Ubevidste, men så er det også kollektive problematikker eller fornægtelser som er blevet alment menneskelige, og som kan påvirke det enkelte individ. Men som sagt, er det først og fremmest personens individuelle mønstre i det personlige ubevidste,der først viser sig på bevidsthedsplanet, og som er aktuel for kompleksernes påvirkning af kærligheden.

Først når det personlige ubevidste til en vis grad er integreret i bevidstheden, vil det kollektive ubevidste dukke op i Bevidstheden i vid udstrækning. Komplekserne har et kerneelement primært i det personlige ubevidste,evt. med rødder til det kollektive ubevidste. Dette kerneelement er essensen af komplekset, som bliver aktiveret af associationer, som har forbindelse til den traumatiske situation eller episoder som forårsagende kompleksetes dannelse. Der kan være tilføjet andre associationer senere i livet, fra episoder hvor komplekset har været aktiveret. Disse associationer aktiveres i bestemte indre og ydre egnede situationer, som så igen aktiverer kerneelementet, så komplekset bryder igennem til Bevidstheden og en tid overtager scenen.Ofte bliver personen en helt anden, og det skyldes som regel meget emotionelle situationer,hvor personen eksempelvis bliver ked af det og gal. Men også ved forelskelse er der tale om en besættelse af Bevidstheden, hvor komplekset momentant tager magten.

Kompleksets varighed mærkes af personen som en bestandigt levende følelsestone, som er der hele tiden, også når komplekset ikke har magten over Bevidstheden. Udviskes følelsestonen, forsvinder komplekset, men denne følelsestone kan fungere som en slags påmindelse om komplekset for individet. Da vil alt, hvad der passer komplekset ved psykisk beskæftigelse, blive optaget; alt andet vil blive udelukket eller hæmmet (Ibid.) Eksempelvis kan man have et kompleks der hedder "Jeg er ikke noget værd" Når personen så møder noget i livet som på mindste måde kan bekræfte, at han/hun ikke er noget værd, så vil personen have en tendens til at optage dette og overse alle de tilkendegivelser som han/hun får om det modsatte. Efter en tid vil personen have opsamlet så meget materiale eller energi i sit kompleks, at dette vil tage magten over Bevidstheden og vise sig som uligevægtig følelsestilstande. En enkelt lille ubetydelig episode vil være dråben, der får bægeret til at flyde over, et sådant eksempel bliver vist i casen i kapitel 3 om den stærke kvinde og den lille pige.

Komplekset bliver sygeligt, når man forsøger at fortrænge eller fornægte de impulser fra det personlige ubevidste som stammer fra komplekset. Men det er meget normalt, at dette sker, ford  b³„' b³„'‡ ..  b³„' b³„' åo c M a &127;ûc w o r d 9 8 åK a p . 2  û. J u n g . d åAP2JU~2DOC ´œƒ' ¹œƒ' " FINDER DAT" b³„' b³„'ˆ¸ åESOURCEFRK b³„' b³„'‰ åK a p . D  …O C ÿÿÿÿÿÿ ÿÿÿÿåAP DOC žƒ'„' žƒ' " .€ Š R˜ TEXTdosa ü y ´n‡ø©—@ ÿÿN CDIMP FL_ PCXIMP.FL_2 .€ Š R˜ TEXTdosa ü ñ ´n‡ø©—@ &127;ÿÿM CXIMP FL_ ç-è-é-ê-ë-ì-í-î-ï-ð- -ò-ó-ô-õ-ö-÷-ø-ù-ú-û-ü-ý-þ-ÿ- modpol til lykke. Det er imidlertid nødvendigt at se på sit væsens anden side i det personlige ubevidste. Komplekserne repræsenterer ikke-erkendte ønsker som ville være i heftig modstrid med vores moralske anskuelser, hvis vi var bevidste om dem. Derfor er personen ikke selv klar over at han/hun ejer de ubevidste driftsimpulser, da de er fortrængt fra det bevidste sjæls-hierarki og er blevet til autonome komplekser. Men kompleksene kan også vise sig som fysiske symptomer og en emotionel uligevægt som belaster personen og de nærmeste.

