Kapitel 3

Selvomsorg og integration af skygger

3.1

Skyggen

3.2 Manglende omsorg og kærlighed til sig selv
3.3 Casen: "Den stærke kvinde og den lille pige"
3.4 Gennemgang af casen: "Den stærke kvinde og den lille pige"
3.5 Udvikling af den indre kærlighed

Jeg vil i dette kapitel gå videre og dybere med at undersøge, hvilken betydning Skyggen har for vores evne til at elske og især belyse, hvordan Skyggen påvirker vores evne til at elske os selv. I det første afsnit vil jeg kort ridse op, hvad Skyggen er, og hvordan den integreres med henblik på at bruge det senere i kapitlet.

Jeg vil i dette kapitel især koncentere mig om de barnlige dele af Skyggen, som er blevet fraspaltet i barndommen. Jeg mener, at integration af disse barnlige sider i det personlige ubevidste er vigtig, i forhold til at elske sig selv som man er og kunne drage omsorg for sig selv og sine følsomme sider. Dette gøres overordnet udfra den forståelse, at kan du ikke elske dig selv og drage omsorg for din person, da er det svært at elske andre og tage imod kærligheden.

At tingene hænger sammen på den måde, jeg lige har beskrevet, vil jeg gerne vise ved at inddrage en teori, som bygger på Jungs teorier. Jeg vil i kapitlet bruge Kathrin Aspers teorier om de narcissistiske problematikker til at belyse, hvordan man i barndommen fraspalter personlighedsdele i det personlige ubevidste, hvilket medfører en manglende evne til at elske. Jeg vil derefter beskrive, hvordan det igennem en integrationsproces er muligt at udvikle den indre kærlighed.

I afsnittet: "Den den lille pige og den stærke kvinde" vil jeg beskrive en case, som omhandler en episode fra mit eget kærlighedsliv og mine tanker derom med henblik på at finde ud af, hvad der skete med kærligheden. Episoden illustrerer de narcissistiske problematikker, og hvordan det påvirker kærligheden. Det skal dog fremhæves, at casen er skrevet lang tid inden, jeg fik kendskab til teorierne om de narcissistiske problematikker, så de har ikke påvirket mig i udformningen af indholdet. Men casen har haft indflydelse på hvilke teorier og emner, jeg har medtaget i dette speciale, idet den afspejler et evigt tilbagevendende tema i mit kærlighedsliv, nemlig splittelsen mellem den stærke kvinde og den lille pige i mig. Teksten er skrevet i forbindelse med en psykologsession, hvor det til en vis grad er lykkedes mig at se, hvad der skete i den aktuelle episode. Der er dermed flere niveauer i casen: det aktive niveau, der beskriver, hvad der faktisk skete i episoden, samt det reflekterende niveau hvor jeg undersøger, hvordan tingene hænger sammen set udfra et indre følelsesmæssigt plan. Det sidste niveau, som er beskrevet i starten og i slutningen af indholdet, er en slags metaniveau omkring, hvordan det er at skulle erkende og "se" sig selv. Jeg mener, at teksten er god som illustration, fordi den giver et fint billede af, hvordan de narcissistiske problematikker kan fungere på det indre plan og i et kærlighedsforhold, og de forskellige niveauer illustrerer processen henimod integration af de barnlige sider af Skyggen.

Jeg vil bruge casen til at give de beskrevne teorier i specialet mere dybde og krop, og bagefter vil jeg undersøge, hvordan kærligheden kan helbredes udfra den narcissistiske problematik og andre beskrevne teorier i specialet.

3.1  Skyggen

Skyggen, som er vores mørke broder og søster af samme køn, er usynlig, men også uadskillelig fra os, idet den hører til vores helhed. Skyggen er det bevidste Jeg´s modstykke, og den ligger lige op til grænsen af bevidstheden i det personlige ubevidste (se kapitel 2). Skyggen er de sider af vores personlighed, som overvejende er blevet fraspaltet og fortrængt i vores barndom. Man kan møde sin Skygge i form af en indre symbolsk figur, men også som en ydre konkret person, som man projicerer sin Skygge over på. Også igennem komplekser og symptomer kan Skyggen vise sig på bevidsthedsplanet.

Integration og bearbejdelse af Skyggen foregår primært ved at klarlægge individets livshistorie og især barndommen. Her undersøges der, hvilke mønstre og strukturer der er problematiske for individet, og især hvordan de kan være opstået som følge af traumatiske hændelser i barndommen. I denne proces kan personen møde kraftig modstand, fordi individet har en dyb forrevethed og uenighed med sig selv i forhold til, om det er Skyggen eller Jeg´ets og personens moral, der skal sejre (Jung, 1992,p.31). Dels vil personen prøve at undertrykke sin Skygge, og dels vil han/hun gerne befri den. Denne kamp betegnes som en neurose, der medfører neurotiske symptomer, som opstår, fordi man nægter at erkende sit væsens anden side samt nødvendigheden af dens problemer (ibid.).

I terapi med mine klienter viser denne kamp sig tydeligt. Jo nærmere vi kommer til kernepunktet af et kompleks, jo mere modstand og smerte opstår der. I denne proces sker det ofte, at de neurotiske symptomer og mønstre forstærkes som en del af modstanden og som afledningsmanøvre. Når klienten selv bliver opmærksom på dette og efterhånden kommer i kontakt med den frapaltede Skygge, angsten og følelserne, som forårsagede fortrængningen, da frigives noget af den bundne energi i komplekset og klientens tanker, og handlekraften bliver til en vis grad frigivet. Jung hævder, at såfremt det lykkes for en person at blive bevidstgjort om sin egen Skygge, da vil han/hun komme til at kende sig selv bedre, og bliver dermed i stand til at tage ansvar for sit eget liv fremfor hele tiden at projicere sin Skygge ud på andre (Jung,1940,p.150). Et sådant menneske er i stand til at betragte sig selv udfra en objektiv synsvinkel, og vil derfor ikke forfalde til at give andre skylden for egne ubevidste sider. Det der ofte sker i en projektion er, at personen fremstår som en slags offer, der får det dårligt, fordi andre er dumme og ikke behandler én ordentligt eller elsker én, som man gerne ville have det.

Skyggen er ikke i sig selv ond, men fremstår mere som primitiv, utilpasset og barnlig. Jung beskriver en neurotiker som en person med en barnlig sjæl ( Jung,1992,p.31). Som regel skyldes det, at den fraspaltning, der er sket i barndommen, har efterladt et indre barn, eller flere barnlige sider af personligheden i det ubevidste, som ikke har fået lov til at være med i bevidsthedens udvikling. Skyggen kan ytre sig på mange måder: som et såret barn, som vrede, egoisme eller begær. Som regel er det egenskaber, forældrene eller samfundet anser for dårlige, og ofte smitter forældrenes angst af på barnet (Jung ,1992,p.25).

3.2 Manglende omsorg og kærlighed til sig selv

Kathrin Asper, som er en jungiansk psykolog, mener, at kærligheden til sig selv og følelsen af selvværd forstyrres, når personen i sin barndom ikke er blevet elsket for det, man er, men mere har skullet optræde på en bestemt måde for at opnå det at blive elsket (Asper,1991,p.7). Herved fraspalter barnet sider af sin personlighed, og personen bliver fremmedgjort for sig selv og sine egne følelser. Personaen bliver regid i sin struktur, og hindrer de fraspaltede barnlige sider af personligheden i at komme til udtryk. Herved har personen mistet kontakten med sit sande Selv, hvilket Asper betegner som kontakten med hele sit væsen. Personen har afskåret kontakt med følelsesmæssige vitale sider af sit væsen, og identificerer sig i stedet med dette falske Selv.

