Kapitel 4

Billede af Lis Bramsen - klik for yderligere information

Vores indre mandlige og kvindelige egenskaber

4.1

Det maskuline og feminine i vores indre

4.2 Dannelse af det maskuline og feminine i barndommen
4.3 Anima og Animus i det Ubevidste
4.4 Integration af Anima og Animus i det Ubevidste
4.5 Bevidstgørelse af Selvet

Vi har i sidste kapitel undersøgt, hvordan det er muligt at integrere Skyggen i vores Ubevidste for at kunne belyse, hvilken betydning det har for vores indre Kærlighedsevne. Vi fandt ud, at især de barnlige aspekter af Skyggen har stor betydning for vores evne til at kunne elske, og ved integration af disse aspekter kunne vi udvikle kærligheden til at blive mere næstekærlig.

I dette kapitel vil jeg undersøge vores indre mandlige og kvindelige egenskaber, fordi de både udfra Jung og Martinus er vigtige i forhold til kærligheden. De behandler bare emnet fra forskellige vinkler. Jung bruger Anima og Animus som en selvstændig del af personligheden, som repræsenterer vores modsatkønnethed både i det personlige og kollektive Ubevidste. Han beskæftiger sig i sine teorier meget med, hvordan Jeg´et og Bevidstheden kan blive integreret med vores modsatkønnethed som et skridt på vejen mod udvikling af højere kærlighed.

Martinus betegner det modsatkønnede i et individ som den modsatte pol og mener, det er vigtigt at udvikle denne for at kunne udvikle den menneskelige kærlighed. Men Martinus fokuserer mere på udviklingen fra Dyr til Menneske, hvor udviklingen af den modsatte pol automatisk følger med og hvor udviklingen af den modsatte pol afspejler, hvor langt personen er i den menneskelige udvikling, som er de egenskaber i individet, der danner Kærlighedesevnen.

I forhold til at undersøge hvordan de maskuline og feminine egenskaber påvirker udviklingen af menneskets Kærlighedsevne er det vigtigt at belyse, hvad disse egenskaber består af, og hvordan de dannes. Dette vil jeg gøre i de to første afsnit af kapitlet, og her har jeg valgt af fokusere på, hvordan betingelserne for Kærlighedsevnen ser ud og skabes både på et individuelt og kollektivt plan.

Derefter vil jeg i afsnit 4.3. koncentrere mig om Anima og Animus i det Ubevidste, og hvordan disse ubevidste modsatkønnede egenskaber i mennesket kan påvirke kærligheden i os selv og vores kærlighedsforhold på godt og ondt. Jeg belyser mest, hvordan kærligheden kan være problematisk og viser facetter af en lavere form for kærlighed med magtkampe, smerte og kaos. Jeg har forsøgt at vise de mere problematiske sider af kærligheden for at undersøge, hvordan disse dynamikker opstår og fungerer i det enkelte menneske. I afsnit 4.4. vil jeg belyse, hvordan den lavere form for kærlighed kan udvikle sig til en højere form via integration af de modsatkønnede egenskaber i det Ubevidste. Her vil jeg også præsentere en meget interessant teori af Fasting, som omhandler fortidens påvirkning af individet i dag, og dennes forhold til de feminine og maskuline egenskaber. Det viser sig, at de feminine og moderlige egenskaber i vores samfund ikke fungerer så godt, hvilket har stor betydning for menneskets evne til kærlighed. Hvad dette skyldes, og hvordan dette kan udvikles udfra dette perspektiv, vil jeg belyse i kapitlet. Derudover vil jeg kort beskrive, hvordan en videre udvikling, efter integrationen af Anima og Animus i det Ubevidste, kan foregå ifølge Jungs teorier. For på den måde kort at fortælle om den videre udviklingsvej til opnåelse af Kærlighedsevnen, og hvordan det er muligt at bevidstgøre Jesus Kristus arketypen. Jesus Kristus er, både for Jung og Martinus, et eksempel eller mellemled for mennesket, mod evnen til at kunne udøve en højere form for kærlighed. Men der er et stykke vej endnu, før mennesket af i dag befinder sig der, hvor han/hun besidder disse kærlighedsevner. Jeg har rimeligt detaljeret forsøgt at beskrive det første korte stykke af en mulig vej at gå i udviklingen af Kærlighedsevnen. Den videre udvikling, mod realisering af en Kærlighedsevne på Jesus Kristus’ standard, er kort skitseret for at vise vejen mod den højeste form for kærlighed, vi kender her på jorden.

Martinus skriver, at det er vigtigt, at udviklingen foregår på en balanceret måde, hvilket betyder langsomt og støt som en plante igennem udvikling (Martinus 1932). Den modsatte pol kan godt åbne sig for hurtigt ved forceret udvikling, hvor personen har været udefor seksuelt overgreb eller ved bevidsthedsudvidende metoder eller stoffer, som individet udviklingsmæssigt ikke er parat til. I udviklingen fra Dyr til Menneske bliver der et tidspunkt i udviklingen, hvor den modsatte pol er stærkest i individet. Hvilket betyder, at personen ikke kan have et normal heteroseksuelt forhold, og i en periode er meget i sin modsatte pol. Dette er dog kun en overgang, indtil den modsatte pol er helt udviklet, så den kan indgå i et balanceret, ligeværdigt forhold med den primære pol. Herved bliver individet til et fuldkomment menneske, som Jesus Kristus, og har herefter evnen til at udøve ægte næstekærlighed (Martinus,1982,p.822).

Jeg har kort skitseret den overordnede teori om udviklingen af den modsatte pol udfra Martinus. Sammen med hans teorier om udvikling fra Dyr til Menneske i kapitel 1 viser dette, hvordan udviklingen af den modsatte pol foregår. Jeg vil derfor, med få undtagelser, ikke beskæftige mig med hans teorier i dette kapitel, men mere koncentrere mig om Jungs teorier om integration af Animus og Anima, som han, sammen med andre Junginspirerede forfattere, har udbyggede teorier om.

4.1 Det maskuline og feminine

Martinus beskriver et 100% maskulint væsen, som en person, der udelukkende begærer det feminine væsen. Tilfredsstillelse af dette begær er personens højeste livslykke (martinus,1983,p.1886). Kampen om at besidde et feminint væsen bliver personens selvopholdelsesdrift, og andre af samme køn er dødsfjender eller medbejlere. Martinus mener, at det seksuelle begær er en hunger efter sjælelig føde, som består af liv (Ibid.p.1889 ff.). Begæret efter liv betyder, for det 100% maskuline væsen, intim, fysisk og sjælelig forening med et feminint væsen. Et maskulint væsens største dyder er kamp, styrke til at dræbe andre og selvopholdelsesdrift og kun i forbindelse med det modsatte køn og eget afkom, kan personen have en blidere og mere medfølende natur. Personen elsker kun sig selv, men denne kærlighed kan kun manifesteres eller udløses i forbindelse med det feminine væsen, så han har brug for det feminine væsen ligesom for føde (Ibid.).

Det 100% feminine væsen har tilsvarende et livsbetingende begær efter at føle sig tilknyttet og besiddet af et maskulint væsen. Det femine væsen har en organstruktur, som kan modtage mandens organstruktur, og dette udvikler hengivelse og underkastelse for det maskuline væsen (Ibid.p.1894). Kvindens organisme er mere spinkel end mandens og er beregnet på at føde afkom og blive forsvaret af det maskuline væsens mere udviklede organisme. Det feminine væsen har ligesom det maskuline følelsen af ejendomsret over hinanden og fornemmer skinsyge overfor væsner af samme køn og sympati overfor det modsatte køn (Ibid.).

Disse beskrivelser af det feminine og maskuline i renkultur er efter Martinus’ teorier vores fundamentale urnatur, hvor vi er rene Dyr. Først da udviklingen af den modsatte pol startede, begyndte udviklingen af mennesket her på jorden, både fysisk og psykisk. Dette kan sammenlignes med Jungs beskrivelse af den kollektive urbund, hvor individet primært er et Dyr med et instinktivt begær og kærlighed, som ligger i det kollektive Ubevidste som arketyper og påvirker mennesket. Det kollektive Ubevidste afspejler også menneskets udvikling fra Dyr til det Menneske, som vi er i dag. Det kollektive Ubevidste og dets arketyper kan så bryde igennem til en persons bevidsthedsplan indenfor områder, som ikke er integreret i personligheden eller i det personlige Ubevidste og tage magten.

Martinus og Jung opfatter måden, som fortiden påvirker individet, på lidt forskellige måder. Jung mener, at fortiden påvirker os igennem det kollektive Ubevidste som en slags kollektiv psykisk arv, som ligger i vores genetiske struktur, når vi bliver født (Jacobi,1968,p.44 ff.). Hvorimod Martinus står for reinkarnationstanken, hvor individet igen og igen bliver født på jorden, og udvikler sig igennem dette til at blive til et rigtigt Mennenske (Martinus,1986,p.190). Herved bliver fortiden til selvoplevede erfaringer, som ligger i underbevidstheden, og som individet ikke har dagsbevidst adgang til. Dette bliver først til dagsbevidst, når personen har udviklet følelseslegemet i tilstrækkelig grad.

Så menneskenes fortid her på jorden og hvordan vi har været mand og kvinde i fortiden, påvirker mennesket i dag efter både Martinus´ og Jungs teorier. Jung mener, det kollektive Ubevidste skal integreres i personligheden, og Martinus mener, at vi skal besejre Dyret i os og udvikle de menneskelige egenskaber. Jeg vil senere i dette kapitel komme ind på, hvordan fortiden kan påvirke vores Kærlighedsevne.

Eros og Logos

De rendyrkede feminine og maskuline egenskaber findes stadig i mennesket i dag i en vis udstrækning, men den begyndende mennskelige udvikling og integration af Skyggen har udviklet disse primitive egenskaber til at være mere menneskelige. Jeg vil undersøge, hvordan Jung og hans kone Emma Jung definerer de maskuline og feminine egenskaber som Logos og Eros, der mere svarer til, hvordan disse egenskaber ser ud i mennesket i dag.