Det lyder umiddelbart ikke særligt tiltalende, at forelskelsen, som er en højtbesunget størrelse, indenfor Jungs univers er baseret på komplekser. Men det understreger igen, at hans syn på kærlighed går fra smerte til lykke, idet kompleksets følelsestone er smerte og længsel, og at man som modpol kan finde den højeste lykke i kærligheden.

Forelskelse som kompleks

Jung beskriver den instinktive kærlighed som funderet i et seksuelt kompleks, hvor kærligheden kan reduceres til et fysisk begær. Men hvor den instinktive kærlighed ville være smukkest, hvis der var mest åndelig kærlighed tilstede i forholdet. Det seksuelle kompleks har rod i vores dyriske seksualitet og især i den del af den , som vi har fortrængt, og som ligger som autonomt kompleks i det personlige Ubevidste med rødder til det kollektive ubevidste. I seksualkomplekset foregår der en kamp imellem de dyriske drifter fra det Ubevidste (herefter menes både det personlige og det kollektive Ubevidste) og personens Bevidsthed og moralopfattelse. Jung mener det er nødvendigt, at man lever det seksuelle kompleks ud, ellers vil det finde andre veje, som både kan være positive ved kunsnteriske frembringelser, men også kan ytre sig som sladder, abnorme seksuelle fantasier og ekstreme handlinger. I andre tilfælde kan det Ubevidste få så stor magt i personligheden, at personen kan få dobbeltnatur som i historien om Dr. Jekyll og Mr. Hyde (Ibid.p.30).

Ved en forelskelse bliver den forelskede besat af sit seksuelle kompleks (Ibid.p.28). Dette medfører, at hele personens interesse hænger ved den elskede, og ethvert ord eller genstand minder om ham eller hende. Psyken influeres, og den forelskede vil få en temporær fortabelse af sin normale personlighed. Ved forelskelsen tager den fortrængte seksualitet magten i personligheden, og personen kan hermed leve sin seksualitet ud sammen med sin elskede, hvis den er gengældt. Yderligere repræsenterer den elskede person også billedet af den indre modsatkønnethed, som stammer fra både det kollektive og personlige ubevidste. Ved forelskelsen er det ikke kun muligt at leve sin seksualitet ud, men også at forholde sig i det ydre til sin indre ubevidste Anima eller Amimus og af den vej langsomt få sin modsatkønnethed integreret. Når personen i overvejende grad har integreret sin modsatkønnethed, vil denne være i stand til at få magten over sig selv og sine følelser og ikke miste sig selv til et andet menneske i forelskelse.Man vil i stedet have evnen til at føle en dybere kærlighed og en bevidst hengivelse til et andet menneske. Derved har den dyriske instinktive kærlighed bevæget sig over til at indeholde meget åndelig kærlighed.

Jeg kan konkludere, at komplekserne og deres funktion overvejende er dannet i barndommen og ved traumatiske situationer senere i livet, og at de primært befinder sig i det personlige ubevidste. Komplekserne opretter en konflikt mellem det Bevidste og det Ubevidste, hvor det gælder om at vende sig mod disse, istedet for at fortrænge associationerne fra komplekserne og primært forholde sig til den ydre verden. Dette må hermed betyde, at Jung også mener , vi skal forholde og til vores seksuelle komplekser; men vil vi så holde op med at blive forelsket ?