Denne problematik kaldes narcissistiske forstyrrelser og afspejler mennesker, som udadtil virker stærke, men indadtil har ringe selvtillid . Deres selvværdsfølelse er svingende, og de har svært ved at sig ja til sig selv. De længes efter anerkendelse, og de er villige til at yde en stor indsats for at opnå den ved at tilpasse sig omverdenen igennem deres Persona. Hvis det ikke lykkedes dem at opnå anerkendelse, bliver de vrede eller synker hen i resignation og depression. Disse mennesker kender ikke sig selv og deres følelser, og har derfor svært ved at hvile i sig selv. De klarer sig som regel godt i livet men mangler en følelsesmæssig resonans i sig selv, hvori de kan føle glæde og tilfredshed (Ibid,p.12). Det centrale problem for disse personer er, deres grundlæggende negative opfattelse af sig selv.

Denne narcissistiske problematik kan forekomme i varierende grader, alt efter hvilken opvækst, man har haft. Asper mener at, den overordnet gør sig gældende i den vestlige samfundsstruktur, hvis største neurose består af den blokerede adgang til følelserne samt en overbetoning af intellekt, objektivitet og rationalitet (ibid,p.33). Årsagen til, at så mange i vores vestlige samfund er fremmedgjorte overfor deres sande Selv og deres følelser, skyldes, at de faderspecifikke holdninger er dominerende i vores samfundsstruktur (Asper,1991,p.144). Dette medfører, at barnet i løbet afopvæksten bliver mødt med præstationsorienterede forventninger, som skal opfyldes af pligt og ikke af glæde. Barnet lærer at korigerer sig selv for ikke at gøre tingene forkert udfra forældrenes synspunkter. Hvis dette lykkes, bliver barnet elsket, hvis ikke kan det blive straffet eller bliver ikke accepteret. (Ibid.). Barnet får derved en grundlæggende selvopfattelse af ikke at være god nok, som det er, men at det skal gøre sig fortjent til kærlighed.

Asper mener, at det vestlige samfund i dag mangler de moderspecifikke holdninger, hvor kvaliteter som accept, varme og den følelsesmæssige nærhed prioriteres højt. Især er der kollektiv mangel på omsorg for hinanden og for sig selv (ibid.p.15). Denne kollektive holdning afspejler nedvurderingen og undertrykkelsen af de kvindelige værdier og medfører, at mænd og kvinder undertrykker deres kvindelige sider og i overvejende grad udvikler negative mandlige egenskaber. (Ibid.p.33).

Jeg synes, man kan se disse to forskellige holdninger repræsenteret i nutidens opdragelse, idet man er blevet mere opmærksom på også at give barnet respons på dets væren i stedet for udelukkende udfra dets præstationer. Eksempelvis kan responsen til et barn, som rutcher ned af en rutchebane, og som siger; "se,mor", være: "er det sjovt ?" I stedet for: "nej, hvor er du dygtig".

De narcissistiske forstyrrelser påvirker kærligheden til os selv og til andre ved blandt andet mangel på empati og indføling (Ibid.p.50). Personen indgår i forhold med kærlighed og følelser på den samme måde, som det selv er blevet elsket i opvæksten, og benytter sig af dette mønster i forhold til at elske sig selv og andre (ibid.p.40). Det voksne menneskes bindingsadfærd er en afspejling af dets tidligere erfaringer, og i kærligheden søges det tidlige mor/barn forhold som en model (Ibid.p.52). Dette tidlige forhold til moderen eller den omsorgsgivende person bliver senere det internaliserede billede på den del af sig selv, som han/hun kan elske sig selv med. I denne tilknytning mellem moder og barn er det vigtigt, at have et stabilt følelsesmæssigt bånd som en forudsætning for, at barnets verden bliver forudsigelig og tryg. Dette er forudsætningen for, at barnet kan udvikle en basal tryghed til sig selv og omverdenen (Poulsen,1993,p.69). Dette har stor betydning i forhold til at være tillidsfuld i kærligheden, at turde elske og give sig hen i tillid (Asper,1991.p.40).

Jeg vil prøve at gå lidt dybere ind i, hvad der sker i de narcissistiske problematikker med henblik på at undersøge, hvordan det kan resultere i en indre kærlighed, der ikke er velfungerende.

De narcissistiske problematikker

Den fraspaltede barnlige personlighedsdel i Skyggen ligger i det personlige ubevidste, og den påvirker personen indirekte i form en grundtone af længsel og ensomhed (Ibid.p.24). Personen kan ikke forholde sig til eller bearbejde denne ensomhed, fordi den er fraspaltet bevidstheden.

De narsiccistiske forstyrrelser medfører forskellige slags forsvarsmekanismer, som kan være problematiske for kærligheden.

De narcissistiske forstyrrelser opstår også i barndommen, hvis barnet ikke har fået lov til at føle sorg eller i det hele taget give udtryk for sine følelser i en vanskelig situation, samt hvis det ikke har fået tilbudt nye relationsmuligheder i forbindelse med et stort tab. Hvis barnet forlades følelsesmæssigt og ikke bliver mødt med moderspecifikke, vækstfremmende holdninger, da må barnet udvikle overlevelsesstrategier, der kan hjælpe det med at leve videre (Ibid.p.50). En overlevelsesstrategi består i at inderliggøre patriarkatets krav på et tidligt tidspunkt, hvilket virker befordrende for en negativ Animus for pigen og en fortrængt Animus for drengen. Samtidig forsøger personen at leve op til omverdenens forventninger med henblik på at blive accepteret og udvikler derved en rigid beskyttende Persona, som mangler følelsernes fleksibilitet (Ibid.). Dette sker, fordi personens Jeg barrikaderer sig imod nye erfaringer i lighed med dem, der engang var så smertefulde. De smertelige erfaringer afværges og ytrer sig ofte som hukommelsestab eller idealisering af barndommens forhold.

Tråden til barndommen og de barnlige sider i personen er revet over, hvilket resulterer i, at det narcissistisk sårede menneske i en markant grad mister sin evne til indføling (Ibid.p.50). Længslen består stadig, og med den perfektionistiske Persona og angsten for at blive såret leder personen efter ideelle mennesker og forhold, for eksempel i form af idealiseret og kontrolleret kærlighedsforhold, hvor modparten skal opfylde alle forventningerne. Hvis det ikke sker, kan dette fremkalde stærke, emotionelle reaktioner, som bagefter fører det narcissistiske menneske ud i en depression. I kærlighedsforholdet klamrer personen sig til partneren, eller han/hun lukker af ved en stolt og selvtilstrækkelig adfærd (Ibid.p.44).

Personen svinger imellem at have meget høje tanker om sig selv i grandiositet til ikke at føle sig noget værd i depressionen. Personens selvværdsfølelse svinger hele tiden, og denne indre kamp er udmattende og levner ikke plads til at vende sig mod sit eget væsen. Det er et spørgsmål om alt eller intet, at befinde sig i himmelen eller helvedet. Imellem disse to ekstremer findes skalaen af differentierede følelser, som det narcissistiske menneske ikke tør mærke.

Barnet har under sin opvækst ikke følt tilstrækkelig med tryghed og støtte til at udfolde sit sande væsen, som kaldes Selvet. Selvet er Jung’s begreb for et højere styrende bevidsthedscentrum i personen, som både indeholder det bevidste og det ubevidste i psyken. Jeg vil gennemgå begrebet nærmere i næste kapitel.