Emma jung beskriver Logos som en udvikling, der starter med kraften, derefter handlingen, ordet og tilsidst meningen (Jung E.,1984,p.11), hvor kraften bliver defineret som vilje og målrettet kraft. I den form som Logos mest viser sig i dag, er som fornuftens skelnende og ordnende princip, men de andre egenskaber viser sig også i forskellige former, hvor Eros er forbundethed med og forhold til mennesker (Ibid.p.64). Jeg har god erfaring med at bruge et billede på at beskrive de to kvaliteter som, når man går ud af en vej. Her vil det maskuline princip hellige sig målet i en "gøren og handlen", hvor man primært er fokuseret på målet, og på vejen dertil ikke ser så meget til siderne. Hvorimod det feminine princip med sin "væren" vil sanse omgivelserne og stemningen på vejen og ikke være så fokuseret på målet. Billedligt vil Logos repræsentere længden af vejen og Eros bredden af vejen. Hvor begge er nødvendige for at nå sine mål og opleve livet undervejs.

Jung C. beskriver Eros som den store sammenbinder og opløser, som betegner Eros som et sjæleligt forhold. Hvor Logos står for mandens øverste princip, og som kendetegnes ved saglig interesse (Jung,1992,p.53). I forhold til kærligheden skriver Jung, at den, der favoriserer Eros, har en kompenserende modsætning i magtviljen og frygt og omvendt, når man betoner magten kompenserer Eros ved at ligge i Skyggen (Ibid.p.51). Det virker som om, at Jung mener, at kærlighed og Eros er tæt forbundet, hvor magt og frygt er deres modsætning. Idet han skriver, at hvor kærligheden hersker, er der ingen magtvilje, og hvor magten har forrang, der mangler kærligheden (Ibid.). Magt og frygt er derfor kærlighedens og Eros´ modsætning, hinandens kompenserende Skygge. Men kun ved at blive bevidst om det fortrængte, kan der opstå en modsætningsspænding, som er grundlaget for udvikling og integration indenfor Jungs teorier. Så magt og kærlighed er hinandens modsætning og hænger sammen som to sider på en mønt. Det er derfor ikke så underligt, at der tit kan forekomme magtkampe i kærlighedsforhold, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Eros og Logos står for det feminine og det maskuline princip i mennesket, men det repræsenterer også det kvindelige i manden og det maskuline i kvinden, som bliver kaldt Anima og Animus. Disse begreber kan også bruges overordnet som repræsentanter for Eros og Logos for begge køn. Men jeg vil for overskuelighedens skyld kun bruge begreberne Anima og Animus som betegnelser for egenskaber af det modsatte køn, hvis jeg ikke gør opmærksom på andet, hvorimod jeg vil bruge begreberne Eros og Logos overordnet som de maskuline og feminine egenskaber, som eksisterer i begge køn. Foreskellen mellem de to begreber for det feminine og det maskuline er, at Eros i kvinden er mere udviklet i kvinden end Anima i manden, hvor denne fremstår som en mindreværdig egenskab eller Skygge (Ibid.p.60). Hvilket også gælder for de mandlige egenskaber i manden og kvinden. Hele problematikken omkring kærlighed i dette kapitel handler om, hvilke roller Anima og Animus spiller i forhold til kærlighed, og hvordan de integreres.

Eros og Logos står ikke som ligeværdige egenskaber i vores samfund, idet Logos favoriseres som egenskaber i vores samfund, hvilket medfører, at kvinder overbetoner deres Animus, og mænd har en uintegreret Anima (Ibid.p.40). Kollektivt har undertrykkelsen af Eros konsekvenser for forholdet mellem kønnene, hvor kvinden nedvurderes af manden, som på en måde elsker hende mindre. Den kollektive fortrængning af Eros medfører, at de kvindelige egenskaber forfalder til det kollektive Ubevidste, og Eros mister den individuelle differentiering, men fremstår som kollektiv projektion som Jomfru Maria, luder eller heks (ibid.). Denne fraspaltning og fortrængning af Eros medførte generelt en vis aktivering af det Ubevidste, som ikke kunne finde tilfredsstillende udtryk indenfor den strenge kristne symbolik i middelalderen. Hvor overkompenseret tvivl og projektioner fik et fanatisk udtryk ved inkvisitionsgrusomhedernes vanvid ved kirkens reformation (Ibid.p.41).

Jeg har selv haft nogle oplevelser eller billeder, som bare er kommet frem i forbindelse med at skrive dette speciale. Efter at have fået kropsmassage, som var meget dejligt, blev jeg pludselig meget ked af det, og der kom nogle mystiske billeder for mine øjne, som jeg valgte at kikke på. Billederne var frygtelige og forestillede middelalderlige torturscener i et munkekloster af en lille pige på 4-5 år. Jeg blev meget forbavset over disse oplevelser, og der kom efterfølgende følelsesmæssige reaktioner af undren og væren ked af det. Efterhånden som jeg følelsesmæssigt kunne "rumme" det, gik jeg "ind i" disse oplevelser, og jeg blev mere bevidst om, hvad der skete og betydningen af historien om denne lille pige. Det føltes som om, det var mig selv, der var den lille pige, og følelsesmæssigt måtte jeg gå ind i en proces for at forløse de blokeringer, der var i forbindelse hermed. Det var meget spændende, men spørgsmålet er, hvordan den skal tolkes. Efter Martinus’ teorier kunne det være selvoplevede episoder fra et forrigt liv. Efter Jungs teorier kunne det stamme fra det kollektive Ubevidste, men også fra det personlige Ubevidste, hvis denne historie har nogle fællestræk med mit liv og min barndom. Det må stå åbent, hvilken tolkning der kommer på dette ubevidste indslag i min bevidsthed, men det var spændende og udviklende for mig at opleve, hvordan fortiden påvirkede min nutid og få selvoplevede oplevelser, der var samstemmende med Jungs teorier om det Ubevidste.

Middelalderens undertrykkelse af det individuelle feminine, og at Eros stadig undertrykkes i vores samfund har kollektiv betydning for kærligheden. Idet Eros forbindes med kærlighed, og Asper i forrige kapitel belyser de manglende moderspecifikke holdninger som årsag til en dårligt fungerende Kærlighedsevne. Jeg vil nærmere undersøge det kollektive Ubevidstes indflydelse på kærligheden i et senere afsnit. Først vil jeg undersøge, hvordan Anima og Animus dannes i barndommen, for at jeg kan belyse deres betydning for kærligheden.

4.2  Dannelse af det maskuline og feminine i barndommen

Jeg vil bruge Freuds teorier om dannelse af det maskuline og feminine i barnets falliske fase, der kommer efter barnets omtalte objektrelation til den omsorgsgivende person, hvilket blev gennemgået i sidste kapitel. I objektrelationen skabte barnet en grundlæggende kærlighed til sig selv og moderen, men i den falliske fase bliver barnet bevidst om dets eget køn og forskellen mellem kønnene (Hall,1963,p.94). Den falliske fase kommer først til udtryk ved barnets begyndende seksualitet omkring 3-4 år, men starter tidligere, når de erogene zoner omkring kønsorganerne bliver aktiveret (Freud,1973,p.47). Derefter ligger det seksuelle latent fra det 5 år til det blusser op på ny i puberteten.

Seksualytringerne i barndommen er vigtige i forhold til dannelse af det maskuline og feminine i personen, som senere viser sig i hans eller hendes kærlighedsliv og valg af partner. Freud mener, at mange børn får skabt seksuelle hæmninger i barndommen, fordi seksualiteten er så fortrængt i vort samfund, hvilket bevirker, at mange ikke kan huske deres barndom før efter det 6-8 år (Ibid.p.47). Disse seksuelle hæmninger er med til at skabe seksuelle komplekser, som tit bevirker, at impulsive og lystbetonede sider af personligheden bliver fraspaltet og efter Jungs teorier kommer til at ligge i det personlige Ubevidste.

Freud og Jung

Jung og Freud kan i store træk mødes omkring barndommens seksualitets betydning for dannelse af det feminine og maskuline i personen, men på følgende punkter adskiller Jung sig fra Freud. Jung mener ikke kun, at menneskets psykiske drivkraft består af seksuel energi, men at der også findes andre mere åndelige energier i individet (Jung,1992,p.22). Seksualiteten er primært for Jung en psyko-fysiologisk funktion på lige fod med biologiske instinkter, og kun i tilfælde af ophobede tilstande vil seksualiteten oversvømme mennesket. Jung mener ikke, at Freud skelner mellem seksualitet og kærlighed, hvor kærlighed for Jung står for mere åndelige energier end de rent biologiske fysiske behov. Udover den seksuelle libido mener Jung ,at den psykiske energi bliver skabt af eksistensen af modsætninger i personligheden. Eksempelvis kold og varm, indre og ydre, bevidst og ubevidst, energien bliver skabt i spændingsfeltet, og driver personen til at udvikle sig (Ibid.).

Jung mener ligesom Freud, at barndommens seksualitet er forstadiet for den modne seksualitet og individets egenart. Udover barndommens seksualitet påvirker den psykiske og fysiske arv fra det kollektive Ubevidste også udformningen af det makuline og feminine i individet (Ibid.p.24). Jung vil ikke betragte barnet som en selvstændig enhed i barndommen, men mere som et vedhæng til moderen og faderen og er derfor også meget påvirket af dem i dets dannelse af de maskuline og feminine egenskaber (ibid.). Alligevel er Ødipuskomplekset aktuel ved identificering med moderen eller faderen, men denne dramatiske problematik skal ses udfra barnets primitive følelsesverden (Ibid.p.26).

Barnets falliske fase

Inden drengens falliske fase starter, elsker han sin moder og identificerer sig med faderen. Når den falliske fase starter, og drengen bliver optaget af sine kønsorganer, tiltager seksualenergien, og kærligheden til moderen bliver mere incestuøs. Herved opstår Ødipuskomplekset, hvor drengen kræver seksuel besiddelse af moderen og er fjendtlig overfor faderen (Hall,1963,p.93). Herved opstår der kastrationsangst, fordi drengen tror, at pigen er kastreret og er bange for, at det sammen skal ske for ham. På grund af denne angst, sammen med umuligheden i virkeliggørelse af denne seksuelle lyst, fortrænger drengen sin lyst og giver afkald på moderen Ibid.p.94).

Før denne falliske fase har drengen både nogle feminine og maskuline egenskaber i sig, men med Ødipuskomplekset og fortrængningen af sin seksuelle lyst til moderen, identificerer drengen sig med enten de maskuline eller feminine egenskaber og fortrænger den anden. Hvilke kønslige egenskaber drengen identificerer sig med afhænger af styrken af de maskuline og feminine komponenter i drengens konstitution (Ibid.). Hvis de maskuline tendenser er stærkest, identificerer drengen sig med faderen og deler dennes objektbesættelse af moderen. Samtidig træder identificeringen med faderen i stedet for drengens feminine objektbesættelse af faderen.