Ja, det vil det betyde i sidste instans, fordi ved integration af det Ubevidste vil en person først integrere sin Skygge og derefter sin modsatkønnethed, hvilket vil betyde en større evne til at elske som adskilt individ og mindre evne til at blive ` besat´ af sin forelskelse. At integrere sin Skygge og modsatkønnethed, svarer til at bevidstgøre meget af sit ubevidste materiale i det personlige ubevidste, som det bliver beskrevet i afsnittet om personlighedens strukturer. Det vil derfor sige, at ved at integrere og bevidstgøre sit personlige ubevidste er det muligt at udvikle sin Kærlighedsevne. Hermed kan man tale om den instinktive kærlighed som en evne , der kan udvikles, ved at man forholder sig til komplekserne i sit indre og integrerer det Ubevidste i Bevidstheden. Jeg vil nu undersøge, hvordan den instinktive kærlighed kan forvaltes, og hvad det resulterer i.

I forhold til at forvalte sin instinktive kærlighed er det vigtigt, så vidt muligt at leve den ud, da den har fundament i et seksuelt kompleks. Hvis seksualiteten ikke i vid udstrækning leves ud, vil den finde andre veje som kan medføre neurotiske strukturer i personligheden og ekstreme handlinger og følelser. Men det er også vigtigt at vende sig indad og se på sit indre i stedet for at projicere dette ud på omgivelserne; herved bliver det muligt i større grad at blive klar over sine skjulte ubevidste sider og begynde at integrere dem i Bevidstheden. Den instinktive kærlighed vil da kunne forvaltes på en sådan måde, at den i en vid udstrækning kan leves ud som en del af Jeg´ets handlinger. Hvis den instinktive kærlighed og seksualiteten i stedet fortrænges, vil komplekset samle energi ud fra de impulser og associationer, som bliver undertrykt, og der er større sandsynlighed for, at komplekset vil tage magten over personen ved en forelskelse eller besættelse.

Som tidligere nævnt, er det muligt at sublimere energien ved kunstneriske frembringelser, men også ved at få åndelige oplevelser. Eksempelvis har det sin funktion, at nonner, munke og præster (i visse religiøse trosretninger) ikke må have nogen form for seksuel aktivitet. Derved får de mere energi til deres rådighed til at sublimere energien fra det seksuelle kompleks til åndelige oplevelser.

Forelskelse kan også foregå indenfor den åndelige kærlighed, især hvor seksualiteten ikke tilfredsstilles. Det seksuelle kompleks kan besætte personen, som kan blive helt euforisk og født på ny. Dette sker tit i forbindelse med omvendelser, hvor personen bliver født på ny og skal starte en ny religiøs tilværelse. Personen bliver forelsket i troen og traditionerne, som er forbundet med denne, på samme måde som ved en forelskelse. Individet mister sin normale dømmekraft og bliver meget subjektivt indstillet. Jung beskriver kærligheden som havende meget tilfælles med en religiøs overbevisning., som forlanger en ubetinget indstilling; den forventer fuldstændig hengivelse (Ibid.p.39).

Arketypen Jesus Kristus

Den åndelige kærlighed har rod i en ikke-tilfredstillet seksualitet men også i arketypen, Jesus Kristus, som har sine rødder i det kollektive Ubevidste. Arketypen, Jesus, står til rådighed for menneskene især i den vestlige verden, fordi han selv, som menneske på jorden, elskede med guddommelig kærlighed (Ibid.). Individet kan derfor elske med guddommelig og åndelig kærlighed via arketypen Jesus, dét, at arketypen aktiveres, er i højere grad en gave, end noget personen selv kan bestemme. Ved sublimering af energien i seksualkomplekset kan der stilles energi for rådighed til at arketypen kan trænge igennem til Bevidstheden. Arketypen viser sig også ved omvendelser, stærke religiøse oplevelser eller ved nærdødsoplevelser, hvor personen kan tale med Jesus, eller han bliver ét med personen. Oplevelserne er altid forbundet med meget lys, indsigt og ekstase for personen, men efter nogen tid kan dette afløses af en ligeså stærk konfrontation med Mørket i det Ubevidste, hvilket kan medføre angst og andet ubehag. Dette kan skyldes, at så megen energi og lys i Bevidstheden kan forplante sig ind i det Ubevidste og aktivere dette. Man kan illustrere dette med en metafor: når solen skinner stærkest, er skyggen mørkest. Ifølge Jungs teorier, kan disse fænomener opfattes som analoge med den polariserede energi, der aktiverer udviklingen i et individ (Jung,1992,p.43).