Jeg’et og Selv’et i barnet har da svært ved at adskille sig, idet barnet ikke i tilstrækkelig grad har udfoldet sit sande Selv. De er sammenblandede, hvilket resulterer i et svagt Jeg, der er fragmenteret og åbent overfor oversvømmelser fra det ubevidste (Ibid.p.51). Personen har derfor også svært ved at opfatte sig selv og andre på en realistisk måde og er hele tiden på jagt efter moderen og moderligheden, denne vil han/hun søge i kærlighedsforhold og tætte relationer.

Forældrene til det narcissistisk sårede menneske bliver internaliserede indre forældre i form af en negativ Anima og Animus konstellation, som hindrer livsglæde og autonomi (Ibid.p.54). De internaliserede forældre har det samme forhold til de følsomme, barnlige sider i personen, og derved fortsætter opdragelsens negative indflydelse på det indre plan. Personen vil fortsætte med at prøve at leve op til sine indre forældres forventninger ved at kontrollere sig selv og undertrykke sine følelser. Personen vil da opleve sig selv som tom og udslukt indeni samt have skyldsfølelser over ikke hele tiden at kunne være perfekt.

Asper beskriver Aminus og Anima konstellationen som et indre forældrepar, og hun udvider hermed Jungs begreber, som kun indeholder en Anima eller Animus, der repræsenterer det modsatte køn i et individ. Det er for de yngre jungiansk inspirerede forfattere blevet ret almindeligt at operere med, at personligheden indeholder både en Anima og Animus, men det fremgår ikke af Asper’s bog (1991), hvordan Anima i kvinden og Animus i manden yderligere skal fortolkes.

Overordnet kan jeg konkludere, at fraspaltning af ikke accepterede egenskaber og sider af personligheden i opvæksten får konsekvenser for kærligheden. Specielt har det tidlige forhold imellem den omsorgsgivende person og barnet betydning, fordi dette forhold kan formidle en grundlæggende følelse og oplevelse af tillid til kærligheden og til sig selv. Dette er vigtigt i forhold til at turde føle kærligheden på godt og ondt. I den vestlige samfundsstruktur er de faderspecifikke holdninger dominerende, hvilket medfører, at de omsorgsfulde og vækstfremmende kvindelige sider bliver undertrykt både af mænd og kvinder. Disse holdninger formidles i opdragelsen, og barnet bliver mødt med forventninger om præstationer og korrigeres i dets opdragelse. Dette bevirker, at barnet får en grundlæggende oplevelse af ikke at være god nok, som det er, og at det skal gøre sig fortjent til at blive elsket.

Barnet fraspalter de ikke accepterede egenskaber og følelser, der fortrænges ned i Skyggen i det personlige ubevidste, hvor personlighedsdelene lever deres eget autonome skyggetilværelse. Følelserne og kontakten med hele sit væsen igennem Selvet påvirker da personen indirekte igennem det ubevidste og komplekserne. Personen har i sin neurose med de narcissistiske forstyrrelser skabt forskellige forsvarsmekanismer som en barikadering imod at opleve det smertefulde igen, men dette medfører også en manglende evne til at turde være i sine følelser og føle kærlighed.

Personen elsker ikke sig selv og har en grundlæggende negativ holdning til sig selv, idet de internaliserede forældre i personen får den negative cirkel til at fortsætte. Derved vil personen i sin kærlighed heller ikke være i stand til at formidle en anden form for kærlighed, end den han/hun selv har modtaget. derudover vil personen have en manglende evne til og angst for at føle, fordi det kan rippe op i barndommens traumer og følelse af mindreværd. Personen vil da kun kunne indgå i et kærlighedsforhold under ideelle og kontrollerede betingelser, men vil konstant blive skuffet, fordi partneren ikke kan være den moder, som personen længes efter, men aldrig har oplevet. Hvis personen oplever den kærlighed han/hun længes efter, da bliver vedkommende konfronteret med de fraspaltede sider i Skyggen. Dette kan aktivere komplekserne og de internaliserede forældre i det personlige ubevidste, hvilket medfører, at personen i ringe grad er i stand til at tage imod kærligheden. Jeg kan derfor overordnet konkludere, at fortrængninger fra barndommen og dannelse af Skyggen skaber dårlige betingelser i det indre for at kunne og turde elske.

 

3.3  Casen: "Den stærke kvinde og den lille pige"

Jeg har skrevet denne case i april 1991 efter at have været i København og besøgt en potentiel kæreste for første gang. Dette besøg satte en masse følelser i gang i mig, som jeg selv undrede mig over. Efter et psykologbesøg kort tid efter min hjemkost prøvede jeg så ærligt som muligt at skrive og reflektere over, hvad der skete.

Del 1

Jeg har været ved min psykolog i dag og set mig selv i et lidt klarere lys. Egentlig vidste jeg godt det hele i forvejen, på et eller andet plan, men alligevel er erkendelsen eller bevidstheden om mig selv blevet lidt større. Den gamle Sokrates’ ord: "Det eneste du ved er, at du intet ved", falder mig i tankerne som en udmærket beskrivelse af den tilstand, jeg befinder mig i under den terapeutiske session. Ud fra denne psykiske tilstand er jeg parat til at se og erkende mig selv på ny.

Jeg har lyst til at skrive om mit udbytte ved at gå til psykolog, dette gør jeg i håb om at kunne bruge disse erkendelser til at belyse mit forhold til en partner. Min opfattelse er, at det overordnede tema var accept af mig selv, som den jeg er, blandt andet lærte jeg at acceptere to umiddelbart modstridende sider i min personlighed. Den ene side kendetegnes ved at være meget stærk og prestige- orienteret, og den anden side som værende en meget følsom og blød lille pige, der er bange for at vise sin sårbarhed. Den stærke og prestigeorienterede side kunne godt tænke sig, at der blev grædt noget mere, for så var jeg en "god" klient. "Den bløde lille pige", på den anden side, har svært ved at klare det pres, et sådant krav afstedkommer og er samtidig bange for at miste psykologens accept, idet hun føler, at hun ikke er værd at elske, når hun er lille. Dette bevirker, at hun, som betegnelsen antyder, for det meste ikke er værd at elske. Det, at være "lille" i mit følelsesunivers, er svært og modstridende. Det er problematisk, fordi det at være lille ikke i sig selv medfører en eksistensberettigelse, som værende elsket og værdig og hvilende i sig selv. "Den lille pige" kan godt komme til udtryk i min personlighed, men det er med en vis generthed og flovhed, og for det meste henvises hun til at ytre sine følelser i det skjulte. Jeg har bemærket, at "den lille pige" kun kan vise sine følelser overfor andre, når hun føler total accept og støtte, eller hvis det følelsesmæssige pres, ofte ophobet igennem længere tid, er blevet så stort, at det kommer ud som en eksplosion ledsaget af andre følelser så som vrede, forurettethed og anklager. Jeg har et stort ønske i forhold til en partner, som endnu aldrig er blevet opfyldt. Det handler om, at min kæreste vil tage mig i sin favn, mens han vugger og trøster mig som "den lille pige", og at han samtidig vil give mig omsorg og en altaccepterende kærlighed, ligesom den ideelle moder. Jeg har før opnået at blive trøstet af mine kærester, men jeg har som regel haft svært ved at tage imod trøsten, gråden er stoppet med det samme, og jeg har følt mig underligt tom indeni.