Hvis de feminine egenskaber er stærkest i drengen, identificerer denne sig med moderen. Med denne identificering får drengen i en vis grad tilfredsstillet sit feminine begær efter faderen, men drengens objektbesættelse af moderen bliver erstattet af en identificering med denne, hvilket medfører, at drengen i en vis grad fortrænger sine maskuline egenskaber.

Ved pigens falliske fase opdager hun, at hun ikke besidder mandens og drengens ydre genitalier. Indtil videre har moderen været pigens første kærlighedsobjekt, men med denne opdagelse føler hun sig kastreret, og hun giver moderen skylden for denne tilstand (Ibid.p.95). Hermed svækkes objektbesættelsen af moderen, og pigen bliver utilfreds og føler ikke, der gives kærlighed nok. Efterhånden som driftsbesættelsen af moderen bliver svagere, begynder pigen at foretrække faderen, fordi han har det ønskede organ, men pigens kærlighed blander sig med misundelse, fordi han har noget, som hun ikke har. Dette kalder Freud penismisundelse, som på lige fod med drengens kastrationsangst er aspekter af det generelle fænomen Ødipuskomplekset. Hvor penismisundelsen er årsag til opståen af Ødipuskomplekset for pigens vedkommende, er kastrationsangsten for drengen årsagen til, at Ødipuskomplekset forlades.

Pigens Ødipuskompleks medfører ,at hun elsker sin far og er jaloux på sin mor, men med modning, og umuligheden af at besidde faderen, vil komplekset forsvinde. Herved viger objektbesættelserne pladsen for identificeringerne. Her gælder det igen som hos drengen, at de kønslige komponenter, som er stærkest i pigen, påvirker hvem af forældrene, som hun identificerer sig med. Efter Freuds teorier virker det somom, at denne identificering ikke er så entydig som hos drengen. Pigen identificerer sig overvejende med moderen eller faderen og fortrænger de modsatte kønsegenskaber, men hun har også en fordel ved i mindre grad at identificere sig med den anden forælder.

Ved identificering med faderen bliver pigen til en vildkat, hvilket kompenserer for de manglende genitalier, og hermed bevarer hun, sammen med faderen, objektbesættelsen af moderen. Hermed undertrykker hun i en vis grad sine feminine egenskaber og objektbesættelsen af faderen. Ved identificering med moderen vil pigen, ligesom sin moder, bruge sine feminine egenskaber til at komme nærmere til faderen, hvilket vil kompensere for det mistede kærlighedsforhold til moderen. Objektbesættelse af moderen vil blive erstattet af identificering med denne og undertrykkelse af de maskuline egenskaber i pigen (Ibidp.96).

Ved Ødipuskompleksets opståen i drengens og pigens falliske fase dannes Over-jeg´et i barnet, som overtager Ødipuskompleksets plads. Udfra Jungs terminologi kan Freuds begreb Over-jeg´et oversættes med Jungs Persona. Dette svarer også fint til hans teori om, hvordan de modsatte kønsegenskaber Animus og Anima i det Ubevidste, kompenserer eller modsvarer Personaen i personligheden. Ødipuskomplekset er også et seksualkompleks, som er omtalt tidligere i specialet, som bevirker, at fortrængte egenskaber i barndommen bliver ubevidste. Her drejer det sig om nogle kønsspecifikke egenskaber, som bliver fortrængt. Udfra Freuds teori behøver det ikke kun at være de modsatkønnede egenskaber, som bliver fortrængt, hvilket er udgangspunktet for Jungs teori om Animus og Anima, men hvad hvis det er personens egne kønsegenskaber, som bliver fortrængt, hvilken betydning vil det have for hans/hendes Kærlighedsevne ? Dette spørgsmål vil jeg vende tilbage til senere i dette kapitel.

Jeg har det lidt ambivalent med Freuds teori om den begyndende dannelse af det maskuline og feminine i barnet. Hvorfor skulle det være mere attråværdigt at have en penis fremfor en livmoder. Tilsammen kan de skabe liv, men det er inde i livmoderen, at barnet skabes. Jeg kan ikke se, at det ene skulle være bedre end det andet. Jeg tror imidlertid, at denne teori, som favoriserer det mandlige organ, afspejler det vestlige samfunds undertrykkelse af de feminine egenskaber og fremhævelse af de maskuline. Barnet vil da, både via sine forældre og andre, mærke denne holdning og reagere derudfra, så teorien virker sikkert i praksis.

Jeg tror dog også, at samfundet har forandret sig siden, Freud lavede sine teorier i starten af dette århundrede. I dag bliver de feminine egenskaber nok prioriteret højere, men der findes nok stadig en uligvægt, hvilket mere nutidige forfattere, som Asper og andre, bekræfter. I Freuds teori virker det som om, at barnet ved identificering med moderen og faderen primært får de egenskaber, som svarer til dets køn. Men på samme måde som det kan være variabelt, hvilke kønsegenskaber barnet kan identificere sig med, har forældrene også i deres præ-seksuelle fase haft det samme valg, hvilket kan medføre, at de identificerer sig med de modsatte kønsegenskaber og dermed formidler disse til barnet.

Hvordan vil det påvirke barnets kønsidentificering og evne til kærlighed ? Ville barnets kønsidentificering så blive en blanding af feminin mandlighed eller maskulin kvindelighed. Jeg vil senere i kapitlet vende tilbage til, hvordan personer, som mest identificerer sig med de modsatte kønsegenskaber, forholder sig til kærligheden. Jeg tror, dette er et fænomen, som bliver mere og mere aktuelt i vores samfund, fordi kønsrollerene er blevet mere opsplittede og diffuse, og de feminine egenskaber er ved at vinde mere indpas.

Overordnet kan jeg konkludere udfra Freud, at barnet uanset køn både kan identificere sig med de feminine og maskuline egenskaber ved sine forældre, når Ødipuskomplekset påvirker barnet i den falliske fase. Det som afgør valget af primære kønsegenskaber afhænger af, om det feminine eller maskuline er stærkest i det indtil da biseksuelle barn. Her kan barnet identificere sig mest med begge kønsegenskaber. Senere i livet når personen kommer i puberteten, og kønorganerne færdigudvikler sig, bliver personen instinktivt og biologisk draget mod parring med det modsatte køn. Da vil kønsidentificeringen fra den falliske fase smelte sammen med personens primære biologiske kønsidentitet og danne en permanent karakterstruktur (Ibid.p.97), hvilket betyder, at en identificering med det modsatte køn i barndommen bliver modificeret ved kønsmodning og aktivering af egen kønsidentitet. Overordnet kan dette betyde, at man vil have to slags mænd og kvinder. Personer som enten er meget identificeret med deres primære kønskvalitet eller har begge kønsegenskaber i sig. Idet de biologiske, instinktive behov primært er tilknyttet menneskets eget køn, er det barndommens identificering, som gør udslaget. Hermed behøver en identificering med det modsatte køn ikke at betyde, at man af den grund bliver homoseksuel, men jeg synes, det er vigtigt at understrege, at de feminine og maskuline egenskaber ikke kun tilhører personer af samme køn.

4.3 Anima og Animus i det Ubevidste

Jeg vil nu gennemgå Jungs teorier om, hvordan moderen og faderen fra barndommen kan påvirke et individs kærlighedsliv og valg af partner. Jeg vil også vise, hvilken sammenhæng der er imellem personens forældre og Animus og Anima, som er vigtige at integrere for, at en højere Kærlighedsevne kan udvikles.

Moderens og faderens påvirkning af kærlighedsforholdet

Udfra Jungs teorier er barnets første billede på dets modsatkønnethed mor og far. Arketyperne for Anima og Animus fra det kollektive Ubevidste og barnets forældre af det modsatte køn skaber tilsammen en blanding, som bliver barnets indre billede af det modsatte køn (Jung,1992,p.48). Her kan moderen, som funktion for barnet af begge køn, være den som beskytter mod indre farer fra mørket i det Ubevidste, og faderen repræsenterer den, som beskytter mod ydre farer fra omverdenen (Ibid.p.62).

I forbindelse med dette er der en problematik, som især er aktuel for drengen, fordi han i starten er så tæt forbundet med sin moder, som er af det modsatte køn. Medens drengen er baby og indtil den falliske fase i 3 års- alderen, lever han i symbiose med moderen og er objekt-besat af hende. Ved Ødipuskompleksets opståen begynder drengen at identificere sig med en af forældrene og kan derved begynde at befri sig fra sin symbiose med moderen. Men tit lykkedes det ikke helt, fordi drengen må skabe en kønsbarriere, hvor han i stor grad må fortrænge sine feminine egenskaber for at kunne finde sin kønsidentitet (Gøtzsche,1984,p.85). Dette skyldes, at drengen til forskel fra pigen er flydt sammen med moderen og de kvindelig egenskaber i en symbiose, og han har derefter svært ved at adskille sig selv og den begyndende kønsidentitet fra symbiosen. Derudover er faderen mest fraværende i forhold til det lille barn, og drengen har da ikke faderen som direkte anker eller en nærværende identifikationsmodel (Ibid.). Denne problematik går igen ved faderen, som af samme grund har svært ved at beskæftige sig med sin baby, idet han derved bliver mindet om sin egen symbiose og får kontakt med det autonome kompleks, som er fraspaltet i barndommen (Ibid.).

Denne kønsbarriere til det modsatte køn bevirker, at når manden har fundet en kvinde, bliver han enten sentimental og afhængig som et lille barn eller også mandig på en firkantet måde (Jung,1992,p.62). Jung mener, at samfundet på dette område behøver et mandligt indvielsesritual, så manden selv kan klare sig mod de indre farer og kan gøre sig fri af moderen. Denne problematik har også rødder i, at samfundet har fortrængt kvindelighed fra et differentieret individuelt niveau til et arketypisk, kollektivt niveau, som det er nævnt tidligere i specialet. Her antager det kvindelige eventyragtige former, som er svært at integrere for drengen, og derved skabes der ikke et godt forhold til det kvindelige.

Barnet vil da bære rundt på dette ubevidste billede af det modsatte køn og vil udvælge en partner, som kan være en positiv eller negativ erstatning for forældrene (Ibid.p.66). Jung mener, dette er godt, fordi der herved opstår kontinuitet og en videre eksistens af det forgangne i det nuværende. Det er en balance, hvor partneren i en vis grad ligner, men som heller ikke stopper en videre udvikling af personligheden (Ibid.).

