Konklusion 

Konklusion og perspektivering

 

Jeg har igennem hele specialet forsøgt at få svar på min problemformulering om, hvordan det er muligt at virkeliggøre kærligheden i vores liv ved at udvikle kærligheden som evne. Jeg har også fået mange spændende svar, hvor det vigtigste er, at der findes en lavere og højere form for kærlighed.

Hvor den lave form for kærlighed meget er baseret på forelskelsesdynamikken mellem to mennekser af det modsatte køn. Denne kærlighed er mere en handel, hvor man bruger hinanden til at elske sig selv med. Denne form for kærlighed kan godt blive problematisk, hvis denne forelskelsesdynamik ikke fungerer godt, hvilket er begyndt at ske for mennesket i dag, fordi det er begyndt at udvikle det modsatte køns egenskaber. Når den lavere form for kærlighed bliver problematisk, skaber det magtkampe og kaos i kærlighedsforholdene. Den form for udvikling, som jeg især har fokuseret på i specialet, er hvordan det er muligt at udvikle evnen til højere form for kærlighed.

Den højere kærlighed er karakteriseret som at give af lyst uden forventning om tilbagebetaling. Jesus Kristus var et eksempel på et menneske, som havde evnen til at udøve en højere form for kærlighed. Ligesom Jesus Kristus var tæt forbundet med Gud, på samme måde er guddommens energi og kærlighed det samme som en højere kærlighed. Denne guddommelige energi er hele tiden til stede i verden, men mennesket er endnu ikke helt i stand til at modtage denne kærlighed. Ved at udvikle vores kærlighedsevne udvikler mennesket sit indre, så det bliver muligt at modtage denne guddommelige kærlighed og samtidig selv kunne give en højere form for kærlighed til andre.

Martinus mener, at grundlaget for kærlighedsevnen skabes ved at udvikle følelserne og intelligensen og forsøge at tøjle sin egoisme og intolerance. Dette kan både gøres som en daglig øvelse, men sker også automatisk igennem lidelser og erfaringer i livets skole. Jung mener, at udvikling af kærlighedsevnen sker igennem individuationsprocessen, hvor mennesket lærer sig selv at kende ved, at de ubevidste sider i personen blier bevidstgjort.

Men hvad er menneskets indre grundlag for at udvikle en højere form for kærlighed?

Martinus og Jung mener, at der især er to forhold og områder i menneskets indre, som har betydning for dets kærlighedsevne. Den ene er forholdet mellem de maskuline og feminine egenskaber, og det andet er personens forhold til sine mindre udviklede og primitive sider af personligheden.

Det viser sig, at disse to indre forhold ikke fungerer så godt. I begge indre forhold kæmper parterne om magten og undertrykker skiftevis hinanden.

Disse problematiske indre forhold skyldes både, at mennesket udviklingsmæssigt ikke kan forlige sig med sine mindreværdige og modsatkønnede egenskaber, men også forhold i barndommen, samfundet og fortiden har været medvirkende til at danne disse problematiske indre mønstre.

Her drejer det sig især om manglen på positive kvindelige og moderlige egenskaber for både mænd og kvinder. Vejen frem mod udvikling af en højere kærlighedsevne sker ved, at mennesket lærer sig selv at kende og får forvandlet sit forhold til sine mindreværdige og modsatkønnede egenskaber fra at være magtkamp til at blive samarbejde.

I denne proces er de moderspecifikke holdninger, som skaber omsorg, accept og kærlighed, vigtige. Mennesket må ved hjælp at disse holdninger lære at elske sig selv og dermed også andre på en omsorgsfuld og accepterende måde, ved at komme i kontakt med sit mørke og det Ubevidste i sig selv og integrere disse sider i bevidstheden. Da kan mennesket langsomt udvikle indre forhold, som kan modtage Guds kærlighed, og dermed er man i gode hænder, fordi denne kontakt i en vis grad kan kompensere for manglende kærlighed i barndommen.

Når mennesket lærer sig selv så godt at kende og finder ud af, at de problematiske forhold er i deres eget indre og ikke i forhold til andre, begynder indstillingen til livet at forandre sig.

Personen begynder at tage ansvar for sig selv og kan begynde at arbejde med på sin egen udvikling i at skabe en større kærligdsevne. Hermed bliver kamppladsen flyttet fra at foregå i det ydre til det indre, og livet og andre mennesker bliver hjælpere og ledsagere på udviklingsrejsen mod en højere kærlighed.

Bevidstgørelse og realisering af Selv’et er et mål, hvor mennesket flytter sit bevidsthedscentrum fra Jeg’et til Selv’et . Det betyder, at fra primært at være centreret i bevidstheden bliver det muligt at få kontakt med en mere åben bevidsthed, som er centrum for både det Bevidste og det Ubevidste i personligheden.

Med Selv’ets begyndende realisering skabes der en anden grundindstilling i personen, som er kærlighed og ægte venlighed og en kontakt med guddommen. Med Selv’ets realisering får mennesket et kompas eller en indre styring at leve sit liv efter, og Selv’ets vigtigste anliggende er udvikling af kærlighedsevnen.

Hermed er mennesket kommet et stykke af vejen mod en kærlighedsevne på Jesus Kristus standard. Men der er stadig et stykke vej endnu. Udvikling af kærlighedsevnen medfører, at personen i større grad bliver i stand til at føle og rumme livet på godt og ondt og acceptere sig selv og andre, som de er.

Da vil det i større grad være muligt at være sig selv og finde sin indiviualitet, hvormed det er muligt at skabe en afstand, så personen kan se sig selv og andre mere objektivt. Hermed er det også muligt at elske andre som et selvstændigt individ, men samtidig at kunne smelte sammen til et.

Jeg er ved at være til vejs ende med dette speciale, men som altid var der mange spændende emner og teorier, som jeg ikke kunne få med. Blandt andet ville jeg gerne have undersøgt, hvordan Dialogen kunne bruges i kontakten med det Ubevidste som redskab til at få to parter i et problematisk forhold til at mødes og forstå hinanden.

Jeg har selv lavet et forsøg, hvor jeg med Dialogen som redskab interwievede mine indre mandlige og kvindelige sider. Med stor succes, men desværre var der ikke plads til denne indfaldsvinkel i specialet.

Det har været utroligt spændende at skrive dette speciale, og det har sat en masse ubevidste processer i gang i mig. Det virkede som om, specialeprocessen var en katalysator for mine egne udviklingsprocesser på de områder, jeg skrev og læste om.

Hvis jeg skulle skrive et andet speciale, skulle det omhandle, hvad der udviklingsmæssigt sker, når man skriver speciale.

Download speciale
Til toppen

Til Litteraturliste