Del 2

Jeg har lige været i København for at besøge en ven/kæreste som jeg har truffet for nylig. Der mærkede jeg meget tydeligt den lille piges tilstedeværelse og hele min måde at forholde mig til en partner på. Kontrasten føltes stor idet jeg ikke har haft en kæreste/elsker i det sidste halve år, og jeg havde derfor næsten glemt alle de problematikker, der opstår ved et sådant møde. Jeg havde i nogen grad følelsen af at miste mig selv, jeg følte mig utryg og følte ofte trang til at græde. Nogle gange kunne jeg ikke lade være, til stor overraskelse for min ven og til mindre irritation for mig selv, jeg syntes, det var pinligt. Jeg vidste imidlertid af erfaring, at det ikke nyttede noget at kæmpe imod denne følelse, men at det blot ville medføre en forværring af min sindstilstand, samt at situationen ville blive sværere for os begge. Jeg forsøgte derfor på bedste psykologiske vis at støtte min følsomhed ved at gentage for mig selv: "Det er i orden, hvad du føler, Mariann, det er i orden" o.s.v. Herefter kunne jeg i min opdæmmede følelsestilstand begynde at overveje, hvordan jeg blev i stand til at forholde mig til mine følelser, i stedet for prøve at flygte fra dem og ikke acceptere, hvad jeg følte. Det endte med, at jeg fik omsorg og opmærksomhed i nogen grad, men som så mange gange før kunne jeg ikke rigtigt tage imod den, gråden sad fast i halsen, og min mave var helt opspilet. Jeg var dog glad for hans opmærksomhed, og vores konfrontation med mine følelser, gjorde mig i stand til at fornemme, hvad det var, jeg havde brug for. Dette gav mig pludselig en forståelse af min reaktion, hvor den før havde virket ret uforståelig.

Ovenstående er et ret typisk eksempel på, hvordan "den lille pige" og den stærke, prestige-orienterede kvinde påvirker mine parforhold. Jeg har mere eller mindre bevidst eller ubevidst bevæget mig i mine reaktionsmønstre på dette område.

Del 3

Tidligere var jeg bedre i stand til at undertrykke min følsomhed, hvilket til sidst resulterede i vrede overfor eller bebrejdelse af min partner, ofte skyldtes det en mindre afvisning eller manglende afgivelse af symbolsk kærlighed. Min undertrykte følsomhed blev, og bliver stadig, udmøntet i projektion på partneren: han kan ikke lide mig, jeg er ikke værd at elske o.s.v. Disse aggressive udbrud af opdæmmet følelsesenergi endte som regel med, at efter jeg havde skældt min partner huden fuld over alle hans mangler i forhold til mig, begyndte jeg at græde og blev en meget ulykkelig lille pige. Både fordi følelserne var løbet af med mig, og at jeg overreagerede og overfuste min kæreste, men også fordi jeg stadigvæk indeholdt den undertrykte følsomhed, som behøvede næring og omsorg. Hvis kæresten ikke havde overskud til at give dette, ovenpå hvad han selv havde modtaget, ja så var sagen helt sikker indenfor mit følelsesunivers: han elsker mig ikke, og jeg er ikke værd at elske. Dette er et dårligt kredsløb uden ende, hvor den grundlæggende problematik nok er, at jeg ikke elsker mig selv, og at jeg meget gerne vil have en kæreste til at overbevise mig selv om, at jeg er værd at elske, og at han elsker mig. Desværre kan det ikke rigtigt lade sig gøre, jeg har forsøgt i det meste af den tid, jeg har haft kærester, men som regel ender det med, at ovennævnte negative kredsløb aktiveres. Vejen til at elske mig selv og blive elsket, starter grundlæggende i mig selv. Men hvordan gør jeg det?

Del 4

I det aktuelle eksempel støttede jeg den" lille pige" og min følsomhed ved at gentage overfor mig selv, at det var i orden at føle, hvad jeg gjorde og ved at forsøge at forblive i det smertens rum, det er at føle sig ensom og ikke elsket. Det gør hele situationen mindre kompliceret end i det beskrevne negative kredsløb, fordi følelserne, i det aktuelle eksempel, bliver kaldt ved det navn, de har: jeg er ked af det, i stedet for: han er dum, det er lettere at forholde sig til for begge parter. Det er samtidig lettere for mig at opnå den omsorg og støtte, jeg behøver til "den lille pige" og mine følelser, når min kæreste ikke først har været igennem en "skæld ud tur". Egentlig afspejler den accept og støtte, jeg gerne vil opnå fra min kæreste, den samme støtte og accept som jeg gerne vil opnå fra mig selv. Det er som om, jeg afgiver den stærke og selvstændige side af mig selv til min kæreste og selv bliver "den lille pige". Det var især mærkbart ved mit besøg hos den potentielle kæreste i København. Efter et halvt år uden kærester syntes jeg selv, at jeg havde fået nogenlunde styr på mig selv og mit liv. Jeg hvilede primært i mig selv og var i stand til at se mig selv som værende en dejlig person. Det føltes derfor underligt at miste dette grundlag og igen at opfatte mig selv som værende usikker og følsom og have meget brug for bekræftelse og støtte, som "den lille pige" har det. Dette følte jeg ikke, at jeg fik i den grad, jeg havde behov for, men hvis idealet eller drømmen er at få en kæreste, som kan agere den fuldendte mor, i henhold til ovenstående, så er det nok umuligt at opnå? Det er et svært spørgsmål at besvare, om det overhovedet er realistiskt muligt at finde en mand med disse egenskaber, eller om det i virkeligheden er en vekselvirkning, der indgår i et sundt parforhold, og som kan tilstræbes.

Del 5

Jeg vil prøve at se nærmere på min reaktion på,at jeg ikke får den begærede omsorg og støtte. Jeg føler netop den manglende accept af, og kærlighed for, de bløde sider i mig selv, og idet han ikke ville eller kunne give mig dette, kunne jeg ikke bruge ham som min kæreste. Min indre dialog på min tur til København gik meget på: dur han, eller dur han ikke. Som jeg ser det nu, mener jeg, at jeg projicerede min egen mangelfulde støttende side ud på min potentielle kæreste. Jeg ville gerne have, at han indeholdt disse egenskaber, men det gjorde han ikke i den grad, jeg kunne have ønsket det, set ud fra min synsvinkel. Da jeg så indså dette og prøvede at acceptere det ved at forsøge at varetage omsorgen for mig selv, og derefter prøvede at nyde og få det bedste ud af det, som kæresten forsøgte at give mig, så var det svært for mig at tage imod det. Det var som om, "den lille pige" blokerede for hengivelse og åbenhed med sin angst for ikke at få accept. Det kan derfor se ud som om, "min lille pige" styrer mit kærlighedsliv temmelig meget, i hvert fald i det aktuelle eksempel. Det skal dog tilføjes, at turen til København var et utrygt foretagende i sig selv. For det første var det fremmed territorium for mig, og det var første gang, vi skulle mødes, så vi skulle se hinanden lidt an, og ingen af os vidste, om vi var købte eller solgt. Så det er forståeligt, at "den lille pige" havde brug for tryghed og accept. Hvordan, min potentielle kæreste havde det med hele situationen, er også en del af historien, som måske burde med, hvis turen til København skulle belyses rigtigt, men jeg kunne så at sige kun se til min egen næsetip, idet mine følelsesmæssige dilemmaer fyldte mig helt.