Denne forbundethed med forældrene kan også skabe problemer i ægteskabet alt efter, hvor positive rollemodeller vi har fået fra vores forældre. For bagdelen ved denne Anima-/Animusprojektion er, at man ikke ser den anden part som han/hun er, men sit eget billede af det modsatte køn. Omkring overgangsalderen ved de fyrre år starter en udviklingproces, hvor personen bliver konfronteret med sin Anima og Animus for i større grad at integrere denne. Det skaber som regel problemer i ægteskabet og sætter udviklingsprocesser i gang, som mennesker i den vestlige verden tit er helt uforberedte på. Jung mener, det skyldes, at den vestlige verden ser det som et ideal at være ubevidst i kærligheden, og at Animus og Anima endnu ikke er integreret i mennesket (Ibid.p.64).

Der er dog sket en udvikling i samfundet, der begynder at underminere den ubevidste ægteskabelige lykke, hvor parterne lever de modsatkønnede egenskaber ud for hinanden. Kvinder med en begyndende Animusintegration tror ikke på ægteskaber i traditionel vis, men er begyndt at ane en højere form for kærlighed. Både mænd og kvinder har med begyndende integration af deres modsatkønnede egenskaber fået nye Eros- og Logos-funktioner som de ikke vil opgive for, at et ægteskab i traditionel forstand kan fungere (Ibid.p.60).

Dette stemmer igen overens med Martinus´ teorier, hvor den begyndende udvikling af den modsatte pol er medvirkende til, at forholdet bliver problematisk og kommer til at tilhøre de ulykkelige ægteskabers zone. Netop i denne ulykkelige zone kommer parternes mest negative sider frem, og ægteskabet vil da, efter Martinus´ teorier, fungere som en åndelig slibesten. Hvor forholdet i de lykkelige ægteskabers zone, som ligger lige før de ulykkelige ægteskabers zone, fungerer godt, fordi den modsatte pol endnu ikke er blevet aktiv og de to køn tilsammen skaber en helhed.

Jeg vil i det følgende undersøge, hvordan forelskelsesdynamikken fungerer udfra Jungs teorier, men især belyse, hvad der sker i et forhold, når det er problematisk.

Forelskelsesdynamikken

I et kærlighedsforhold mellem to mennesker af modsat køn, sker der ved en forelskelse en projektion af parternes modsatkønnede Anima og Animus, som det også er beskrevet i kapitel 2, afsnit 2.3. Dette sker fordi Amima og Animus er i personens ubevidste og fungerer som autonomt kompleks (Jung,1985,p.119.). Så længe Anima og Animus er ubevidste, vil de projiceres ud på en person af det modsatte køn, som ligner personenes modsatkønnethed. Kvinden vil da være afhængig af at manden varetager hendes Animusfunktioner, som kan vise sig som tankeevnen, handlekraft og ansvar (Jung E.,1984,p.18). På samme måde er manden afhænging af, at kvinden varetager hans Animafunktioner og eksempelvis er omsorgsfuld og følsom.

En vellykket projektion varer som regel ikke ret længe, snart viser der sig uoverensstemmelser mellem billedet, som er projiceret ud på personen, og dennes individuelle egenskaber (Ibid.). Hvilket giver problemer i forholdet, fordi parterne ubevidst forsøger at tvinge den anden til at opfører sig som sin Anima og Animus. Jo mere en person har udviklet sin individualitet, jo mindre vil denne kunne leve op til de arketypiske Anima- og Animusbilleder, fordi individuelle egenskaber er det modsatte af det arketypiske, idet personen hermed i en vis grad har integreret personlige egenskaber, som adskiller denne fra det kollektive Ubevidste (Ibid.).

Når parterne opdager uoverensstemmelsen mellem billedet, som bliver projiceret og mennesket selv, er forholdet allerede midt i en konflikt. Begge ønsker den anden skal være anderledes. Da den anden part ikke kan udleve ens Anima eller Animus for en, kommer partene ubevidst til at bruge deres modsatkønnethed i kampen om at få den anden til at blive ,som man gerne vil have. Parternes uintegrerede Anima og Animus danner en gensidig konstellation, så de fremkalder hinanden i parterne (Ibid.p. 19). Herved sættes en ond cirkel i gang, hvor de autonome komplekser styrer forløbet, hvilket tit ender med skænderier, gråd og magtkamp til begge parters forbavselse.

Som jeg tidligere har gennemgået, overtager de autonome komplekser bevidstheden for en periode, når de bliver aktiveret. Denne krise kan yderligere blive provokeret af, at Animus og Anima i deres uintegrerede form fremstår ret primitivt. Modparten bliver da konfronteret med sine egne kønsegenskaber i en primitiv form fra den anden, og hvis han/hun ikke har integreret sin Skygge vil alle undertrykkelsesmekanismer sætte igang (Jung,1992,p.60). Parterne i forholdet vil da ikke se hinanden, som de er, men de autonome komplekser i Skyggen og Anima/Animus vil reagere på ord eller associationer, som tilsidst får de uintegrerede komplekser aktiveret, og de overtager herredømmet i personligheden.

Denne konflikt medfører, at parterne ikke kan leve deres modsatkønnethed ud igennem den anden, og frustrationerne over dette kan enten resultere i, at man giver modparten skylden for dette eller finder ud af, at det er noget inden i os selv, som er skyld i frustrationerne (Ibid.p.21).

Den uintegrerede Anima og Animus

Jung E. mener, at personen må integrere sin Animus og Anima ved at lære den at kende og adskille sig fra den. Både manden og kvinden kan blive besatte eller meget domineret af deres Animus og Anima, hvis de fortrænger dem for meget og ikke bruger eller forholder sig til sine modsattekønnede egenskaber. Ved en meget dominerende Anima og Animus virker personen som en feminin mand eller maskulin kvinde, og man skulle ikke umiddelbart tro, at det er personens egne kønsegenskaber, som skal udvikles, men dette skyldes netop, at Anima og Animus ikke er integreret, og derved kan det modsatkønnede i personen ikke styres og blive til en funktion. Personens egne kønskvaliteter må da ytre sig inddirekte eller ved at udtrykke sig på Animas’ eller Animus´ præmisser.

I bogen,"Liv i forvandling"(1994) af Gawain, behandles Anima- og Animusproblematikken. Hun beskriver, at det er vigtigt at gå ind og kontakte og forstå den dominerende del i personligheden som en selvstændig person, og derved skabe plads til begge kønskvaliteter i individet. Hun går udfra et perspektiv, hvor der er plads nok i bevidstheden til begge kønsegenskaber i stedet for ,at det skal være en kamp om, hvilke kønsegenskaber som dominerer i personligheden. Med mine klienter og i udviklingarbejde med mig selv, har jeg tit stødt på den problematik, at de maskuline og feminine egenskaber, som selvstændige personer, kæmper om magten i bevidstheden. Som regel har en af egenskaberne den dominerende magt i personligheden, men både de feminine og maskuline sider er bange for at modparten skal tage magten.

Personen er ikke selv klar over denne besættelse, men identificerer sig med sin Animus eller Anima, men den besatte modsatkønnethed stiller sig forstyrrende mellem parterne, livet og andre mennesker. Det er svært at adskille Anima eller Animus fra Jeg’et, fordi denne besættende modsatkønnethed taler igennem personen uden, han/hun selv er klar over det (Jung E.,1984,p.22.).

For en kvinde kan en Animusbesættelse betyde, at de feminine egenskaber er trængt i baggrunden, og personen får let depressioner, føler sig utilfreds og manglende lyst til at leve. men det er også forståelige symptomer, eftersom den ene halvdel af personligheden næsten er berøvet livet ved overgreb fra Animus (Ibid.). Animus manifesterer sig en slags umiddelbar, aggressiv autoritet og suggestiv kraft, hvor meninger bliver fremsat med stor selvsikkerhed. Sin autoritet har Animus fra den universelle ånd, men med en endnu åndelig passivitet og mangel på kritisk sans (Ibid.). Kvindens endnu uudviklede mandlige egenskaber har en tendens til, på en lidt firkantet måde, at komme med alment gyldige opfattelser og meninger, som ikke tager hensyn til det individuelle og specielle i situationen. Dette gælder især på det åndelige plan udenfor dagligdagens virkeområder, hvor kvinden med sund menneskekundskab er praktisk og målrettet.

Animusfunktionen for kvinden er at have en formidlende rolle mellem det Bevidste og Ubevidste i personen. Som gennemgået tidligere er det Logos-princippet, hvor Aminus skal formidle erkendelse, forståelse og mening (Ibid.p.32). Ved en uintegreret Animus vil kvinden formidle Logos-princippet på en endnu uudviklet måde. Det som kvinden skal overvinde i forhold til sin Animus er en manglende selvtillid og passivitet. Emma Jung mener, ligesom Jung og Asper, at det kvindelige i den vestlige verden bliver regnet som noget mindreværdigt i forhold til det mandlige (Ibid.p.29). Denne holdning medfører, at kvinderne ser det maskuline som mere værd end det feminine og vil derfor give Animus mere magt i personligheden. Kvinden vil da tilstræbe at bruge sin Animus, men tit svigter modet og selvtilliden, fordi hun er bange for at sætte sin egen svage overbevisning op mod almindelige accepterede vurderinger. Den uintegrerede Animus er med til at underminere kvindens selvtillid og handlekraft ved, som en indre stemme enten at komme med kritiske ,negative kommentarer eller direkte udstede ordre eller forbud i forhold til alt, hvad hun foretager sig. (Ibid.p.27).

Jeg vil kort gennemgå en problematik, som er aktuel for en piges udvikling, der blandt andet skyldes den skæve prioritering af kønsegenskaber i det vestlige samfund. Det jeg kort vil beskrive er udviklingen af en piges kønsegenskaber og kærlighedsevne, som har en moder der er Animusbesat. Idet kvinden anser sine egne kvindelige sider som mindreværdige i forhold til de maskuline, vil hun i højere grad identificere sig med sin uintegrerede Animus. Dette kan bevirke, at denne besætter hende og fortrænger hendes feminine egenskaber. Herved vil kvinden blive meget maskulin, og vil ikke kunne blive en positiv identifikationsmodel for sin datter (Skogemann,1985,p.26). Hvis faderen også er svag og måske meget påvirket af sin Anima, kan denne kombination af forældre provokere datterens Animusudvikling. Datteren vil da komme til at identificere sig med sin Animus, og det kan komme til udtryk på to måder alt efter, hvor indadvendt og udadvendt pigens natur er.