Bertelsen mener, det er muligt ved fordybelse i bøn og meditation at komme i kontakt med kristusvæsnet (Bertelsen J.,1989,p.14). Bertelsen har nogle spændende teorier om udvikling af Kærlighedsevnen og Kristus, som bygger på Jungs teorier. Han mener, at kristusprocessen har indvirket på mennesket, siden han levede for 2000 år siden (Ibid.p.10). I denne proces påvirker Jesus Kristus’ liv og gerninger stadig det enkelte menneske og fører dette mod en større Kærlighedsevne og indsigt i sig selv og livet. Jesus Kristus repræsenterer et menneske, hvor det kvindelige i åndelig form er forenet med det mandlige, og hvor det Ubevidste er fuldt integreret. Når dette er sket, vil den energi, som kaldes næstekærlighed, opstå (ibid.p.50).

Bertelsen mener, at kristusprocessen er det åndelige klima som størstedelen af de vestlige menneskers individuationsprocesser vokser i, men for at processerne kan blive vellykkede, kræver det en nyfortolkning af kristendommen (Ibid.p.106). Individuationsprocessen beskrives nærmere i kapitel 4, men overordnet betyder det den udviklingsproces, hvor det Ubevidste integreres i Bevidstheden.

Hvordan er det muligt at forvalte den åndelige kærlighed, så vi kan komme i kontakt med den, og når det sker, at den ikke overtager magten i personligheden, men snarere bliver en integreret del af Bevidstheden ?

Først har vi forholdt os til den åndelige kærlighed i forhold til det seksuelle kompleks, hvor en fortrængt og uintegreret seksualitet kan sublimeres til en åndelige kærlighed. Men den fortrængte seksualitet kan også finde andre mindre heldige måder at udvikle sig på. Det kan godt lade sig gøre at komme i kontakt med den åndelige kærlighed ved sublimering af energien fra seksualkomplekset, men som regel overtager det magten i personligheden som en slags forelskelse. Dette sker, fordi seksualiteten er fortrængt og ikke bliver integreret i Bevidstheden.

Et andet aspekt af den åndelige kærlighed er Jesus Kristus, som arketype. En arketype kan på samme måde som et kompleks besætte en person, men det virker stærkere, fordi energiniveauet i det kollektive ubevidsteer så højt. De store åndelige oplevelser og oplysning sker, når personen kommer i kontakt med arketypen, Kristus. Kristus, som arketype, kan vise sig på bevidsthedsplanet og i udpræget grad påvirke personen, når det personlige ubevidste i vid udstrækning er integreret. Da det personlige ubevidste lag er tyndt og gennemsigtigt vil kontakten til det kollektive ubevidste blive større. Dette er også den eneste afbalancerede måde at opnå kontakt med arketypen, Jesus Kristus, i det kollektive ubevidste, fordi man er i stand til at fastholde sin individuelle egenart ved mødet med de stærke energier. Det er muligt, at man ved konfrontationen med arketypen i starten vil have svært ved at bevare jordforbindelsen, men når personen har en velintegreret Skygge og modsatkønnethed i det personlige ubevidste, vil han/hun hurtigt genfinde ligevægten og være i stand til at integrere dele af Kristus-arketypen i sin Bevidsthed. Derved vil det være muligt at bevare sig selv og samtidig få integreret Guds kærlighed som en del af Bevidstheden og som energi i personligheden.