Del 6

Da jeg kom hjem fra København, blev jeg voldsomt deprimeret i et par dage. Jeg følte, jeg havde været en fiasko, og at jeg havde mistet mine chancer hos min potentielle kæreste. Fordi jeg viste ham, syntes jeg selv, mine mindre flatterende sider, som primært består i at være "den lille pige", som er følsom og uligevægtig. Derudover følte jeg stærk utilfredshed med mig selv og mit liv. Jeg så på mig selv med meget kritiske øjne, hvilket ikke var rart. Det virker næsten som om at, jeg efter turen igen blev den mere prestige-orienterede og stærke Mariann, som også denne gang i nogen grad var fordømmende overfor "den lille piges" handlinger og følelser. Det kan næsten virke som en pendul- effekt: efter primært at have været "den lille pige", bliver jeg tilsvarende den stærke Mariann. Jeg identificerer mig mest med den stærke Mariann. I min almene ligevægts tilstand (uden kæreste) vil jeg skyde på, at jeg er 60% den stærke Mariann og 40% "den lille pige". Så i "pendul-effekten" skiftes jeg til at være 80-90% henholdsvis den ene og den anden. Om min tur til København skriver jeg tidligere, at jeg følte, " jeg mistede mig selv". Dette kan ses som, at jeg mistede "den stærke Mariann´s " herredømme over min personlighed, men også at jeg positivt formuleret, fandt "den lille pige" i mig selv. Den del af mig har primært levet en skyggetilværelse, og grunden til, at den i dag fylder ca. 40% af min personlighed, er, at jeg bevidst, igennem terapi og i min dagligdag, har forsøgt at give "den lille pige" mere plads i min personlighed. Nok udfra den begrundelse at fra sin skyggetilværelse indtog "den lille pige" indirekte sin plads, blandt andet ved at jeg blev forelsket i mænd, som passede til den del af min personlighed. Når så den første stormende forelskelse har lagt sig, og "den stærke Mariann" igen får overtaget i min personlighed, kommer jeg enten op at slås med mine mænd, eller jeg synes, de er kedelige. Ved at forsøge at give "den lille pige" en mere bevidst plads i min personlighed, håber jeg på at lære at lytte og give omsorg til mig selv, men også at jeg derved kan komme til at fungere i et godt parforhold med hele min personlighed.

Jeg har forsøgt at bruge nogle aktuelle eksempler for, at mine følelser kan være "friske" i min hukommelse, og for at jeg kan være så tro mod mine følelser, som det er muligt. Jeg har dog en lille mistanke om, at jeg ikke giver kaos eller mine følelser nok plads, men at jeg derimod lidt for hurtigt forsøger at analysere dem og sætte dem i bås. Det kunne også stemme overens med overvægten af "den stærke Mariann" i min personlighed, som straks forsøger at skabe orden. Det har imidlertid været meget indsigtsgivende for mig at skrive dette, idet denne episode er så krystalklar for mig, at jeg ikke har kunnet undgå at se og forstå de sammenhænge, som er indlysende. Dette er dobbeltsidigt, fordi jeg på den ene side er lidt forfærdet over at erfare, hvor grelt det er fat med mig, og på den anden side er jeg glad for at gøre erkendelser, som forhåbentlig kan være medvirkende til, at jeg bliver i stand til at skabe grundlaget for et godt parforhold for mig selv.

 

3.4 Gennemgang af casen: "Den stærke kvinde og den lille pige"

Jeg har delt casen op i seks dele. Jeg mener, det er nødvendigt at læse casen for at kunne forstå dette afsnit. Jeg vil analysere, hvad casen afspejler udfra de teorier, jeg har gennemgået. Selvom casen er selvoplevet materiale, vil jeg benævne personen, der omtales i casen, som Mariann. Dette gør jeg for at adskille mig, som den der skriver dette speciale, fra hende som oplevede casen for nogen tid siden. Det har også en psykologisk effekt, at jeg laver denne adskillelse, idet specialet rent følelsesmæssigt går meget tæt på, og det kan indimellem virke som en terapeutisk proces, der gør det svært for mig på samme tid at skulle forholde mig neutral og analyserende.

Casen bliver kaldt "Den stærke kvinde og den lille pige", fordi den viser, hvordan disse to modstridende sider udkæmper en indre kamp imod hinanden. Denne kamp illustrerer den narcissistiske problematik, hvor Personaen, illustreret som den stærke kvinde, søger at undertrykke Skyggen, der fungerer som den lille følsomme pige.

I del 1 bliver den narcissistiske problematik beskrevet, her består komplekset i fortrængning af de barnlige sider af Skyggen, samt en grundlæggende holdning af ikke at føle sig accepteret, og værdig til at blive elsket som den lille pige. Skyggesiden, den lille pige, lever mest i det skjulte på det ubevidste plan, men når hun viser sig på bevidsthedsplanet er det på en ubalanceret måde, som værende meget ked af det eller gal. Dette svarer til svingningerne imellem den depressive og grandiose tilstand. I den depressive tilstand er Mariann den lille pige, som ikke tror på sig selv, og i den grandiose tilstand er hun den stærke kvinde, som også er Personaen. Den lille pige er bange for at vise sine følelser, selvom Personaen ønsker det, så Mariann kan blive en god klient for psykologen. Angsten for at vise følelserne kan imidlertid føres tilbage til kompleksets kernepunkt, hvor forældrene, som nu er internaliserede, ikke accepterer denne adfærd, og derfor fratager de hende deres kærlighed. Mariann kan af den grund ikke hvile i den fraspaltede lille pige og derigennem få kontakt med sit sande Selv.

Mariann har en længsel efter moderen og de moderspecifikke holdninger, og dette søger hun i sine kærester. I del 3 lykkes det ikke for Mariann at få dette fra kæresten, fordi hun ikke har kontakt med sine behov og derfor er ude af stand til at udtrykke dem, istedet bliver hun skiftevis gal og ked af det. Samtidig virker komplekset på den måde, at Mariann opfanger alt, der bekræfter hende i, at hun ikke er værd at elske. I det beskrevne negative forløb i del 3, kan det også virke som om, Mariann skiftevis projicerer de negative forældre og den gode moder ud på kæresten. Dette resulterer i vrede over, at de ikke har elsket hende, som det hun er og sorg over ikke at føle sig elsket.

I selve episoden fra København i del 2 virker det som om, komplekset har taget magten over Jeg‘et, og at Mariann er den fraspaltede Skygge, hvilket overrasker hende. Hun har projiceret den omsorgsgivende moder ud på kæresten, og måske tager komplekset magten så hurtigt, da det igennem længere tid har ophobet sig, idet hun ingen kæreste har haft. Det kunne også tænkes, at det ubevidst fra den grandiose, stærke kvinde var en test på, om manden kunne leve op til hendes krav. Mariann vælger dog at forsøge at blive i og acceptere den lille pige, istedet for at forsøge at fortrænge hende så hurtigt som muligt for at genoprette personlighedens normale balance. Det var imidlertid et smertens rum at befinde sig i, med opspilet mave og gråd siddende i halsen, hvilket tyder på, at der er megen modstand til stede. Dette skyldes muligvis vreden, som undertrykkes, fordi hun endnu ikke kender kæresten godt nok til udtrykke den eller angsten overfor ham af frygt for at miste ham. Det lykkes dog, igennem at forholde sig til den lille pige, at opnå noget moderlig omsorg og kontakt med sit sande Selv, så Mariann bliver bevidst om sine behov og bliver istand til at udtykke dem.