Hvis pigen er indadvendt af natur, vil hun være eftergivende og passiv overfor moderen, som svarer til faderens Animareaktion overfor sin kone. Pigen vil vende sine reaktioner indad mod sig selv og forsøge at leve op til en Animusperfektionisme (Ibid.). Hun modtager dobbelte budskaber fra moderen om, på den ene side ikke at lade sig ligge under for mændene, men alligevel opfylde de sociale normer med at blive gift og få børn. Pigen vil da prøve det umulige, ved i en traditionel passiv kvinderolle, at gøre alt perfekt. Pigens oprør mod moderen vil ytre sig i hendes perfektionisme, at hun derved kan gøre tingene bedre end sin moder. I hendes kærlighedsforhold vil hun finde en Animadomineret mand, som hendes fader. Hun vil ofte ende med at blive den dominerende i forholdet samtidig med, at hun vil foragte manden for sin svaghed (Ibid.).

Hvis pigen er mere udadvendt af natur vil hun tage kampen op med moderen ved at være udadfarende og aggressiv. Hun vil i alt forsøge ikke at ligne sin moder. Hvilket medfører, at pigen antager et konkurrenceforhold til mænd, og at hun fraspalter sin Eros-side, som er sårbar og angst for tætte forbindelser (Ibid.p.27). I stedet beskytter hun sin sårbarhed med voldsomme udfald mod mænd og ved løse forbindelser. Hun forsøger at styre sine følelser og sin seksualitet med sit hoved, men mister bare mere kontakt med Eros- siden i sig selv. Hun ville med en vis succes kunne indgå i et kammerat- ægteskab, men også her ville konkurrenceforholdet være et problem (Ibid.p.28).

Denne problematik afspejler en negativ cirkel, hvor det er svært for kvinden med en dominerende uintegreret Animus at få et tilfredsstillende kærlighedsforhold. Ikke nok med at kvinden har en dominerende Animus, men hun har også en fraspaltet følelsesside, som bevirker en manglende kontakt med det kvindelige i sig selv. Pigens manglende kontakt med følelserne ligner de narcissistiske problematikker, som er beskrevet i kapitel 3. En Animusdomineret moder ville også have svært ved af kunne formidle moderspecifikke holdninger i mor-barn-relationen, fordi hun selv overvejende identificerer sig med maskuline egenskaber. Dermed vil den grundlæggende tillid til kærligheden og sig selv, som er vigtig for at kunne elske sig selv og andre, ikke kunne fungere for barnet.

Her er ligesom to aspekter, som er vigtige i forhold til at udvikle Kærlighedsevnen. Det første er at kunne integrere sine barnlige sider af Skyggen, som er blevet fraspaltet i barndommen, for derved at blive forenet med de primitive sider af kvindeligheden. Dernæst er der problemer med kvindens kønsidentitet, fordi hun identificerer sig med sin Animus. Mod denne problematik hjælper en integration af Animus, så denne stopper sin omklamring, og kvindeligheden kan få mere plads i bevidstheden, måske er det lettere at blive Animusbesat, hvis en kvinde i forvejen har narcissistiske problematikker fra barndommen. Grundlæggende viser prioriteringen af de maskuline egenskaber i vores samfund en manglende kontakt med følelserne og det feminine for både mænd og kvinder, som skaber et negativ kredsløb for udvikling af kærlighed.

Animusbesatte kvinder vil formidle en negativ kvindelig identifikationsmodel for deres pigebørn, og i forhold til sine børn af begge køn vil der opstå narcissistiske problematikker, som giver problemer med kærligheden. Så længe vores samfund er funderet på, at det primært er kvinderne, som varetager omsorgen for børnene, vil mønstret foresætte, når den Animusbesatte pige selv får børn. For mændene er det også svært at forholde sig til kvindeligheden, fordi den også her er fraspaltet. Derfor vil det være svært for mændene at varetage omsorgen for spædbørnene, fordi de kommer i kontakt med symbiosen med moderen og er i fare for at miste sin mandighed. Det er virkeligt det kvindelige i mennesket og i samfundet, som er en grundlæggende problematik i forhold til at kunne udvikle Kærlighedsevnen, og både mænd og kvinder må integrere Eros og det kvindelige for, at kærligheden kan blomstre.

Martinus mener også, at den første af de menneskelige egenskaber, som skal udvikles for at Kærlighedsevnen kan skabes, er følelserne, hvilket er i overensstemmelse med, at Eros primært står for det følelsesmæssige og det subjektive indhold i relationerne. Så mennesket må mere i kontakt med sine sårebare og følsomme sider for at integrere disse og derved udvikle de positive følelser i kærligheden.

Det kvindelige og Eros-siden af manden er hans Anima. Animafunktionen er at formidle kontakten med det ubevidste Eros-indhold og gøre det synligt for bevidstheden, så manden kan få øje på disse ellers dunkle fænomener i det Ubevidste. Manden må da ofre sin fornuft og klare Logos og stige ned i en mere sløret feminin bevidsthed. Han må her overbevise sig selv om, at det Ubevidstes uforståelige og tilsyneladende meningsløse indhold alligevel har værdi (Ibid.p.33). Denne nedstigen fra lyset til mørket i bevidstheden medfører en vis passivitet, som svarer dårligt til mandens ellers aktive natur.

I teorierne om Anima besætter denne ikke manden i samme grad som Animus besatte kvinden, men man skriver mere, hvordan den uintegrerede Anima kan påvirke manden negativt.

Måske skyldes dette igen, at de maskuline værdier vurderes til at være mere værd end de feminine. Det er svært for manden at nedstige til mørket og en mere uklar bevidsthed efter Emma Jung´s mening. Hvorimod kvinden umiddelbart vurderer Logos-objektiv-saglige udsagn som bedre en mere Eros- subjektive prægede tale ( Jung E.,1984,p.29).

Den uintegrerede Anima viser sig som et autonomt kompleks og påvirker bevidstheden inddireke, og somme tider tager den overherredømmet i personligheden. Manden kan i dagligdagen pludselig lide af stærke ubestemmelige mindreværdsfølelser og miste al initiativ og lyst til livet (Vedfelt,1986,p.25). Dette kommer mest i anfald, og det er især de tætte relationer, som rammes. Set udefra kan han virke pubertetsagtig i sin opførsel ved at have selvmelidenhed og være lunefuld. Set indefra er der blevet åbnet for noget pinefuldt og forvirrende, som opdragelsen og kønsrollemønstrene ikke kan give noget værktøj til at håndtere. Han gennemlever følelsesmæssige udsving med stor intensitet, hvor han det ene øjeblik svæver på en lyserød sky hævet over hverdagen og det næste øjeblik er meget sentimental og prøver at flygte fra sine kriser (Ibid.). Den uintegrerede Anima påvirker manden, så han bliver yderst følsom, hvor en enkelt lille ting eller bemærkning kan få ham til at reagere med en følelsesintensitet, som er uforståelig for omgivelserne.

En mand med en aktiveret uintegreret Anima føler sig ikke forstået af sin kæreste og bliver let træt af hende, fordi hun ikke lever op til hans drømmebillede af en kvinde. Han har svært ved at opleve, at de følelsesmæssige udsving, som han gennemlever, er noget i ham selv og ikke skyldes partneren. En sådan mand vil, alt efter hvor moden han er, søge væk fra forhold med problemer, for at finde drømmepigen i stedet for, at arbejde sig igennem krisen sammen med kæresten (Ibid.p.27).

Udfra disse beskrivelser af mandens og kvindens uintegrerede Anima og Aminus og deres påvirkning af personen, er det ikke så underligt, at et forhold er i vanskeligheder, når parterne forsøger at nå hinanden med sin modsatkønnethed. Ingen af parterne vil da se eller møde den anden som han/hun er, men tro at virkningerne af den uintegrerede modsatkønnet skyldes kæresten. Dette sker fordi, modparten ikke i tilstrækkelig grad kan udleve især det modsatkønnede for én, og derved bliver den aktiveret i personen. Når den så ikke er integreret vil det mest vise sig i en primitiv og negativ form, men det værste ved denne problematik er, at man tror at løsningen på problemerne ligger ved den anden, og det er den andens skyld. Dette medfører, at problemerne er svære at løse, idet man gør sig selv magtesløs og til offer for den andens handlinger, hvilket tit kan medføre bebrejdelser, skænderier og magtkampe, hvor begge parter sidder fast i et negativt mønster. Det behøves heldigvis ikke altid at gå så galt, men hvis det er de autonome komplekser, som styrer forløbet, kan kærligheden let komme til udtryk som magtkamp og kaos.

Kærlighed i det problematiske forhold

Så kan man jo stille sig det spørgsmål, om dette så er kærlighed ?

Hertil vil jeg svare, både ja og nej. Projektionsmekanismerne af Anima og Animus er grundstrukturen i kærlighedsforhold mellem to mennesker af det modsatte køn, udfra både Jung og Martinus’ teorier. Men mere udfra en forståelse af en lavere form for kærlighed, som er baseret på instinkter og en slags byttehandel.

Ifølge Martinus bruger man den anden til at elske sig selv med. Det er også den problematik, som afspejler sig i forholdet, når denne byttehandel ikke lykkes. Det skaber frustration, og man vil da få denne kærlighedsudveksling til at fungere på en eller anden måde. Hvordan dette gøres afhænger meget af personens modenhed og udviklingtrin. Det grundlæggende problem ligger i indstillingen til kærligheden, hvor man tror, det er den andens skyld og ansvar, at kærligheden fungerer på en positiv måde. Så længe man har denne indstilling og perspektiv i forhold til kærligheden, tror jeg, de negative aspekter ved den lavere kærlighed vil udspille sig i forholdet. Hermed er det negative kredsløb, som foregår i et kærlighedsforhold med de uintegrerede modsatkønnede egenskaber, også kærlighed.

Hvordan kan dette vendes, så det bliver muligt at udvikle og få en højere form for kærlighed til at fungere i forholdet ?