Den åndelige kærlighed har også sine overgangsfaser, som i parforholdet og ægeskabet, der er en blanding af den instinktive og den åndelige kærlighed. Den åndelige kærlighed kan også indimellem vise sig, som værende en del af den Dyriske kærlighed. Vi kan i højere grad komme i kontakt med den åndelige kærlighed, når vi får integreret vores Ubevidste. Dette betyder, at der i forhold til den åndelige kærlighed må være tale om en evne, idet vi via integration af vores Ubevidste kan udvikle den åndelige kærlighed.

Jesus Kristus bliver både af Martinus og Bertelsen betragtet som et menneske med en fuldt udviklet og integreret modsatkønnethed, hvilket kommer til udtryk i næstekærligheden. Sammenholdt med Jungs teorier, kan det betyde, at vejen til udvikling af den åndelige kærlighed må gå igennem integration af det Ubevidste, og først når det er lykkedes os at integrere vores modsatkønnethed på det kollektive plan, vil vi være i stand til at udøve kærlighed i lighed med Jesus Kristus.

Jung og Martinus

Jeg vil samle nogle tråde op fra afsnittet om "Kærlighed som en skæbnemagt", med henblik på at besvare nogle spørgsmål fra sammenligningen mellem Jung og Matinus’ teorier. På nogle punkter var Jungs og Martinus´ teorier forskellige, men jeg synes disse punkter i overvejende grad er blevet udlignet, efter at jeg har uddybet Jungs teorier. Jeg vil kort gennemgå de forskellige punkter og sammenholde teorierne med hinanden.

Martinus mener kun at forelskelse hører parringsdriften til og ikke findes indenfor næstekærligheden eller den åndelige kærlighed. Her mener Jung, at den kan forekomme indenfor den åndelige kærlighed, hvor det handler om en ikke-tilfredsstillet seksualitet. Seksualiteten tilhører den instinktive kærlighed, men når den ikke tilfredsstilles, kan den sublimeres til åndelig kærlighed, men i de fleste tilfælde resultere det i en tilstand, hvor personen mister sig selv ved en forelskelse i troen.

Spørgsmålet er, om denne tilstand kan kaldes næstekærlighed efter Martinus’ definition, eller om den mere skal defineres som en Dyrisk forelskelse i troen. Forskellen mellem de to typer af kærlighed er, ifølge Martinus’ definition, at i den Dyriske kærlighed elsker man med henblik på selv at blive elsket, mens man i den Menneskelige kærlighed elsker for at give. Man kan sige, at ved omvendelser til nye religiøse trosretninger får personen megen bekræftelse fra resten af meningheden, fordi han/hun er blevet omvendt og er blevet en af dem. Dette kan ses som en slags kollektiv forelskelse, som, ifølge Martinus´ definition, i starten indeholder et islæt af Menneskelig kærlighed. Jeg vil derfor mene, at forelskelse i en tro, i højere grad hører under Martinus’ definition af Dyrisk kærlighed, også fordi den, ifølge Jungs teorier stammer fra et seksualkompleks.

Endvidere mener Jung, at det er vigtigt ikke at miste sig selv ved en forelskelse i troen, og at den åndelige kærlighed bedre kan administreres af individet, når seksualkomplekset bevidstgøres og integreres, så det derved bliver en styrke og en evne. Dette foregår ved en bevidstgørelsesproces, som Jung kalder for individuationsprocessen. Når man i stor udstrækning har gennemgået den, vil individet være parat til at møde og integrere Jesus Kristus, som arketype og, som repræsentant for en guddommelig kærlighed. Hermed bliver kærligheden en evne, som kan tilegnes igennem individuationsprocessen, ved blandt andet at forholde sig til sit indre og integrere dette i stedet for at projicere det ubevidste materiale ud i omverdenen.