Mariann er i casen i en udviklingsproces, hvor hun selv prøver at være aktiv ved at reflektere over, hvad der foregår. Hun har to lag i sit kompleks, som er vreden og sorgen, men hun mener i del 4, at kun sorgen og smerten er et udtryk for den lille pige. Dette skyldes måske, at hun har fundet ud af, at hvis hun vil have omsorg, da opnår hun den lettest ved kun at give udtryk for sorgen. Vreden er imidlertid også tilstede, og den kommer til udtryk i del 5, hvor hun overvejer, om han nu virkelig er god nok til hende, fordi han også er den onde forælder, der ikke giver hende nok kærlighed. Det virker somom, Mariann, i sin integrationsproces, i første omgang prøver at være i sorgen, hvorimod hun fortrænger vreden. Jeg synes, det er spændende, at den lille pige, som i første omgang fremstår som lille og følsom og helt identificerer sig med, at hun ikke er værd at elske, på samme tid indeholder en styrkeside, som mener, hun er værd at elske, idet vreden viser sig, når dette ikke sker. Men det kunne også tænkes, at det var den stærke prestigeorienterede Mariann, som blev gal. Denne side af Mariann kan også være med til at passe på den lille pige og forsøge at skabe, hvad hun har brug for. Det kan tænkes, at den stærke Mariann vurderer kæresten i forhold til dette ved at blive gal og i del 5 overveje, om kæresten er noget for hende. I det hele taget virker det i casen som om, at Marianns stærke og prestigeorienterede kvinde også kunne være hendes Animus, og at Mariann som fortælleren er ret ubevidst om denne side af sig selv. Måske er der tale om en Animusbesættelse, som jeg kommer ind på i næste kapitel.

Mariann er i del 6 blevet klar over, at hun svinger mellem, at det er den lille pige, som har overtaget i personligheden eller den stærke kvinde, de to sider repræsenteres ved Skyggen og Personaen. Efter Københavnerturen tager Personaen og de internaliserede forældre igen magten i personligheden og Mariann forkaster og fordømmer straks sin opførsel, og føler sig overbevist om, at alt er tabt. Hun har vist de sider af sig selv, som forældrene ikke accepterede, så nu vil hun endnu engang opleve at miste kærlighed, fordi hun ikke var "rigtig". Dette illustrerer igen, hvordan personen med de narcissistiske problematikker svinger imellem depression og grandiositet, idet hun før depressionen overvejede, om kæresten overhovedet var noget for hende (del 5).

Det er lidt uklart, om det er Personaen eller Jeg’et, der skaber modstanden, når Mariann i komplekset er den lille pige, fordi de derved bliver fortrængt fra bevidstheden. Men vreden og stoltheden kan også stamme fra det kollektive ubevidste fra et lag, som stammer fra en matriarkalsk tidsalder, hvor kvindelighed var ensbetydende med styrke og stolthed. Jeg vender tilbage til dette emne i næste kapitel i afsnittet om det kollektive ubevidste.

Mariann virker i del 4 og 5 som om, hun er begyndt at blive klar over, at hun må give denne omsorg og tryghed til sig selv, fordi det ikke lykkedes særlig godt at modtage dette fra hendes kærester. Som der står i del 5, "er det som om, den lille pige lukker af for hengivelse og åbenhed af angst for ikke at få accept", og i del 1 bliver hun "underligt tom indeni", når hun modtager omsorg. Mariann er lidt usikker på, hvordan kærligheden til sig selv opstår, men det virker som om, hun i del 6 længe har arbejdet på at integrere og rumme den lille pige med det resultat, at hun fylder mere i personligheden. Det er sandsynligvis også årsagen til, at Skyggesiden i Mariann fremtræder så tydeligt, og at hun har så megen bevidst kontakt med, hvad der sker. I uintegreret form lever Skyggen helt i det ubevidstes mørke, og personen har ingen bevidst kontakt med Skyggen, men projicerer derimod det hele ud på omverdenen. Man kan overordnet sige, at Mariann må integrere en positiv moder, som kan give hende tryghed, tillid og støtte hende i hendes følelsesmæssige udvikling, hvis dette sker, behøver hun ikke længere en kæreste til at tage sig af den lille pige eller at undertrykke sin vrede og styrke, idet den gode moder i hende ville være tolerant og forstående samt med kærlighed og omsorg hjælpe de mindre udviklede sider af personligheden med at udvikle sig. I hendes kærlighedsforhold søger hun kærester, som kan give hende moderlig omsorg, men når så Personaen eller de indre forældre tager over i personligheden, så synes hun, at kæresten er kedelig og starter kampen (del 6). Disse kampe kan være opstået, når Mariann på grund af sine indre forældre og sin Persona vil have kæresten til at leve op til de samme perfektionistiske krav, som hun selv forsøger at leve op til, men også fordi hun ubevidst vil have kæresten til at ligne forældrene. Selvom deres kærlighed har været problematisk, er det den eneste model, Mariann kender og er i stand til at modtage. Det viser sig også i forhold, hvor manden tærsker kvinden, at hun gang på gang finder sig i det, eller at hun finder en ny mand, som har samme adfærd. Ofte er disse kvinder og deres mænd mennesker, som har fået tærsk af deres forældre i opvæksten.

Jeg vil afslutte denne analyse og gennemgang af casen med at kommentere metaniveauet i del 1 og 6. Mariann tør hos psykologen at begive sig ind i det ubevidste land og være åben overfor, hvad der viser sig. Samtidig er hun klar over, at Persona og Jeg´et forsøger at styre og kontrollere, hvad der psykisk sker. Dette kan tyde på en rimeligt integreret bevidsthed og et stærkt Jeg, hvilket ikke er normalt for de narcissistiske problematikker, her fremstår Jeg´et som mere fragmenteret og kan let oversvømmes af det ubevidste. Samtidig med at Mariann oversvømmes af det ubevidste, kan hun stadig til en vis grad holde fast i Jeg´et og er i stand til at være medbestemmende i begivenhedernes gang. Men som det også fremgår af casen, har hun i længere tid været inde i en udviklingsproces, hvor hun forsøger at integrere det ubevidste.

Jeg vil i næste afsnit undersøge, hvordan kærlighed kan forløses, så evnen til at elske kan udvikles af mennesker med narcissistiske problematikker og samtidig sammenholde disse teorier med udviklingsprocessen i casen.

 

3.5 Udvikling af den indre kærlighed

Asper mener, at integration af Skyggen sker ved, at personen tilegner sig sin barndomshistorie og forsøger at tilgive og forstå sine forældre (Asper,1991,p.165). Klienten vil da genvinde kontakten med sine følelser og forstå sig selv ved at acceptere det, der skete og erkende, at det ikke kunne have været anderledes.

Det er vigtigt, at integrere Barnet i Skyggen, fordi det viser vejen til personlighedens helhed. Barnet er også forbundet med kreativitet og fasination for bevidstheden. Integrationsprocessen kan foregå ved, at terapeuten "låner" klienten med den narcissistiske problematik sine følelser, fordi det i starten er meget angstprovokerende for personen selv at mærke dem (Ibid.p.176). Terapeuten optræder som det fortrængte barn med alle dets følelser, og klienten er i forældrenes rolle. Ved først at få fortalt om klientens barndom får terapeuten mulighed for indføling i Barnet. Terapeuten udmaler følelserne for hende og fantaserer om de ting, som forblev usagte. Med udgangspunkt i klientens reaktioner, følelser og projektioner kan de sammen søge efter de årsagssammenhænge, som skabte de narcissistiske mønstre i barndommen. Derefter rekonstrueres klientens individuelle historie, og man forsøger at finde frem til hvad der ligger til grund for forsvarsmekanismerne for at forstå deres funktion (Ibid.p.174). Igennem små rekonsstruktioner af barndommen kan klienten nærme sig sit indre Barn og dermed det narcissistiske sår, hvilket resulterer i en sørgeproces, der udmunder i en forvandling. I sørgeprocessen bliver smerten ledsaget af et raseri, som er en væsentlig del af sorgen. Igennem sørgeprocessen lærer klienten at forholde sig til sin lidelse og lader sig forvandle af den, herved udvikler han/hun en accepterende og forstående holdning til sig selv (Ibid.p.211). Ved at forstå barnet og sætte sig ind i og mærke dets lidelse, mindskes vreden, og det bliver muligt at blive bevidst om sine behov og ønsker.