Martinus mener, at de menneskelige egenskaber skal udvikles, og man skal forsøge at tæmme de dyriske kræfter i sig. Dette betyder, at man i stor grad skal gå ind og acceptere og respektere den anden, som den er, og ikke bruge dyriske metoder som magt, manipulering og andre midler for at få sin vilje. I det hele taget definerer Martinus højere kærlighed, som at kunne give af lyst fremfor at tage. Det betyder, at personen i sit kærlighedsforhold mere skal fokusere på, hvad han/hun kan give til den anden og forholdet fremfor frustrationen over ikke at få. Martinus mener, at hvad der viser sig af kampe i verden, afspejler mørket i os selv, og det er i det indre kampen skal stå. Hvilket stemmer overens med Jungs bud på udvikling af højere kærlighed.

Jung mener, at vi skal vende os mod vores indre og se problemerne der. Det gælder også hos kvinden, hvor Animus i sig selv påvirker hende til at blive mere udadrettet. Både manden og kvinden må lære sin modsatkønnerhed at kende og kunne adskille denne fra sit Jeg, og derved langsomt integrere sin Anima og Animus som en del af bevidstheden (Jung,1985,p.13). Herved bliver indstillingen til forholdet også anderledes, idet årsagen til problemerne ikke ligger hos den anden, men er i ens eget indre.

Personen kan da komme indtil roden af problemerne i sig selv og gøre noget ved dette. Udfra dette perspektiv er det i større grad muligt at løse problemerne, fordi man hermed tager ansvaret for, hvad der sker og ikke giver den anden skylden. I bedste fald kan forholdet forvandles til, at man hjælper hinanden med integrationsprocessen af de autonome komplekser i stedet for, at man bekæmper hinanden. Det er lettere sagt end gjort for, når netop de ubevidste komplekser tager magten i bevidstheden i et skænderi eller opgør, er det svært at handle, føle eller tænke anderledes, end man gør.

Her har min egen erfaring med min udviklingproces været, at idet jeg igennem en proces har forsøgt at blive bevidst om mig selv og mine reaktioner, har jeg i større grad kunnet se mig selv og partneren udefra samtidig med, at jeg gennemlevede store emotionelle storme. På sammen måde som i casen, "Den stærke kvinde og den lille pige", skabe en instans i bevidstheden, der mere neutralt ser det hele fra oven. Det specielle ved denne måde at se sig selv og kæresten på er, at jeg i situationen i højere grad forstår, hvad der sker, men også at det hele er meget komisk. Bertelsen J.(1982,p.137) kalder denne bevidsthed for Vidnet, og beskriver det som en højere form for bevidsthed, hvor man kan se sig selv og andre mere klart og neutralt. Jeg vil i næste afsnit gå dybere med dette udviklingperspektiv, men først kort beskrive, hvordan integrationsprocessen af det modsatkønnede i det Ubevidste foregår.

4.4 Integration af Anima og Animus i det Ubevidste

Jeg vil i dette afsnit beskrive, hvordan integrationsprocessen af det modsatkønnedede i manden og kvinden foregår, både i det personlige og kollektive Ubevidste. Derefter vil jeg beskrive, hvordan det kollektive Ubevidste kan påvirke forholdet mellem kønnene ifølge Fastings (1991) teorier, som er baseret på Jungs teorier.

Jeg vil kort opsummere det gennemgåede materiale i kapitel 2 i forhold til integration af de modsatkønnede egenskaber i personligheden.

Anima og Animus er individets bro til det personlige Ubevidste og formidler af det indre og modvægten til Personaen, som er personens ydre tilpasning til livet (Jung,1985,p.119). Anima og Animus lever deres selvstændige skyggetilværelse, som autonome komplekser i det Ubevidste. Integration af disse modsatkønnede personlighedsdele består i, at de kommer frem i lyset i bevidstheden, hvor de bliver set og integreret som en del af bevidstheden. Herved vil der ske en udvikling, hvor personen kan bruge de modsatkønnede egenskaber positivt som en funktion i stedet for, at Anima og Animus, som uintegrerede komplekser, viser sig som primitive egenskaber, som tager magten over personen.

Ved besættelse af personligheden, som mest er tilfældet for kvinden, bliver den modsatkønnede personlighedsdel en del af Personaen, hvorved kvinden mister noget af sin kvindelighed til denne (Jung,1985,p.117). Derved bliver Animus ikke kun en indre personlighedsdel, men også en ydre, idet kvinden identificerer sig med de maskuline egenskaber. Ellers når der ikke er tale om en mere permanent besættelse af personligheden, overtager Anima og Animus også magten over personen men i kortere tidsrum. Denne kortvarige besættelse kan vise sig i skænderier eller magtkampe i kærlighedsforholdet, hvor man mister sin normale ligevægt.

Ved integration af Anima og Animus flyttes det Ubevidste indhold til det Bevidste, og personlighedens omfang udvides hermed (Ibid.p.25). Jung mener, det er nødvendigt at få hjælp til denne proces, idet det er svært selv at skille Jeg’et og Anima og Animus fra hinanden. Her er det nødvendigt at finde ud af Animas og Animus´ magtområder og afgrænsningen for at blive bevidst om sondringen fra jeg’et, og derfor ikke identificere sig med sin modsatkønnethed (Jung E.,1984,p.44).

Det er nødvendigt at lære sin Ubevidste Anima og Animus at kende, og dette gøres ved at være opmærksom på de Ubevidste reaktioner, situationer og følelser, som er uforståelige for personen selv. Herved udvikler personen Vidnet eller Selvet i sig selv. Vidnet eller Selvet er et højere bevidsthedspunkt i individetes psykiske helhed (Jung,1985,p.78). Selvet er ligesom Jeg´et et bevidsthedscentrum, men hvor Jeg´et er centrum for bevidstheden, er Selvet centrum for psykens helhed, som omfatter både det Bevidste og det Ubevidste. Ved integration af Anima og Animus i det Ubevidste bliver Selvet mere bevidstgjort og udviklet i personen. Jeg vil senere i kapitlet beskrive Selvet´s påvirkning på kærligheden.

Anima og Animus kan vise sig i drømme og ved aktiv imagination. Ved aktiv imagination, kontakter personen, udfra forskellige metoder, sin modsatkønnethed og kommer i dialog med denne. I denne kontakt er det vigtigt at forholde sig åbent og respekterende overfor den Ubevidste delpersonlighed. Hvor det er godt at spørge og forstå istedet for at fortælle eller udstede ordre om, hvordan tingene ser ud eller skal være (Gawain,1993,p.85).

Ved at skabe denne kontakt med det Ubevidste, bliver Jeg-bevidstheden konfronteret med Anima og Animus, som derved kan forliges med disse. Herved sker der både en forbindelse med det Ubevidste, men også en adskillelse i forhold til Jeg’et (Jung E.,1984,p.88). Det er bedst, at aktiv imagination i starten foregår sammen med andre eller i terapi, så kontakten med det Ubevidste kan påvirkes i positiv retning mod forståelse af parterne og et positivt sammenspil mellem det Bevidste og Ubevidste i personen. Jung mener, man skal føre dialog med sig selv og sit indre og tale med Anima og Animus som om det var hvilken som helst person (Jung, 1985,p.108). Herved vil personen langsomt lære sin modsatkønnethed at kende og få et positivt samarbejde i stand, i stedet for et undertrykkende forhold, hvor Anima og Animus kæmper med Personaen om magten.

Emma Jung mener, at en af psykoterapiens fornemmeste opgaver i dag er, at forene modsætningerene mellem de mandlige og kvindelige kræfter, så de tilsammen kan indgå i et positivt samarbejde (Ibid.p.92). Når Anima eller Animus bliver integreret i personen, får denne et positivt forhold til de modsatkønnede egenskaber, og vil derefter i højere grad respektere og værdsætte dem hos sig selv og andre (Ibid.p.92). Manden ville da, i stedet for at splitte og ødelægge, kunne forene og sammenholde, og kvinden vil få en skaberkraft til at kunne gå ind og hjælpe menneskeheden. Både manden og kvinden får, ved integration af sin Anima og Animus, et mere positivt forhold til deres egne kønsegenskaber. Ved integration af Anima og Animus i det personlige ubevidste bliver personen mere til et enkeltvæsen, en individualist (Jung,1985,p.73). En hel person som ved, hvem han/hun er og både er i stand til at leve for sig selv og andre. Når personen integrerer sin modsatkønnethed i det personlige Ubevidste, bliver det Ubevidste lag tyndere og mere gennemsigtigt, da kan arketyper i det kollektive Ubevidste bedre trænge igennem til bevidstheden. Jeg vil kort beskrive, hvordan integrationen af de kollektive arketyper Anima og Animus foregår, og ved denne gennemgang vil jeg gerne henvise til kapitel 2, hvor det kollektiv Ubevidste og arketyperne er gennemgået.

Arketyperne: Anima og Animus

Der er to lag i personens modsatkønnethed, som skal integreres, før en evne for højere kærlighed, som består af Anima og Animus i det personlige og kollektive Ubevidste, kan udvikles. Jeg har netop beskrevet, hvordan Anima og Animus i det personlige Ubevidste bliver integreret. I det kollektive Ubevidste er Anima og Animus arketyper og afspejler på godt og ondt fortidens psykiske grundmønstre omkring det kvindelige og det mandlige. Den kollektive Anima og Animus er kvindens og mandens medfødte billede af det modsatte køn, som de bærer rundt på i deres indre (Jung,1992,p.62). Den kollektive Anima og Animus adskiller sig fra den personlige modsatkønnethed, som er dannet igennem identifikation med forældrene og påvirkninger fra livet. Den personlige og kollektive Anima og Amimus danner tilsammen personens modsatkønnethed, som påvirker individet. Den kollektive Anima og Animus påvirker personen indirekte på samme måde som den personlige modsatkønnethed, men med større intensitet og magt.

Processen ved integration af Anima og Animus i det kollektive Ubevidste er anderledes end ved det personlige Ubevidste. Den kollektive Anima og Animus er en overindividuel størrelse og kan ikke underlægges personens psyke ligesom det modsatkønnede i det personlige ubevidste. Her gælder det mere om at kunne bruge denne kollektive energi uden at blive inflateret af den (Jung E.,1984,p. 44).

Inflation af arketypen Jesus Kristus sker som nævnt ved kristne omvendelser, hvor personen pludselig kan lave sit liv og sig selv om (Jung,1985,p.39). Som regel er inflation af det kollektive Ubevidste ikke positiv, fordi personligheden kan gå i opløsning, og han/hun kan identificere sig med kollektive arketypiske personer fra historien. Det sker typisk ved psykiske sygdomme, hvor personen tror, at han/hun er Napoleon, Jesus eller Djævlen. Ved inflation i mindre ekstrem grad kan personen identificere sig med en bestemt modetendens eller forsvinde i en social rolle (Ibid.). Overordnet gælder det ved en inflation, at personligheden drukner i det kollektive Ubevidste, og at dette sker fordi, inflationen kan kompensere for en følelse af mindreværd.