Martinus mener, at den Menneskelige kærlighed skal udvikles via en indre proces, og at personen derved i højere grad bliver i stand til at tage imod Guds kærlighed. Begge mener, at man må forholde sig til sit indre, Jung, for at integrere sit Ubevidste, og Martinus, for at bekæmpe sit Dyriske mørke. Men er der så stor forskel i deres måder at udvikle Kærlighedsevnen på ? Jeg vil vende tilbage til dette spørgsmål senere i specialet.

Men hvad er det egentligt, Jung og Martinus mener, der er vigtig at forholde sig til i sit indre ? Jung mener, at det er vores Skygge og modsatkønnethed i det Ubevidste, som skal integreres. Martinus mener, at vi skal bekæmpe vores Dyriske sider og samtidig udvikle vores Menneskelige sider, og at det sker i takt med, at vores pol af det modsatte køn udvikler sig. Overordnet kan, Skyggen i det Ubevidste, og det Dyriske i vores indre Mørke, siges at være det samme. De er begge primitive sider i vores indre, som vi er nødt til at forholde os til med henblik på at kunne udvikle Kærlighedsevnen. På samme måde er det vigtigt for både Jung og Martinus, at vi forholder os til sider i vores indre, som har karakter af det modsatte køn. De omtaler måden, hvorpå vi skal forholde os til vores indre, på forskellig vis, hvilket jeg vender tilbage til. Jeg kan dog konkludere, at det er vigtigt at forholde sig til Skyggen/det Dyriske, samt til sider af det modsatte køn i vores indre, for at blive i stand til at udvikle Kærlighedsevnen.

Martinus og Jung kan i store træk mødes i deres opfattelse af idealet for kærlighed, i begges teorier handler det om at blive forenet med de egenskaber Jesus Kristus var i besiddelse af, men udfra lidt forskellige synspunkter. Forskellen i deres synspunkter består i, at Jung mener, at det er det Ubevidste, som skal bevidstgøres, og indenfor Martinus´ terminologi er det den Dyriske bevidsthed, som skal udvikle sig til en Menneskelig kærlighed. Jung mener, at det er skæbnen, eller en kærlighedsgave, der er afgørende for, at man kan udøve kærlighed i lighed med Jesus. Udfra Martinus´ teorier, skyldes det, at vi endnu ikke er nået så langt i vores udvikling, og at vi derfor ikke er i stand til at håndtere Kærlighedsevnen lige så godt som Jesus. Jung og Martinus er enige om, at udviklingen på langt sigt fjerner sig fra forelskelsen, og at den Dyriske kærlighed ikke bør overtage magten i mennesket. Jung mener dog, det er vigtigt at leve seksualiteten ud, så energien ikke finder andre afveje.

Jeg har i afsnittet "Kærligheden som evne", erfaret, at der, ifølge Jungs teorier, kan tales om en Kærlighedsevne, som kan udvikles. Komplekserne og arketypen, Jesus Kristus, er vigtige elementer i Jungs teorier, både i forbindelse med udøvelsen af den instinktive og af den åndelige kærlighed. For at de to typer kærlighed kan forvaltes på en afbalanceret måde, hvor kærligheden bliver en kraft og positiv integreret egenskab i individet, er det imidlertid nødvendigt, at man integrerer sit indre ubevidste materiale.

"Dagsbevidsthed" er Martinus’ begreb og kan godt sammenlignes med Jungs begreb for "Bevidsthed". Jeg vil undersøge parallellerne nærmere, da disse begreber er vigtige, i forhold til udvikling af Kærlighedsevnen, udfra Jungs integration af det Ubevidste.

Ligesom andre skabte realiteter i den fysiske tilværelsener lavet af stoffer og materier, ligeledes er tanker og tankekombinationer sammensat af stoffer (Martinus,1986,p.219). Disse stoffer er af en mere åndelig natur, og derfor kaldes de ikke stoffer, men går under begrebet Energi.