Det var hvad, der skete i casen i del 2, hvor Mariann fik kontakt med den lille pige og mærkede hendes sorg og smerte. Derved forsvandt vreden, og Mariann blev bevidst om sine følelsesmæssige behov. Under denne proces forsøgte Mariann at acceptere og støtte den lille pige ved at gentage: "Det er i orden, hvad du føler". Dette virkede også til en vis grad, men det afspejles også, at den forstående og støttende holdning endnu ikke er fuldstændig integreret. Derudover virker det ikke umiddelbart somom, at Mariann i casen er bevidst om, hvilken forbindelse den lille pige har med hendes barndom. Hun omtaler ikke barndommen men har udviklet en bevidsthed om sine egne mønstre samt om, hvordan den lille pige kan begynde at blive integrerert i personligheden.

Ved integration af Skyggen er det vigtigt at integrere det personlige ubevidste først, idet klienten med de narcissistiske problematikker har et svagt Jeg, han/hun bliver derfor let oversvømmet af det kollektive ubevidste.Ved at lære Skyggen og sig selv at kende, vil klienten kunne skabe sig et fundament eller et udgangspunkt i forhold til det kollektive ubevidste og derved udvikle et meget stærkere Jeg, som ikke vil blive oversvømmet (Ibid.p.171). Som følge af at længslen og ensomheden er den komplekse grundtone i de narcissistiske problematikker og et svagt Jeg, opstår der forestillinger om Paradiset, som stammer fra det kollektive ubevidste, og som påvirker klienten. Disse forestillinger animerer klienten til at søge efter kærlighed, forhold og mennesker udfra så høj en målestok, at det ikke er realistisk muligt, hvorpå skuffelsen herover på ny vil få det narcissistiske sår til at bryde op (Ibid.p.179). Disse paradislængsler projicerer klienten over på terapeuten, som skal leve op til at være idealet af et menneske. Når terapeuten begår fejl og dermed ikke er perfekt, reagerer klienten som det lille, sårede og skuffede barn, og herved kan komplekset bearbejdes og paradisforventningerne relativeres.

Den samme projektion skete ved mødet med den potentielle kæreste. Han skulle, som den ideelle moder, varetage omsorgen for Mariann og samtidig være den perfekte kæreste for hende. Han kunne dog ikke helt leve op til de grandiose forventninger i anden omgang i del 5, hvor Mariann overvejer, om han nu er god nok. Men i tredie omgang i del 6 ryger Mariann ind i den depressive fase og bliver bange for, at kæresten vil afvise hende. I del 6 beskriver Mariann, hvordan hun gerne vil have en kæreste, som er den altaccepterende Moder. Her virker det som om, den ideelle moder, som arketype fra det kollektive ubevidste, påvirker Mariann i hendes kærlighedsforhold. Hun er dog så småt ved at blive bevidst om dette, og hun er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er muligt at få indfriet disse forventninger i et kærlighedsforhold. Hermed viser hun, hvad vi også tidligere har fået bekræftet, at Mariann har et rimeligt stærkt Jeg, idet hun er i stand til at adskille de kollektive ubevidste forventninger fra de realistiske, uden dog selv at være helt bevidst om dette.

Efterhånden som personen lærer sig selv og sin Skygge at kende, vil han/hun blive i stand til at adskille sig selv fra det kollektive ubevidste og dermed de arketypiske forestillinger om Paradis. Der vil da ske en forløsning, hvorved klientens egne forventninger kan belyses udfra mere menneskelige dimensioner og ufuldstændigheder (Ibid.). Klienten vil da blive i stand til at bedømme sig selv og andre udfra mere realistiske synspunkter.

Når klienten får bearbejdet og forstået sin barndoms historie og i højere grad kan give slip på kontrollen og sin perfektionisme, da kan han/hun begynde at orientere sig om sit indre (Ibid.p.195). Klienten begynder da at blive bevidst om sig selv, og han/hun får mere kontakt med livet og sit eget væsen. Derved vil han/hun fremtræde som et individuelt væsen, som kan begynde at elske sig selv og sige ja til sig selv. Det er nødvendigt med kærlighed og omsorg for sig selv for at blive i stand til at adskille sig fra sin egen negativitet og møde de mørke sider i sig selv uden at blive opslugt. Men øvelse gør mester, udvikling af kærlighed til sig selv og integration af negativiteten i den psykiske totalitet sker langsomt dag for dag, hvor klienten selv er med i processen (Ibid.p.194). Igennem denne udviklingsproces vil Skyggen blive synliggjort og integreret, og det bliver dermed muligt for klienten at få kontakt med sine behov og personlige længsler, og de kan da blive opfyldt. Personen vil lære at sige ja til sig selv og sin lidelse uden at skulle dyrke den i depressionen, men i stedet udvikler han/hun en positiv kreativitet i forhold til sig selv og livet.

Mariann har i en vis udstrækning sig selv med i sin udviklingsproces ellers ville hun ikke have haft så stor en forståelse af reaktionsmekanismerne, som casen afspejler, og hun ville ikke have været i stand til at gøre, hvad hun gjorde i forhold til kæresten. Selvom det var hårdt for hende at skulle rumme den lille pige, medførte det, at Mariann fik og i nogen grad kunne tage imod omsorg fra kæresten. Hun fik også til en vis grad integreret den lille pige og blev derved bevidst om sine behov udfra personlighedens helhed. Hele casen viser, at Mariann er på vej til at få integreret Skyggen og skridt for skridt at få kontakt med Selvet.

Personen kan begynde at se fremad og er ikke længere i samme grad påvirkelig af sin omverden han/hun skaber i stedet et balancepunkt i sit eget indre. Fremfor at koncentrere sig om, hvad der er godt for andre, begynder personen at føle sig mere selvstændig og afgrænset fra andre (Ibid.p.213). Man kan sige, at personen i positiv forstand bliver mere egoistisk, men til gengæld kan den egocentriske stræben efter Paradis opgives. Personen bliver mere realistisk med, hvad han/hun kan give uden at blive skuffet, hvis han/hun ikke får noget tilbage.

Ifølge Martinus’ teorier, tilhører egoismen den Dyriske kærlighed og er ikke positiv, men pr. definition meget egoistisk. Det kan måske hænge sammen med, at i den Dyriske kærlighed er personen klar over sine behov og prøver at opfylde dem uden at tage hensyn til andre og deres behov. Personer med narcissistiske problematikker har derimod ingen fornemmele af egne behov, men forsøger at opfylde andres behov for derved selv at modtage kærlighed. Når det så ikke lykkes, bliver de skuffede og gale. Her vil det være mere hensigtsmæssigt og opbyggende for personen, hvis han/hun lærer sine egne behov at kende og selv søger for at opfylde dem. Derved bliver han/hun i mindre grad offer for og afhængig af, hvad andre giver eller ikke giver, og i større grad bliver personen i stand til at tage ansvaret for sig selv og forme sit kærlighedsliv.