Ved integration af det kollektive Ubevidste gælder det om at kunne adskille sig fra det kollektive Ubevidste, hvis man identificerer sig med de kollektive arketyper, tager de magten i personen, fordi de har så stærk en energi. Denne adskillelse kan kun ske, når personen har integreret sin Skygge og modsatkønnethed i det personlig Ubevidste, og derved har lært sig selv og sin individuelle egenart at kende. Da er det muligt at holde fast ved sig selv i kontakten med den kollektive Anima og Animus og udnytte den kraft som ligger i den (Jung E.,1984,p.44).

Den kollektive Anima og Animus kan vise sig i mange skikkelser og det drejer sig om at tæmme denne energi, så personen kan afstå fra at bruge de negative sider af Anima og Animus og i stedet bruge de positive (Ibid.). Man kan sammenligne den kollektive Anima med sirenerne ved klipperne i Odysseus´ rejsebeskrivelse. Sirenerne synger så smukt, at sømændene sejler ind i klipperne og bliver dræbt. Den kollektive Anima og Animus har en meget stor magisk tiltrækningskraft, og det er svært ikke at give efter og følge med og blive opslugt af denne ekstatiske energi. Men Anima og Animus har både en personlig og en kollektiv side, og her er det vigtigt at få kontakt med den personlige modsatkønnethed for ikke at blive opslugt af det kollektive Ubevidste (Jung, 1985,p.37). Dette gøres ved at mærke eller føle, hvordan den kollektive arketype ligner nogle personlige egenskaber i personen. Derved kan individet holde sig adskilt fra den kollektive Anima og Animus, men samtidig have en kontakt og bruge den kollektive modsatkønnethed uden at blive opslugt.

De højere aspekter af Anima, som den frugtbare moder Jord, og Animus som en åndelig kontakt og aktivitet, kan da være meget inspirerende og befordrende for personens udvikling.

Emma Jung (1984) har nogle konkrete råd til dagligdagen i processen med integration af Anima og Animus i det Ubevidste, som jeg finder gode og kort vil referere. For ikke at identificere sig med den kollektive Anima og Animus, er det vigtigt at skabe en modvægt ved, at holde Jeg´et forbundet med jorden og rytmerne i dagligdagen (ibid.p.46). Det kaldes også at have en god jordforbindelse og tage alt med et gran salt. Derudover er bevidstgørelsesprocessen vigtig, hvor en større integration af det Ubevidste skaber større kontakt med vores individualitet. Derudover er det vigtigt at have et arbejde eller en kontakt med andre mennesker, hvor vi bruger og udvikler vores modsatkønnede egenskaber (ibid.). Tilsidst er især venskaber med sit eget køn vigtig, idet man ved denne kontakt naturligt kommer til at bruge sine modsatkønnede egenskaber og derved udvikler dem.

Det kollektive Ubevidste

Der er i de sidste år kommet mange nye bøger om det kvindelige og mandlige i det kollektive Ubevidste. Blandt andet om hvilken betydning den græske gudeverden, fra det kollektive Ubevidste, stadigvæk har på mennesket. Her har Bolen J.(1991) skrevet nogle bøger om, hvordan mænd og kvinder kan typificeres efter de græske guder og gudinder. Fasting N.(1991) har også skrevet en bog om, hvordan fortides kønsrollemønstre påvirker menneskets forhold til det maskuline og feminine.

Fælles for de to forfattere er deres syn på det kvindelige. Især gør begge forfattere opmærksom på den ensidige måde, kvindeligheden bliver betragtet på i vores samfund. Kvindeligheden kan da have en tendens til at blive betragtet som noget, der er underordnet det mandlige, og derved fremstå som noget svagt og magtmæssigt mindreværdigt. Men det kvindelige kan også være styrke, som er de mandlige egenskaber overlegne.

Her henviser forfattere til matriarkalske og patriarkalske tilstande, som findes i det kollektive Ubevidste, og som påvirker vores forhold mellem det feminine og det maskuline. Omkring 4300 år før vores tidsregning har nye forskningsresulteter vist, at de indoeuropæiske folkevandringer medførte patriarkalske tilstande i de befolkede dele af jorden (Fasting,1991,p.29). Med folkevandringerne kom nomaderne og angreb, ødelagde og indtog de fastboende samfund, dette foregik over tre bølger af folkevandringer og andre mindre erobringstogter (Ibid.). Dette blev starten på patriarkaternes tid, hvor nomaderne kom med deres faderguder og fortrængte gudinden, den store Moder. På den måde, at hun mytologisk måtte gifte sig med Nomadernes Fadergud eller blive jaget væk eller myrdet.

Før denne tid har der efter Fastings og Wilbers teori (Ibid.) været en matriarkalsk tidsalder, som har varet ca. 20.000 år. I denne tidsperiode blev den store Moder og det kvindelige dyrket i utallige skikkelser (Ibid.p.29). Dette samfund bestod af agerbrugere, som levede fredeligt i samklang med naturen. Det var meget kredsløbstanken, som var i fokus i denne tidsperiode med jordens skiftende årstider og kvindens menstruationscyklus. Det kvindelige var højt værdsat som mellemled og repræsentant for den store Moder (Ibid.). Mændenes rolle var mere underordnet kvinderne, og de blev ofret hvert år til Moderguden, så deres sæd og blod kunne befrugte den.

Disse to tidsperioder i jordklodens historie sætter arketypiske spor på forholdet mellem det kvindelige og mandlige i dag efter Fastings og Bolens teorier. I det kollektive Ubevidste ligger der to lag, som formidler forholdet mellem kønnene på to forskellige måder.

Øverste lag er den patriarkalske tidsalder, som er nemmest at komme i kontakt med, og som vi stadigvæk i mindre grad lever i. I dette lag viser forholdet mellem kvinden og manden sig som et far-datter forhold eller som tyran-offerrollerne (Ibid.p.106). Det aktive kvindelige bliver i dette lag fortrængt, så det kvindelige kun fremstår som noget passivt. Evnen til aktivt at udfolde de kvindelige egenskaber og kvindes styrke og kraft bliver fornægtet og holdt nede. Det bliver i stedet betragtet som troldom, djævelskab eller hysteri (Ibid.). Kvinder må i stedet være milde og pæne, og mændene er de aktive og styrende.

Bag ved denne umiddelbare føjelighed har kvinderne imidlertid en dyb vrede, som kan komme til udtryk på mange måder, og som stammer fra det matriarkalske lag i det kollektive Ubevidste (Ibid.). Udfra denne bevidsthed er det kvindelige en styrke, som man kan være stolt af, og vreden afspejler denne fortrængte styrke. For når styrken fortrænges kommer den til udtryk på mere negative måder, som manglende selvværd, depression og for stor evne til at lide (Ibid.p.107). Kvinden må da i stedet udvikle en maskulin styrke, en stærk Animus. Jeg tror, at det er så svært at vise kvindelig styrke, fordi disse egenskaber igennem hekseforfølgelse og tortur er blevet holdt nede i middelalderen i det patriarkalske samfund. De kvindelige egenskaber er blivet fortrængt både i manden og kvinden, men manden har et andet forhold til dette, fordi kvindeligheden ikke er hans primære kønskvalitet.

I den matriarkalske periode blev tilsvarende de maskuline egenskaber holdt nede i forhold til de kvindelige egenskaber (Ibid.p.111). Når manden kommer i kontakt med dette dybere matriarkalske lag i det kollektive Ubevidste, virker det som et mor-søn forhold. Som også afspejles i drengens symbiose med moderen indtil den Ødipale fase. Her bliver det nødvendigt for drengen på lidt ekstrem vis at tage afstand til moderen, hvis styrke er bunden og derfor kan være omklamrende og opslugende (Ibid.p.109). Men denne barriere mod de kvindelige egenskaber i sig selv og mod moderen har også bund i det matriarkalske lag i det kollektive Ubevidste, hvor det at være mand ikke var noget særligt.

De to lag i det kollektive Ubevidste afspejler skiftevis en undertrykkelse af det maskuline og det feminine til fordel for en favorisering af det modsatte køn. Dette skaber ubevidst i mennesket et rivaliseringsforhold mellem det kvindelige og det mandlige, hvor der ikke er tillid til et positivt samarbejde. Denne problematik afspejler sig også i personlighedens struktur, hvor de modsatkønnede egenskaber er fortrængt. For at kunne blive fri af disse kollektive Ubevidste matriarkalske og patriarkalske tilstande, som favoriserer det maskuline eller det feminine, må personen integrere disse sider af det kollektive Ubevidste (Vedfelt,1986,p.31). Ved at Anima og Animus integreres både på et personlig og kollektiv plan, kan personen forlige sig med sin modsatkønnethed. Derved kan der skabes et positiv samarbejde mellem det kvindelige og mandlige i personen i stedet for en ubevidst magtkamp. Denne kollektive problematik om undertrykkelse af det kvindelige, som stadigvæk primært eksisterer i den vestlige verden, kan være med til at forklare, hvorfor kvindeligheden har det så svært i vores samfund. Idet de kvindelige egenskaber er fortrængt hos både manden og kvinden i det patriarkalske samfund. Derudover er der grundlæggende en angst i manden for kvindens undertrykkelse af de maskuline egenskaber, fra det matriarkalske lag i bevidstheden, som bevirker en kønsbarriere.

Man kan sige, at først har kvinden undertrykt manden og de maskuline egenskaber, og dernæst har manden holdt kvinden og styrken i det kvindelige nede, men nu må processen være der, hvor de to køn kan begynde at mødes som mennesker. Mennesker, forstået udfra Martinus´ begreber, som et væsen med begge kønsegenskaber i balance. Herved stopper kønskampen og en højere form for kærlighed kan skabes.

Jung beskriver vigtigheden af at integrere sit Ubevidste i forhold til at udvikle en højere form for kærlighed. Jeg vil i næste afsnit kort beskrive den videre udvikling og realisering af Selvet, som nogen af de sidste skridt før, at arketypen Jesus Kristus kan bevidstgøres.