Da mennesket af i dag primært har deres sansning igennem deres legeme og fysisk sansning, vil individet derfor også være ubevidst i den del, som består af åndelige stoffer og energier (Ibid.p.220ff.). Martinus bruger begreberne Dagsbevidsthed og Underbevidsthed lidt på sammen måde som Jung. Hvor Underbevidsthed svarer til en mere åndelig bevidsthed, som vi befinder os i, når vi sover, og som vi kan "ane" noget fra. Dagsbevidstheden bliver defineret som at kunne opretholde en fuld bevidst og vågen oplevelse af livet, som sker, når individet er vågen i det fysiske liv (Ibid.). Derfor vil mennesket af i dag være et sovende væsen overfor energier, som ikke kan sanses af de fysiske sanser. Følelsesenergien og Kærlighedsenergien vil derfor tilhøre Underbevidstheden og endnu ikke være udviklet nok til at kunne være Dagsbevidst.

Martinus beskriver hver energitype som et legeme, der er under udvikling, når dette sker tilhører energien det Underbevidste og først, når energilegemet er fuldt udviklet, kan det bære Dagsbevidstheden i individet (Ibid.). Udviklingen af Kærlighedsenegien, som også bliver kaldet Følelsesenergien forædlet af Intelligensenergien er stadig i sin vorden og befinder sig i en fostertilstand i Underbevidstheden endnu ikke parat til at fungere som selvstændig, Dagsbevidst energi. Som det ser ud i dag med jordmennesket, kan Dagsbevidstheden kun bæres af det fysiske legeme, og den fysiske tilværelse vil overdøve oplevelsen af de andre mere åndelige energier. Intelligensenergien og Kærlighedsenergien vil mest fremtræde som tanker og følelser, som ikke opfattes ligeså realistiske som den fysiske verden, men det er de efter Martinus’ opfattelse, men vi er endnu ikke i stand til at opfatte det helt (Ibid.p.264.).

De åndelige energier som Følelsesenergien og Intelligensenergien består af en elektrisk natur, som kun kan komme til udtryk igennem et lednings- eller antennesystem, som findes i individets hjerne- og nervesystem. Individet kan kun opfatte eller modtage, hvad der svarer til dets udvikling af de forskellige energilegemer. Denne udvikling sker igennem lidelser og erfaringer i livets skole og igennem træning i at styrke de Menneskelige egenskaber (Ibid.).

Man kan sige, at Jung og Martinus meget parallelt bruger begreberne om bevidsthed. Martinus’ definition på Dagsbevidsthed svarer til Jungs beskrivelse af Jeg’et og bevidstheden i individet, som det at være vågen og tilstede i nu´et. Deres begreber for Underbevidste og det Ubevidste er begge defineret som sovende energi, hvor individet ikke er helt tilstede eller ikke er helt bevidst. Både Martinus og Jung mener, at udviklingsforløbet mod udvikling af Kærlighedsevne går fra Underbevidsteheden, det Ubevidste mod Dagsbevidsthed eller bevidstgørelse. De har forskellige indfaldsvinkler til, hvordan en højere Kærlighedsevne udvikles. Martinus mener, at Kærlighedslegemet skal udvikles, så individet kan blive dagsbevidst i denne åndelige energi, og Jung mener, der skal ske en bevidstgørelse af det Ubevidste, så Jesus arketypen kan integreres.

Martinus og Jung kan mødes i forhold til, hvad der er vigtigt at konfrontere sig med i sit indre, for at Kærlighedsevnen kan udvikles, hvilket er Skyggen/ det Dyriske, samt de modsatkønnede egenskaber i det indre. Jeg vil i de næste to kapitler undersøge disse to områder i det indre. Jeg vil primært undersøge disse to områder udfra Jungs teorier, fordi det Ubevidste er et af hovedelementerne i hans teorier. Jeg vil også medtage Martinus samt andre teorier i den grad, de er uddybende i forhold til at kunne belyse, hvordan den indre kærlighed kan udvikles.