I kærlighed vil personen da også opnå at kunne give noget til andre, for at give og ikke for at få noget igen. Hermed bliver individet i stand til skænke sig selv og andre en kærlighed, der minder om den Menneskelige og åndelige kærlighed. I den narcissistiske kærlighed vil personen skiftevis være barn og forældre i forholdet til sin kæreste. Men med en integreret Skygge vil personen kunne elske med en moden selvstændig kærlighed. I forlængelse af denne udvikling vil personen i sidste instans kunne tage ansvar for andre og elske næsten, som er det modsatte af egoismen.

Udfra egne og klienters erfaringer med terapi er jeg nået til den konklusion, at i en overgangsfase kan selvkærligheden og selvomsorgen blive for egoistisk og afgrænsende overfor andre mennesker. Dette er kun en overgang, og det skyldes, at man har brug for at lægge afstand til sine gamle mønstre, og at dette må gøres på en lidt radikal måde. Men efterhånden som personen bliver tryg og bliver i stand til at håndtere det at give selvomsorg og tage hensyn til sig selv, da kan han/hun slappe af og afbalancere sig selv i forhold til egne og andres behov.

Tillid

En af de grundlæggende egenskaber, der mangler i den narcissistiske problematik, og som samtidig er vigtig i forhold til at turde føle og elske er tillid. Et dårligt mor-/barnforhold, samt det faktum at man ikke blev accepteret, som den man var i barndommen, kan resultere i en grundlæggende mistillid til sig selv og andre. Dette kan blandt andet medføre en manglende evne til at kunne elske sig selv og andre på en givende måde.

Denne mistillid smitter også af i forhold til en guddom eller de højere magter, uanset om man tror på noget sådant eller ej (Ibid.). Igennem integrationen af Barnet i Skyggen sker der en dyb forvandling af personen: et guddommeligt barn fødes i menneskets sjæl som én af Selvets former. Det betyder, at der opstår en følelse af at blive taget imod samt at kunne have tillid til livet og en højere intelligens eller guddom (Ibid.p.215). Herved kan personen slippe barndommens traumer og følelsen af manglende omsorg, og i stedet kan han/hun orientere sig mod tilliden til i sit indre, guddommelige Barn. Det indre Barn er som det lille Jesusbarn, der bliver forfulgt, men som overvinder alt med kærlighed. Det lille, guddommelige Barn kan vokse sig stor og, i overensstemmelse med Jungs teorier, blive en indre repræsentant for udøvelse af den åndelige kærlighed.

Udfra ovenstående kan jeg opsamle, at igennem integration af Skyggen "fødes" der et guddommelig Barn, som er i stand til at modtage og udøve åndelig kærlighed samt at skabe større tillid til livet. Hermed vil den tillid, som man ikke fik i opvæksten, og som er så vigtig for Kærlighedsevnen, blive dannet påny ved fødslen af et åndeligt Barn.

Tro

Man kan så spørge sig selv om, det at få eller have evnen til en højere kærlighed automatisk indebærer, at man vil komme til at bekende sig til en guddom ?

Her mener Martinus, at menneskeheden af i dag er ved at holde op med at tro på de dogmer, som formidles i de forskellige religioner (Martinus,1932). Vores intelligens er ved at være så højt udviklet, at vi vil vide fremfor at tro. I den udviklingsfase, som mennesket af i dag gennemgår, vil følelserne og intelligensen udvikles, og vi vil dermed få bedre sanseredskaber til selv at opleve guddommen, og hvordan alting hænger sammen. Så udfra Martinus’ opfattelse medfører udvikling af Kærlighedsevnen et forhold til en højere intelligens, men den praktiseres på en anden måde end i den dogmatiske tro.

Afslutning

Overordnet kan jeg konkludere, at de narcissistiske problematikker, som Asper mener eksisterer som almen neurose i det vestlige samfund, skaber dårlige betingelser for evnen til at elske udfra en højere kærlighed. Personen med de narcissistiske problematikker er afhængig af sin kæreste, fordi han/hun ikke selv er bevidst om sine behov og heller ikke er i stand til at give sig selv omsorg og kærlighed. Dermed er personen nødsaget til at gå ind i en slags byttehandel med sin kæreste, og vedkommende kan hermed ikke elske udfra et højere princip, hvor man giver for at give, men er i stedet nødsaget til at give for at få kærlighed igen, hvilket ligner den Dyriske kærligheds måde at fungere på.

I bearbejdelsen og integrationen af de narcissistiske problematikker er det nødvendigt at undersøge personens barndom og livshistorie for derigennem at finde årsagerne til kompleksernes dannelse og mønstre. Ved hjælp af overføring og projektion på en terapeut eller en kæreste bliver personen i stand til at se egne delpersonligheder udspille deres dramaer, det resulterer i en proces, hvor Skyggen kan integreres i personligheden. Denne proces indeholder forskellige niveauer, som skal gennembearbejdes, men især er en støtte til Jeg’et og en vis grad af selvkærlighed nødvendig for, at processen kan iværksættes. Men denne proces, hvor Skyggen integreres og evnen til at føle og elske generobres, er en øvelse og en proces, der langsomt skrider frem dag for dag.

Personen vil da blive i stand til at se sig selv og andre udfra en mere realistisk synsvinkel. Det bliver hermed muligt at skabe accepterende og vækstfremmende holdninger, og man bliver også i stand til at leve for sig selv og sin egen lykke. Dette medfører, at personen på et tidspunkt i processen kan blive lidt for fokuseret på egne behov, som han/hun ikke tidligere har haft kontakt med. Det er imidlertid et skridt i udviklingsprocessen, for at personen kan blive stærkere i sit eget Jeg samt adskille sig fra andre og det kollektive ubevidste.

I slutningen af processen, hvor Skyggen integreres, fødes der et guddommeligt Barn i personligheden, hvorigennem individet i større grad bliver i stand til at føle tillid og accept fra en højere intelligens. Tillid er meget vigtigt i forhold til at kunne elske sig selv og andre, og den bliver i en vis grad beskadiget i de narcissistiske problematikker. Ved fødslen af det åndelige Barn føler individet en tillid til en guddom eller højere intelligens og kan derved i stor udstrækning slippe barndommens traumer. Dette er først muligt, når personen i vid udstrækning har integreret de moderlige holdninger og omsorgen for sig selv, for at personen i symbolsk betydning kan blive moder for et guddommeligt Barn. Moderen eksisterer også som arketype i mennesket, og det er derfor vigtigt at kunne integrere hende fra det kollektive ubevidste, for at processen kan blive vellykket. Jeg vil vende tilbage til, hvordan dette gøres i næste kapitel.

Overordnet vil jeg konkludere, at kærligheden kan udvikles fra at være Dyrisk og instinktiv, som den er i overvejende grad ved en uintegeret Skygge, til igennem integration at blive en del af og udvikle sig til en højere form for kærlighed, hvor der skabes en positiv kontakt med en guddom eller højere intelligens. Denne udvikling af den indre Kærlighedsevne foregår igennem en integrationsproces, der sker gradvist, og hvor personen selv er med. Udvikling af Kærlighedsevnen bliver derfor også et spørgsmål om at få indsigt og øve sig i at udvikle kærligheden, hvor personen lærer at elske sig selv og dermed også andre.

Download speciale
Til toppen

Til kapitel 4