4.5 Bevidstgørelse af Selvet

Når alle farer ved konfronteringen med Animus og Anima, også kaldet sjælebilledet er overvundet, stiger nye arketypiske skikkelser frem fra det kollektive Ubevidste og tvinger mennesket til nye opgør og nye stillingtagen. Det Ubevidste har, med sin rene natur uden hensigter, sin egen usynlige, indre orden, som har en iboende målrettethed (Jacobi,68,p.111). Det er denne målrettethed, som tillader, at man kan tale om forskellige stadier eller trin i processen. Denne proces kalder Jung "individuationsprocessen", der ender med bevidstgørelse og integration af `selvet´, hvilket jeg vil beskriver senere i afsnittet.

Når bevidstheden tager aktiv del i processen, lever med på hvert trin og om ikke andet så anelsesmæssigt forstår, hvad der sker, da ser vi det næste billede vise sig på et nyvundet højere trin (Jung,1950,p.192). Dette højere trin af individuationsprocessen, som kommer efter integration af sjælebilledet, viser sig som billeder af et åndeligt princip. Denne gang gælder det om at komme ind i sit eget kønsvæsens hemmelige kroge, den rent kvindelige eller mandlige urbund. Disse arketyper kan vise sig i mangfoldigheder, for mandens vedkommende: som en vis gammel mand, troldmand, profet eller magikker. For kvindens vedkommende kan det personificerede åndelige princip forekomme som: Den store moder, frugtbarhedsgudinde eller præstinde (Jacobi,Ibid.).

Disse arketypiske billeder har en mægtig tiltrækningskraft, og det gælder om ikke at identificere sig med dem. Såfremt der sker en identificering af individet med det kollektive billede, er der fare for en inflation af bevidstheden (Jung,1952,p.645). For at bevidstheden undgår inflation under denne individuationsproces, som Jung kalder det, er det vigtigt for bevidstheden at fastholde sin individualitet, og individet må lære at skelne mellem, hvad der er én selv, og hvad der er den kollektive arketype. På den måde kan bevidstheden oprette sin ligevægt.

Ved integration af en personificering af det åndelige princip sker en endelig frigørelse fra moderen for kvindens vedkommende, og en frigørelse fra faderen for manden. Ved denne frigørelse har personen den første oplevelse af en egen enestående individualitet og kan begynde i sand betydning at være et "åndelig Guds barn"(Jung,1950,p.98).

Selvet

Selvet er "en størrelse", som står over det bevidste Jeg. Den omfatter både den Bevidste og Ubevidste del af psyken og er centrum for den psykiske totalitet, ligesom Jeg´et er centrum for Bevidstheden (Jung,1952,p.69). Selvet er den overordnede styring i vores psyke, som balancerer og sammenordner det Bevidste og det Ubevidste samt det indre og ydre.

Selvet begynder at manifestere sig i vores personlighed, når vi er nået så langt i vores individuationsproces, at vi har klarlagt vores forhold til ånden og urnaturen, og vi har aflagt vores åndshovmod. Derudover har vi erkendt psykens polarisering, og vi er trængt dybt ind i de Ubevidste lag og har dermed bevidstgjort dele af det Ubevidste. Vi har lært at orientere os i det Ubevidstes urverden. Vores bevidsthed, indeholdende vores individuelle egenskaber, er blevet konfronteret med den psykiske del af det kollektive Ubevidste i os (Jacobi,1968,p.113).

Herefter opstår der en psykisk ligevægtsforstyrrelse i personligheden, hvor det Ubevidste stømmer ind i bevidstheden, og Personaen opløses. Den ledende kraft i bevidstheden bliver forringet. Denne ligevægtsforstyrrelse er kunstigt frembragt af det Ubevidste og har til formål at skabe en ny ligevægt, der etableres af det Ubevidstes instinktive og autonome virksomhed (Jung,1950,p.70-72).

En ny ligevægt i personligheden er ved at fødes. En forbindelse mellem de to psykiske delsystemer, Bevidstheden og det Ubevidste, kaldet Selv´et er ved at blive integreret i personligheden. Jung betragter Selv´ets som realiseret i personligheden, når dette ligevægtspunkt er fundet og integreret for "selv-virkeliggørelse", og det betegner sidste stadium på individuationsvejen (Ibid.p.85). Et menneske som har nået dette stadium har løst problemet angående forholdet mellem de to virkeligheder, som har været pålagt os, det indre og det ydre (Jacobi,1968,p.113). Det er en vanskelig opgave både erkendelsesmæssigt og etisk at nå til det sidste stadie af individuationsprocessen og blive et helt menneske, noget som kun lykkes for de få udvalgte (Ibid.).

For Jeg´et fremstår Selv´et som anelse om eksistensen af et højere eller dybere identitetscentrum. Et Jeg kan have denne anelse om Selv´et i længslens form, i form af vage intuitive strejf eller endog i troens form (Bertelsen,J.,1988,p.20). Bertelsen beskriver mennesket, som har realiseret sit Selv, som selvberoende og selvansvarlig. Et sådant menneske behøver ikke at projicere sig selv ud i omverdenen og søge sig selv der, men er bevidst om, at svarene og ansvaret for sig selv og sit liv findes indadtil. (Ibid.p.26). Dog er et realiseret Selv ikke altvidende og færdigt med sin udvikling, men personligheden vil være i stand til at være sin egen autoritet, hvor Selvet er et indre kompas, som styrer retningen frem på udviklingens og livets vej. Bertelsen J. (Ibid.p.23) mener. at Selv´ets perspektiv er interessen for jordkloden og menneskeheden og især, hvordan udviklingen af Bevidsthedsevnen og Kærlighedsevnen foregår.

I følge Jung vil realiseringen af Selv´et betyde, at det personligt Ubevidste lag vil blive mere tyndt og gennemsigtigt. Hvilket vil betyde, at bevidstheden ikke længere går op i en smålig, personligt nærtagende Jeg-verden, men mere vil knytte individet til objektet, verdenen (Jung,1950,p.99). Fordi fokus og koncentrationen af bevidstheden har flyttet sig fra Jeg’ets bevidsthed, som skulle kompenseres af det Ubevidste, til Selv´et, der er syntesen, som rummer modsætningerne og helheden i psyken (Jacobi,1968,p.115).

Men før selv-virkeliggørelsen har realiseret sig i persoligheden, må Selvet helt integreres. Når den nye ligevægttilstand viser sig ved Selv´ets fødsel, betyder dette ikke kun en forskydning af det psykiske centrum, men også en forvandling af personligheden med forandret opfattelse og indstilling til livet (Ibid.). Under processen hvor Selv´et integreres, vil de "Dyriske impulser" dukke op fra det YUevidste og i symbolsk forstand "Bide" en. Det betyder, at man i processen må lade sin fortrængte "Dyriske" drifter stige frem fra det Ubevidste, så de kan blive bevidstgjort og integreret i bevidsthede (Ibid.). I denne proces er det vigtigt ikke at identificere sig helt med det Ubevidste materiale ved at leve dem hæmningsløst ud. På den anden side er det også vigtigt ikke at løbe fra disse impulser ved at fortrænge dem. Ved fortrængning vil det Ubevidste materiale ikke blive bevidstgjort, men vil synke tilbage i det Ubevidste som neuroser og komplekser (Ibid.). Jung anbefaler hellere, at vi gør vores Dyriske impulser bevidst ved med selviagttagelse at gennemleve vores kriser. Kriserne vil opstå, fordi det Ubevidste materiale bliver trukket ind i bevidstheden til bearbejdelse og forståelse, og dette vil skabe en stor spænding mellem det Bevidste liv og de Ubevidste processer i personligheden. Men at kunne "rumme" denne spænding og fortsætte sit daglig liv udadtil som man plejer, er netop det, som skal til for, at en ny psykisk ligevægt kan stabilisere sig i personligheden (Jung,1952,p.205).

Ved overvindelse af det Ubevidste og kollektiv-psyken sker der en erobring af skatten, det uovervindelige våben, det magiske tryllemiddel, kærligheden, alle symbolske goder, som der bliver berettet om i myter og eventyr (Ibid.). Dette bevirker dog ikke, som man umiddelbart skulle tro, at al lidelse ophører, og at man lever lykkeligt til sine dages ende. Tværtimod indebærer realisering af Selv´et en større kontakt med sine lidelser, fordi man i større grad er i stand til at se og mærke, hvad der indeholdes i sin psyke i stedet for at fortrænge det Ubevidste materiale. Efter Jungs mening er lidelse og konflikt normale kendetegn på en menneskelig tilværelse, som danner modpoler til lykke (Jacobi,p.114). Derfor er det vigtigt at berige personligheden ved at gennemleve og føle fortrængt Ubevidst materiale, derved vil det opløse sig selv. I denne proces må man godt undertrykke det Ubevidste, ved at rumme det Ubevidste materiale, men ikke lade sig styre af det, så man er i stand til at leve et liv, som man plejer og derved fastholder jordforbindelsen (Ibid.).

Ved Selv’ets begyndende realisering kan personen begynde at få balanceret kontakt med Jesus Kristus arketypen og hermed, efter Jungs teorier, begynde at udøve en højere form for kærlighed. Selv’ets bevidsthed og grundstemning er kærlighed og ægte venlig følelse (Bertelsen,1988,p.31). Selvet er en mere åben bevidsthed, der i forhold til Jeg’et kan formidle lys og kærlighed til andres Selver og være åben for det guddommelige (Ibid.p.24). I forhold til de maskuline og feminine egenskaber er disse integreret, men nu gælder det om at få disse helt i balance, så Mennesket, i Jesus Kristus billede, kan opstå. Der er endnu et stykke vej at gå på udviklingens vej mod at kunne have en Kærlighedsevne som ham, men det ligger ude i fremtiden.

Ved sammenligning mellem Jungs og Martinus´ teorier, synes jeg, det er slående, at de Dyriske impulser skal integreres som noget af det sidste, før Selvet kan realiseres udfra Jungs teorier. Hvilket stemmer overens med Martinus´ teorier om vigtigheden i at overvinde sine Dyriske tendenser for at de Menneskelige egenskaber kan udvikles, og dermed også Kærlighedsevnen.

Både Martinus, Jung og Bertelsen pointerer vigtigheden af selviagttagelse og det at lære sig selv at kende, som man er med sine mørke sider. Derved kan personen udkæmpe sine kampe med sit Ubevidste mørke i sit indre, vinde over dette med lys og kærlighed, og dermed få en større bevidsthed og evne til at elske.

Download speciale
Til toppen

Til Konklusion og perspektivering